Vælgerkrisen i Dansk Folkeparti skyldes i høj grad, at partiet ikke har været i stand til at løfte arven fra præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup.
Det var budskabet fra Morten Messerschmidt i et meget omtalt interview i Politiken i sidste uge. Danmark er et kristent land, og det skal kunne mærkes, sagde partiets nyudnævnte næstformand, der har brugt de seneste dage på at uddybe, hvordan kristendommen bør definere blandt andet kultur-, flygtninge-, udviklings- og undervisningspolitik.
Men selvom Morten Messerschmidt altså vil udfylde det ”vakuum”, han mener, de tidligere så markante tidehvervspræster i Dansk Folkeparti har efterladt, er hans udtalelser de seneste dage ikke udpræget tidehvervske. Det mener Kurt E. Larsen, professor ved Menighedsfakultetet i Aarhus.
”De (Messerschmidt, Krarup og Langballe, red.) er selvfølgelig fælles om at ville værne Danmark som kristent land mod islamisme, men Søren Krarup ville aldrig sige, at han drev politik på et kristent grundlag eller brugte kristne argumenter i en politisk debat. Det særlige ved Tidehverv er, at man ud fra kristendommen vil hævde en skarp sondring mellem religion og politik, og det virker ikke til, at Morten Messerschmidt køber den grundtanke,” siger Kurt E. Larsen, og tilføjer:
”Måske er det, fordi han er inspireret fra anden side, for eksempel af andre nationalkonservative kristne i Europa. Det kan også være, fordi det med vægten på kristendommen er forholdsvis nyt for ham, mens Søren Krarup er en reflekteret teolog med dybe rødder i Tidehvervs teologi.”
Det er ingen hemmelighed, at Morten Messerschmidts forhold til kristendommen tidligere har været helt anderledes. Da han var omkring myndighedsalderen blev han erklæret ateist, og han har flere gange udtalt sig kritisk om religion. For eksempel udtalte han tilbage i 2006, at han var ”tindrende ligeglad” med, hvad der står i Bibelen. Men siden har hans forhold til tro altså forandret sig, og i 2017 sagde han følgende i et interview i Kristeligt Dagblad: ”Jeg tror på en sand Gud fra evighed til evighed, og at det er den kristne Gud.”
Netop Morten Messerschmidts relativt nye forhold til kristendommen har afspejlet sig i hans måde at fremføre argumenter på de seneste dage, mener Peter Lodberg, professor mso i teologi ved Aarhus Universitet.
”Han har den nyomvendtes entusiasme og idealisme, og han er meget skråsikker og prægnant i den måde, han understreger sine pointer på. Der er ikke så mange nuancer i hans formuleringer, som der var hos Krarup og Langballe, der for eksempel lagde meget vægt på det lutherske. Med sit fokus på eksempelvis forfulgte kristne, der jo også tæller ikke-lutheranere, virker Morten Messerschmidt til at have en mere økumenisk tænkning,” siger Peter Lodberg.
Peter Lodberg mener dog også, at den største grundlæggende forskel på Morten Messerschmidt og hans tidehvervske forbilleder er måden, hvorpå han gør kristendommen til en del af et nationalkonservativt program.
”På den måde følger han mere en generel europæisk tendens, end han lægger sig op ad Krarup og Langballe, der ønskede en klar adskillelse af det verdslige og det åndelige. De forstod sig selv som frihedskæmpere, der undtagelsesvist gik ind i politik for at befri Danmark fra islam. De understregede altid, at kristendommen handlede om syndernes forladelse ’for hin enkelte’, og i den forstand var kristendommen jo dybest set apolitisk,” siger Peter Lodberg.
Grundlæggende er der dog ikke noget nyt i, at Dansk Folkeparti erklærer sig som et parti på et kristent grundlag. Det siger professor i statskundskab Tim Knudsen. Derfor skal Morten Messerschmidts seneste udmeldinger ifølge ham også mest ses som krisehåndtering.
”Jeg fortolker Messerschmidts offensiv som en reaktion på DF’s åbenlyse krise. Han vil vende den katastrofale udvikling for partiet. Men jeg tror også, at Messerschmidt søger at fjerne opmærksomheden fra den ubehagelige sag om misbrug af EU-midler, der hænger over ham som en sort sky,” siger han.