Det religiøse billede i Spanien har ændret sig radikalt de seneste to generationer. Selvom katolicismen fortsat hersker på overfladen, er det traditionelt så katolske land i dag meget sekulariseret. Katolicismen er efterhånden mere en identitetsdannende faktor, og en ny religiøs mangfoldighed er begyndt at spire frem.
En spørgeskemaundersøgelse om "religionens situation i Spanien i begyndelsen af det 21. århundrede", der blev offentliggjort i marts i år, viser, at 79,7 procent af spanierne stadig betegner sig selv som katolikker. Det kan egentlig ikke undre i et land, der gennem hele sin historie har været tæt knyttet til den katolske kirke. Når man går spanierne på klingen med hensyn til deres tro, dukker der dog nogle sære ting op.
– Hvis du derefter spørger dem, om de praktiserer deres tro, siger langt størstedelen, at det gør de ikke, og en stor del af dem siger endog, at de ikke tror særligt meget eller overhovedet ikke på Gud og kirkens lære, forklarer Alfonso Pérez-Agote, professor i sociologi ved Complutense-universitetet i Madrid, der var ansvarlig for spørgeskemaundersøgelsen om religionens tilstand for det statslige Center for Sociologiske Studier (CIS).
En god tredjedel går til messe regelmæssigt, kun 24 procent siger, de går ugentligt. En anden tredjedel går en gang imellem, mens over 25 procent af "katolikkerne" aldrig nærmer sig en kirke. Kun 41 procent tror fuldt og fast på Gud, og omkring 70 procent tror ikke længere på djævlen, skærsilden, helvede, engle og mirakler.
– Den katolske religion er i dag mere et spørgsmål om kultur end religion for spanierne. Der er en voksende kløft mellem kirken og især den yngre del af befolkningen, og den har ikke længere kontrol med dem, siger Pérez-Agote.
Det er teologen og sociologen José Maria Mardones enig i.
– Man ser en helt klar tendens til en mere individuel, eklektisk og indadrettet, mystisk tro i dag, der ikke følger den institutionelle kirkes bud. For størstedelens vedkommende er katolicismen i dag mere en identitetsdannende faktor. Noget skal man jo være, og man har stadig ikke så meget at vælge imellem i Spanien ud over katolicismen, siger Mardones, der er ansat som forsker ved det statslige spanske forskningsråd (CSIC).
Den katolske kirke lever således fortsat højt på den historiske særstilling, den har haft over for den spanske stat siden samlingen af landet i slutningen af det 15. århundrede ved indgåelsen af ægteskabet mellem Isabella af Kastilien og Ferdinand af Aragonien, det såkaldte katolske kongepar. I flere århundreder havde den faktisk en tættere forbindelse til den spanske stat end til Vatikanet. Og først ved indgåelsen af en international aftale mellem Spanien og Vatikanstaten i 1976 opgav den spanske monark retten til at udnævne biskopperne i landet.
Sekulariseringen begyndte så småt i Spanien som i meget af resten af Europa med en antireligiøs, intellektuel bevægelse i det 19. århundrede. Den blev dog stoppet brat med den spanske borgerkrig i 1936 og Francos efterfølgende indførelse af nationalkatolicismen og udnævnelse af landet til at være et "katolsk og socialt kongedømme". Sekulariseringen er derfor gået dobbelt så hurtigt, efter den igen begyndte med den økonomiske revolution i landet med turisternes komme i 1960'erne, og den tog for alvor fart efter overgangen til demokrati i slutningen af 1970'erne.
– Situationen i dag ligner således mere den i Central- og Nordeuropa end i de andre katolske lande i syd, der har haft en meget anderledes historie, siger Alfonso Pérez-Agote.
Trods det og det faktum, at det moderne Spanien har total religionsfrihed og konstitutionelt er en verdslig stat uden statsreligion, nyder den katolske kirke også stadig godt af visse privilegier. Hvert år modtager den store beløb fra staten og indirekte støtte ved betalingen af religionslærere, fængsels- og feltpræster samt en række skattefordele.
