Mere frihed, tak! Mere orden, tak! Sådan lyder yderpunkterne i diskussionen om folkekirkens gudstjeneste, som er skudt i gang med rapporten ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed”, som blev offentliggjort først i juni. Der er også kommet en såkaldt pixiudgave af det biskoppelige udvalgs rapport og et studiemateriale, som skal danne udgangspunkt for lokale drøftelser af balancen mellem det frie og det faste i folkekirkens gudstjenesteordning.
Titlen på pixiudgaven er ”Hvem bestemmer?”. Det er et godt spørgsmål, og det stikker dybere end til valget mellem de tre modeller med forskellige grader af frihed, som er oplistet i rapporten, og som der lægges op til diskussion om. Det handler nemlig også om ledelse i folkekirken på så vigtigt et område som liturgi.
Gudstjenester er ikke alene et folkekirkeligt kerneområde, det er også vigtigt, fordi liturgien former troen – eller som det hedder slagordsagtigt på latin: ”lex orandi, lex credendi”, bønnens lov er troens lov. I folkekirken er en præst sluppet af sted med at sige, at han ikke tror på Gud, mens en anden præst blev fradømt kjole og krave for at ændre i dåbsritualet. Den, der har magten over liturgien i folkekirken, har med andre ord magten over, hvem og hvad der er inde og ude.
Det fremgår tydeligt, at rapportens forfattere er bevidste om dette. Biskop Elof Westergaard, der har været formand for udvalget bag rapporten, slår fast allerede i forordet, at eventuel større liturgisk frihed øger behovet for ”den forpligtende dialog, som ret beset altid karakteriserer det biskoppelige og provstelige tilsyn”. Ordet ”tilsyn” optræder ikke i udvalgets kommissorie, men nævnes hele 79 gange i rapporten, der opfordrer til ”en konstruktiv gennemtænkning af tilsynet som mere og andet end opsyn”. ”Frihed” optræder til sammenligning 92 gange.
I rapporten foreslås det, at man i gennemtænkningen af tilsynet inddrager nyere ledelsesteorier. Nøgleord er ”vejledning”, ”samtale og dialog med de enkelte biskopper og provster”, ”gensidig tillid”, ”forpligtende fora som for eksempel de tjenstlige møder mellem præster i et provsti og provsten”. Hvis man vælger andet end status quo-modellen, så vil det føre til ”flere samtaler om og vurderinger af, hvad der liturgisk teologisk er hensigtsmæssigt/ikke-hensigtsmæssigt, anbefalelsesværdigt/ikke-anbefalelsesværdigt”.
Det lyder fint. Men det lyder også farligt – eller i hvert fald vidtrækkende.
En nærliggende parallel er folkeskolen, hvor et af målene med skolereformen fra 2014 var, at den lokale skoleleder skulle have et større ledelsesrum. Flere rapporter fra VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, har påpeget, at nok har skolelederne fået handlefrihed, men samtidig er realiteterne en stadig stærkere kommunal målstyring, ligesom man på skolerne oplever at være underlagt en omfattende detailstyring af, hvordan målene skal nås. Magten er flyttet væk fra skolerne og ind i forvaltningen.
En lignende risiko eksisterer i folkekirken. Hvis biskopperne sætter liturgien fri, men samtidig trækker håndbremsen i form af øget tilsyn, selvom det må have en nok så moderne og dialogisk form, så ender magten over liturgien hos provsterne og ikke hos sogne og menigheder. Og risikoen er vel at mærke størst, hvor det ser ud til at være friest. Modellen, der kaldes ”den frie”, kan vise sig at være den mest ufrie, når tilsynet er i fokus.
Fortalere for større frihed vil gøre klogt i at satse på en vis fasthed – af hensyn til både menighedens og præstens retssikkerhed. Hvis spillereglerne ikke er helt klare, får dommeren alt for megen magt – og der bliver mere palaver end ordentligt spil på banen.
Når rapporten så tydeligt kæder frihed og tilsyn sammen, så bør diskussionen om tilsyn også tages i sogne og menighedsråd i tilknytning til diskussionen om gudstjenesten. Det er ikke nok at diskutere det blandt præsterne i provstierne, som der lægges op til i studiematerialet.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær for Bibelselskabet.