Prøv avisen
Før søndagen

Mennesket er ikke grænseløst interessant

47-årige Birgitte Graakjær Hjort advarer mod at gøre sig afhængig af andre menneskers anerkendelse. Derved kan vi miste modet til at være os selv. Her er hun fotograferet i Skt. Markus Kirke, hvor Pastoralseminariet i Aarhus har adresse. - Foto: ©Lars Aarø, Fokus la@fokus-foto.dk www.fokus-foto.dk

Adventstidens formål er at pege væk fra os selv og hen imod Kristus. Et fingerpeg, vi har brug for igen og igen, mener daglig leder af pastoralseminariet i Aarhus Birgitte Graakjær Hjort. Det minder os om, at vi ikke selv skal udgøre livets mening

Ørken. 55 grader i skyggen og frostgrader om natten. Sand så langt øjet rækker og svære betingelser for liv.

”Det er ikke tilfældigt, at denne adventstekst udspiller sig i ørkenen. Det er ikke bare et spørgsmål om geografi,” siger daglig leder af Pastoralseminariet i Aarhus og leder af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, 47-årige Birgitte Graakjær Hjort.

Nu er det næsten jul, men når det fjerde lys i kransen tændes i morgen i landets kirker, vil vi med evangelieteksten ikke blive ledt ud i sneklædte bakker, men ud i ørkenens golde land. Her vil vi møde Johannes Døberen, der bliver gæstet af en gruppe præster, som jøderne i Jerusalem har sendt ud til ham for at finde ud af, hvem han er. De har hørt store ting om ham, men han afviser at være Kristus og siger, at han blot er den, der baner Herrens vej.

”I ørkenen kan ingenting gro. På samme måde er det til tider fat med vores liv som mennesker. Og på dét tørre og golde sted kan adventsbudskabet lyde klart,” siger hun, og tager fat på at forklare dette budskab. Det, Johannes Døberen, derude i ørkenlandskabet, har forstået.

Han har gjort sig bemærket. De ting, han har sagt, har folk hæftet sig ved. Han bliver anerkendt for sit virke og står over for et øjebliks berømmelse.

En drømmesituation for mange.

”Det ville være let for ham at falde for den smiger, han bliver mødt af, men med Luthers ord kan man sige, at han ikke falder for fristelsen til at leve ud af den anerkendelse, som andre vil give ham.”

En problematik, som er højaktuel, og som hun selv kender alt for godt.

”Mange af os er optaget af, hvordan vi kan virkeliggøre os selv og vores liv. Hvordan vi kan udmærke os og sætte spor. Det er der ikke noget galt i, men det, vi hører her, er, at det aldrig må blive et mål i sig selv. Det gør ikke noget, om jeg lykkes i alt, for jeg skal ikke selv udgøre eller skabe livets mening. Det ved Johannes, når han peger hen imod Kristus som den, der er større.”

Det budskab aflaster os, mener Birgitte Graakjær Hjort, og gør opmærksom på, at Johannes svarer på spørgsmålet om, hvem han er, ved at fortælle hele tre gange, hvem han ikke er. Han er ikke Kristus. Han er ikke Elias. Han er ikke Profeten.

”Det er bemærkelsesværdigt. Her får han den store chance for rampelys, og hvad svarer han? Hvem han ikke er. Det levner plads til den menneskelige grunderfaring, at der er noget, vi ikke er,” siger hun og uddyber.

”Vi mennesker lever i en forventning om at kunne designe vort eget liv og have magt over det. Her bliver vi i stedet sat fri til at give plads til det, vi ikke er, og det, vi ikke blev,” siger hun og fremhæver tekstens dobbelttydighed.

”Den får stillet det store eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg som menneske? Men den stopper ikke her, nej, den peger hen på ham, som skal komme. Vi kan blive så optaget af at fortælle historien om, hvem vi selv er, men der er en grænse for, hvor interessant den er. Den fortælling må på et tidspunkt have sin ende, sit punktum. Så skal vi høre om, hvem Gud er,” siger hun og betegner det som en aflastning ikke at skulle pille navle uendeligt.