De tre trossamfund, der i kraft af deres sociale base i landet har kunnet forhandle med den spanske stat, muslimerne, jøderne og protestanterne, indgik i 1992 en aftale med Spanien, der formelt skulle stille dem lige med den katolske kirke og udligne forskellene. Det er dog stadig ikke sket trods gentagne opfordringer fra de tre trossamfunds side. Ingen af de tre har endnu fået uhindret adgang til de offentlige skoler, hospitaler og fængsler. Og mens den katolske kirke modtager et tocifret milliardbeløb om året, har de tre små i en nyoprettet fond fået 22 millioner til deling.
– Det er ikke meget, men det er første gang, muslimer får penge af regeringen, så det er da en begyndelse, siger Elmehdi Flores, der er talsmand for den islamiske kommission i Spanien (CIE), der har ført forhandlingerne med den spanske stat på muslimernes vegne.
I alt udgør minoritetsreligionerne dog også kun lige under to procent af den samlede befolkning.
– Statistisk set er det en joke at tale om et multireligiøst samfund. Det er en meget lille procentdel, men den er relevant på grund af stigningen de senere år. Det er et nyt fænomen, men de unge ser det allerede som normalt, siger Mardones.
Ifølge Pérez-Agote er der også en anden grund til, at den lille procentdel skal tages alvorligt, nemlig at der her i langt højere grad er tale om reelle troende, især for muslimernes vedkommende.
Ifølge de officielle tal er islam den hastigst voksende og nok også den største af de små religioner. Tallene varierer mellem 800.000 og en million, men man skal hertil lægge i hvert fald et par hundredetusinde ulovlige indvandrere, der er kommet til Spanien fra hovedsagelig Nordafrika.
Protestantismen anslås af Alfonso Pérez-Agote til at have et lignende antal troende, mens Mardones mener, at de evangelisk-protestantiske organisationer har pustet tallet op. Antallet er dog i kraftig vækst ikke mindst på grund af den voksende indvandring fra Sydamerika, hvor især bevægelser som Pinsekirken vinder frem med syvmileskridt.
Der er kun omkring 45.000 jøder i Spanien, men de er vigtige på grund af deres historiske tilknytning til landet, siger Mardones. De er dog blevet overhalet i antal af Jehovas Vidner med omkring 70.000 medlemmer, hovedsagelig fra de lavere klasser. I april 2003 åbnede den spanske regering også op for, at denne gruppe og mormonerne kunne indlede forhandlinger med staten på grund af deres voksende sociale betydning, men det er endnu ikke sket. Buddhisme, hinduisme og forskellige animistiske religioner er accepterede i Spanien, men har heller ikke noget formelt forhold til den spanske stat.
Der findes omkring tre til fem procent "rigtige" ateister. Det er en procentdel, der svarer ganske godt til den andel af befolkningen, der stemmer på partierne på den yderste venstrefløj. Størstedelen af de spaniere, der ikke erklærer sig som katolikker eller til andre religioner, kendetegnes dog ved en stor ligegyldighed over for tro, siger Pérez-Agote og Mardones samstemmende. Og det er en gruppe i hastigere vækst end nogen af de andre. Men ligegyldigheden har dog også høstet en modreaktion.
– Man ser samtidig ortodoksien styrkes inden for de organiserede religioner. Der er grupper inden for alle trossamfund, der bliver stadigt mere konservative som en reaktion mod sekulariseringen og de nye religioner i landskabet. Det ses for eksempel med de fundamentalistiske islamister, der er dukket op. Og især de progressive katolikker, der havde stor fremgang i de første år efter demokratiets indførelse, har det svært i disse år, hvor der fokuseres så meget på sikkerhed og orden. Her kan man igen se, at religionen mange gange også reflekterer samfundsudviklingen, siger José Maria Mardones.
troenseuropa@kristeligt-dagblad.dk
Ud af en befolkning på over 43 millioner mennesker er 80 procent kristne, heraf langt de fleste katolikker. Muslimer er den største religiøse minoritet med omkring en procent af befolkningen, mens mellem tre og fem procent af spanierne angiver at være ateister.