Mere værd end mange spurve

TRO TIL TIDEN: I dag opsøger mennesker selv farer for at mærke, at de lever. Samtidig lider et stigende antal af den genstandsløse angst, som også sognepræst Niels Brønnum har måttet kæmpe med

Mere værd end mange spurve

Frygt ikke, siger Jesus i søndagens tekst. Men det er nemmere sagt end gjort, konstaterer Niels Brønnum.

- Jeg led i mange år af angst. Det, som teksten kan sige mig i min situation i dag, er, at jeg altid frygter "ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede". Jeg ved ikke, hvordan man går fortabt. Men jeg er næppe alene om at have gjort erfaringer med, hvad det vil sige at føle sig fortabt. Det er, når alt i den globale virkelighed virker truende. Når den næste opgave, man påtager sig, forekommer uoverskuelig. Og når ens selvværd er som en snegl i solskin. Det er at være indkroget i sig selv, som Luther kaldte tilstanden. Da taler evangeliet til mig: Når ingen spurv falder til jorden, uden at Gud er med såvel i spurvens liv som i dens død, så har jeg brug for at høre, at Gud også er med mig såvel i mit liv som i min død.

Den 53-årige sognepræst ved Brønshøj Kirke i København blev for mange år siden befriet for den angst, der i perioder havde plaget ham siden ungdommen. Men efterhånden og også ved gode menneskers hjælp fandt han ud af, at der var et håb, selv om han var langt nede. Og at han ikke var alene dér.

Det håb finder han også begrundet i Matthæusevangeliet, kapitel 10, vers 24-31, i Det Nye Testamente, som ligger opslået foran ham på bordet i spisekøkkenet. Uden for præstegården, et rødt murermesterhus på en villavej i Brønshøj, er der fuglefløjt i trækronerne.

- Det, at Gud er med mig i mit liv og i min død, kan jeg ikke sige mig selv. Derfor skal jeg have det sagt, siger Niels Brønnum og fortsætter:

- Kun en tåbe frygter ikke havet, som det hedder. I dag er der ikke meget i vores natur, vi kan frygte. For 100 år siden var der en reel fare ved at tage båden til Amerika, for den kunne gå ned. Men nu lever vi i det såkaldte risikosamfund, hvor folk frivilligt løber risici, når de for eksempel finder på at crowdsurfe på Roskilde Festivalen, bestiger Mount Everest eller krydser Ant-arktis til fods med en madpakke. Man kommer til at tænke på den gamle popsang med Lecia og Lucienne: "Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever." Spørgsmålet er, hvorfor du og jeg skal røres så hårdt for at mærke, at vi lever? Jeg tror, at der på en eller anden måde er en drift i mennesket i dag efter at erfare det, man ikke selv kan bemestre, og derfor opsøger vi farerne og er følgelig villige til at løbe risici.

- Det er en tankegang, som nok ville have været svær at komme i dialog om med Jesus og hans tid. Naturligvis ikke hvad angår menneskeligt fjendskab. Dér var faren reel. Man kunne også omkomme under en storm på Genesaret Sø. Men Jesus forudser jo, at de vil korsfæste ham, og at hans tilhængere udsætter sig for fare i samme grad som deres mester. Til gengæld er det liv, der leves i den fælles verden i dag, bundet op på et miks af politik og religion, som er dødsensfarligt. Jeg tænker på fundamentalisme i alle afskygninger. Mange kan få den tanke, at virkeligheden som sådan er dæmoniseret. I sådan en verden bliver alle katte grå, og man kan ikke se forskel på, hvad der er det farlige og mindre farlige. Der er en frygtens selvsving, som også vores civilisation er ramt af. Hvad skal vi tro? Hvor findes det, der står fast i en verden, hvor ellers kun flygtighed synes at være Gud? Ind i den situation taler morgendagens tekst også til dig og mig. Også selv om vores liv ikke er umiddelbart truet af kræfter, der vil os til livs - terrorister for eksempel. Ikke desto mindre gælder det om ikke at lade vor frygt gå i selvsving.

Korsets betydning

Niels Brønnum understreger, at der er forskel på frygt og angst.

- Frygten har altid en genstand. Hvis jeg tomlede til Irak, løb jeg noget af en risiko. Og musen er med rette bange for katten. Angsten har derimod ingen genstand. Og den grundløse angst lider mange moderne mennesker af. Kierkegaard sagde, at det, der gør, at mennesker har ånd, er, at de kan føle angst.

- Når jeg føler angst, skal jeg have fortalt, at den i sig selv usynlige Gud fik en krop og et ansigt og et sprog som mit for at betyde mig, at intet, som jeg kommer ud for i dette liv, er fremmed for Gud. Det er det, korset betyder. Som kristen kan jeg bruge det, at når Gud har delt selv gudsforladtheden med mig, kan han også dele mit med sig. Så får jeg den fred og fortrøstning, som jeg ikke kan give mig selv.

- Det giver mig indtryk af, at jeg ikke kommer længere ud end, at Gud stadig kan nå mig. Selv dér, hvor et menneske har lagt sig foran et tog og er blevet maltrakteret – det må jeg sige til begravelser af selvmordere - har Gud også været. Joakim Skovgaards billede, "Kristus i de dødes rige" fra 1890, var for meget for dem, der er dikteret af den gode smag - for meget kosmos og spekulation og for lidt menneskelighed. Men Skovgaard havde ikke grebet sit motiv ud af det blå, for det hedder jo i trosbekendelsen: "nedfaret til dødsriget". Og noget lignende bliver sagt i 1. Peters brev kapitel tre. Så de mennesker, der aldrig fik mulighed for at møde Kristus i levende live, de får mulighed for at møde ham i deres limbo mellem helvede og himmel. Der er det opbyggelige i det, at selv den, der begår selvmord, møder Kristus, for han har været dér også.

- Midt i angsten og depressionen tror man ikke, at Gud og Kristus er der. Men når jeg ikke er kommet så langt ud, at jeg har lagt mig på skinnerne, selv om tanken til tider ved Gud ikke har været mig helt fremmed, er det fordi, jeg er vis på, at Gud og Kristus er hos mig. I visse vitale sammenhænge er det meget vigtigere at blive forstået end selv at forstå. Og hvis den, der forstår, er både menneske og Gud, er der ikke kun tale om medfølelse, for den er ofte afmægtig, men om barmhjertighed. I den er der kraft i til at forandre, siger Niels Brønnum og tilføjer:

- Det er menneskeligt at frygte. Det er derfor, vi har en kirke, der skal sige til os ikke en gang, men atter og atter: Frygt ikke, for I er mere værd end mange spurve.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Niels Henning Brønnum, født 1950 i København. Student fra Ribe Katedralskole 1969. Læreruddannelse 1975. Teologisk kandidat 1984. Sognepræst i Brønshøj Kirke fra 1985. Har været medredaktør af tidsskriftet Fønix 1989-94. Bidragyder blandt andet til antologien "Hvad er metafysik - i dag?". Underviser på Pastoralseminariet i København. Bor i Brønshøj sammen med sine hustru socialrådgiver Stine Brønnum. Parret har to voksne sønner.