”H.C. Andersen har engang sagt, at det er velsignet at glemme sig selv i andre. Det handler ikke om kunstig selvydmygelse, men om en frugtbar selvforglemmelse. Når man for en stund glemmer selvprojektet, bliver man mindre afhængig af, om man lykkes og mindre afhængig af andres anerkendelse,” siger hun og forlader Johannes i ørkenen for en stund og lader tankerne rejse tilbage til dengang, hun som skolepige sad i sine forældres køkken og læste lektier. I stuen ved siden af ledte hendes far menighedsrådsmøder fra tid til anden.

”Bølgerne kunne godt gå højt, og jeg kunne høre min fars stemme tydeligt gennem væggen. Han levede ikke af andres anerkendelse og gjorde sig ikke afhængig af at få den. Han var optaget af sagen og lod sig ikke styre af, hvad andre tænkte,” siger hun om faderen, der har opdraget ud fra devisen:

”Du skal frimodigt være dig selv med det, du er, uanset hvem, du er sammen med. For det er godt.”

”Deri ligger en frihed fra andres vurdering og anerkendelse. Også en frihed til at turde uenighed og turde gå solo, hvis det er nødvendigt.”

Tilbage i ørkenen turde Johannes også ”gå solo”, han faldt ikke for fristelsen til at leve af andres anerkendelse.

”Faren ved at leve ud af andres anerkendelse er, at vi derigennem kan miste modet til at være os selv.”

Når Birgitte Graakjær Hjort stadig som voksen kan smage på sin faders ord, er det fordi, det ikke er en let opgave at stå ved sig selv. Hun kender så udmærket til gerne at ville lykkes og anerkendes. Til at livet i glimt kan føles som en ørkenvandring.

”På det golde sted, der hvor livet kan føles tomt, her er der en forløsning i at gå i kirke og høre budskabet om, at Gud kommer til os. Det handler ikke om, at jeg skal få noget til at ske, der bliver peget væk fra mig selv,” siger hun og kalder kirken for et realistisk spejl, vi kan holde op for os selv.

”Ligesom adventstidens funktion er at pege hen mod Kristus, er det også gudstjenestens funktion. Jeg går i kirke for at blive revet ud af min selvkredsen. Det er et velsignet øjeblik at blive taget alvorligt som den, jeg er, og det, jeg står i - og så få lov til at glemme mig selv.”

Hun siger selv om gudstjenesten:

”Herfra min verden går”, og sådan har det altid været. Hun er vokset op i et hjem, hvor man er gået meget i kirke. Efterfølgende diskuterede man altid prædikenen.

”Vi er opdraget til at forholde os til det, vi blev præsenteret for.”

Og hun har forholdt sig lige siden. Hun siger om sig selv, at hun af natur er et anfægtet menneske.

”Jeg er en grubler, der konstant overvejer, hvordan vi bedst kan forstå den kristne tro og livets mening. Jeg kan i den grad spejle mig i Jesu disciple, når de har lysende klare øjeblikke, hvor de synes, det står tindrende klart. Og i det næste øjeblik har de ingenting forstået, og Jesus må begynde at undervise dem forfra.”

Den grundlæggende tvivl har blandt andet betydet, at hun føler sig bedst hjemme i sammenhænge, hvor der er højt til loftet og plads til en vis forskellighed.

”Jeg kan altid se tingene fra den anden side også. Derfor kan jeg dog godt se med en vis længsel på, når nogle organiserer sig i forskellige sammenhænge med egne meningsfæller. Der, hvor jeg har følt mig hjemme, har været i KFUK's sociale arbejde og i folkekirkens gudstjeneste. Her føler jeg mig virkelig hjemme,” siger hun og forklarer, at hendes tro trækker vejret igennem gudstjenesten.

”Her får jeg mit liv fortolket og givet både retning og ny næring i lyset af Kristus. Dermed er jeg noget i kraft af en anden end mig selv, nemlig i kraft af Gud, og jeg er det sammen med nogle andre mennesker. Her beror det ikke på, hvad jeg får til at lykkes. Jeg skal ikke selv få ørkenen til at blomstre.”