Celledørene i Arresthuset i Aalborg er tykke og tunge. Når de først er smækket i bag de varetægtsfængslede, er omverdenen lukket fuldstændig ude.
Når korshærs- og arresthuspræst gennem 18 år Lena Bentsen banker på døren til en af de aflåste celler, må hun satse på, at den indsatte gerne vil have besøg. For hun kan ikke høre, hvad han svarer gennem den tykke dør.
Her, under disse besøg i cellerne, er hendes vigtigste opgave at se den fængslede.
”Det er afgørende for enhver at blive set som det menneske, man er. Der kan være mange fordomme knyttet til det at sidde i fængsel, der gør, at de indsatte ikke bliver set som andet og mere end den ugerning, de har gjort,” siger Lena Bentsen.
I sådan en situation kan kristendommen med sin insisteren på, at man er andet og mere end det forfærdelige, man har gjort, bringe håb og trøst.
”Nogle gange mister en varetægtsfængslet med ét slag familie, venner, job og hjem. Alle de ting, som mange af os forstår os selv ud fra. Så er det eneste, der er tilbage, sigtelsen. Og når det eneste, der er tilbage, er det, jeg ikke ønsker at være, kan det være en kamp at finde sin egen identitet. Så er det godt at blive mindet om, at vores eksistensberettigelse eller menneskeværd ikke er forsvundet, da de to størrelser beror på noget uden for os selv, nemlig Gud,” siger hun.
I søndagens tekst bliver vi mindet om, at alle mennesker i Guds optik er uendeligt meget værd.
”Vi bliver i teksten holdt fast på, at vi alle, rig som fattig, er her på fuldstændig fuldgyldig vis,” siger hun.
Hun mener, at den rige mands største brøde består i, at han ikke ser. Han ser ikke den forarmede Lazarus, der fuld af sår ligger ved hans port og blot ønsker at spise sig mæt i resterne fra hans veldækkede bord.
”Den rige mand har så mange muligheder for at lindre Lazarus' smerte blot en lille smule, men han ser ham slet ikke. Han lever et liv lukket om sig selv og sine egne behov. Og det bliver han ved med at gøre, selv da han slår øjnene op i dødsriget. Her mener han straks, at Lazarus må gøre noget for ham. På den måde ændrer han sig ikke det mindste,” siger hun.
Lena Bentsen mener ikke, at teksten skal ses som et indblik i, hvordan Helvede er. Når budskabet bliver formidlet, som det gør, er det for at understrege dets alvor.
”Her bliver det sagt med umisforståelig alvor, at vi har et ansvar for hinanden, og at ansvaret ikke bliver mindre i takt med, at vore midler øges. Teksten er med i denne udgave for virkelig at råbe os op: Der er ikke nogen vej uden om ansvaret. Vi er ikke sat her på jorden i vores egen lille lykkeboble. Vi er sat her sammen med hinanden,” siger hun.
For Lena Bentsen er det et helt centralt budskab i kristendommen, at vi skal tage vare på hinanden. Et budskab, der blev levende for hende allerede som barn, når hendes forældre tog hende med i den lokale kirke i Nørresundby, og da hun som ung rejste med FDF til Tanzania og her mødte en kristendom, hvor ord og handling var tæt forbundne.
”Vi besøgte en landsby, hvor den lokale præst stod med opsmøgede bukser og bare tæer i leret og var med til at lave mursten. Han slog fast, at det var lige så meget kirke for ham som at prædike om søndagen,” siger hun.
Måske derfor trives hun også så godt i rollen som korshærs- og arresthuspræst.
”Selvom jeg i mit arbejde møder mennesker, der er i svære situationer, får jeg så meget igen,” siger hun.
Særligt en oplevelse har brændt sig fast i hendes hukommelse.
En eftermiddag var hun på besøg i Skurbyen, der er et botilbud for hjemløse i Aalborg med en høj tolerancetærskel i forhold til støj, misbrug og anden atypisk adfærd. Som så ofte før drak hun kaffe med nogle af beboerne i fælleshuset. På et tidspunkt gik døren op, og en gammel kending af Lena Bentsen kom ind. Han var alkoholiker, men var altid meget hjertelig og hilste altid præsten med et kram. Men ikke denne eftermiddag.
”Så snart han fik øje på mig, gik han igen. Meget resolut. Jeg tænkte, at jeg måske havde sagt eller gjort noget, der havde fornærmet ham, og besluttede mig for at tale med ham, når jeg var færdig med min kaffe,” husker hun.
Men det blev ikke nødvendigt. Kort efter kom han ind med en firkløver i hånden og sagde:
”Når præsten er på besøg, så skal hun have blomster!”.
Lena Bentsen blev rørt over denne gestus.
”Det er utroligt, at man kan være på hælene af sit liv og stadig magte at se sine medmenneske på den måde,” siger hun.
Og det er desværre en mangelvare i vores samfund, mener hun.
”Vi knytter nemt forestillinger og fordomme til bestemte positioner i vores samfund. Nogle grupper er særligt udsatte og må lægge ryg til bestemte forestillinger. Eksempelvis har der vel altid knyttet sig fordomme til det at være arbejdsløs. Kunne de ikke bare tage sig sammen? Handler det ikke blot om, at de er dovne eller asociale? På den måde ser vi ikke mennesket. Det kunne jo være, at der er ganske indlysende grunde til, at man ikke kan arbejde, eller måske er arbejdet der bare ikke,” siger Lena Bentsen.
Hun begræder, at vi i vore dage er så individ-fokuserede. Hun mener, at vi parkerer alt for meget hos den enkelte. Både ansvaret for succes og katastrofe. Det er dybt anstrengende, fordi det betyder, at vi skal bære alting selv. Men her tilbyder kristendommen et værdifuldt alternativ.
”Hvis alting er hængt op på os selv, er det en overbebyrdelse af dimensioner. Vi har brug for at hente vores værd uden for os selv. Vi er afhængige af at blive mødt af Guds blik samt det andet menneskes blik og vilje til at se. Gud ser os og rummer os. Også med den skyld, vi bærer på - de måske rædselsfulde og uoverskuelige ting, vi har gjort,” siger hun.
Hun tror ligeså, at vi har gavn af at løfte blikket væk fra os selv og se vore medmennesker.
”Evangeliet sparker os så at sige ud af denne kredsen om os selv. I søndagens tekst bliver det slået fast, at vi ikke kan slippe uden om forpligtelsen over for hinanden. Men det skal vi ikke være spor kede af, for når vi slipper ud af vores egen lille cirkel, vil vi opleve, at det er der, livet er, og der, gaverne ligger gemt,” siger hun.