Der er 1,24 milliarder katolikker og 285 millioner ortodokse. Det viste en nylig opgørelse over 2018 i det amerikanske tidsskrift International Bulletin of Mission Studies. Derudover var der 567 millioner protestantiske kristne. Hertil hører en række historiske kirkesamfund med rødder i reformationstiden: cirka 100 millioner reformerte, 85 millioner anglikanere og 75 millioner lutherske.
Af metodister er der 80 millioner på verdensplan. Metodismen opstod i England i 1700-tallet som en vækkelses- bevægelse inden for den anglikanske kirke, men fik sit gennembrud i Nordamerika. I det unge USA blev metodismen den største kirketradition. USA har pr. definition ingen folkekirke, men metodismen har spillet en stor rolle i landet, næsten som om den var folkekirke. Med sin vægt på personlig erfaring og lægfolks engagement, på den enkeltes mulighed for vækst i tro og praktisk kristendom, har metodismen stået for noget typisk amerikansk. Metodismen finder man i dag i forskellige kirkesamfund, og desuden har metodismen også præget andre kirker indefra, for eksempel bærer pinsebevægelsen klare træk fra metodismen.
Det største af de amerikanske metodistsamfund hedder The United Methodist Church (UMC), som med syv millioner medlemmer er USA’s næststørste protestantiske kirkesamfund, kun overgået af de konservative sydstatsbaptister. UMC som kirkesamfund er dog alvorligt truet af splittelse. På kirkens seneste generalforsamling i 2016 ville mange have ændret kirkens politik og åbnet for muligheden for homoseksuelle præster og vielser af personer af samme køn. Men forslaget faldt med 428 stemmer mod 405. Baggrunden var blandt andet, at UMC ikke blot har medlemmer i USA. Ikke mindst har man et stærkt voksende antal medlemmer i det globale syd. Herfra er der massiv støtte til kirkens traditionelle syn på køn og vielse. For at undgå splittelse nedsatte man i 2016 en kommission, der skulle komme med forslag til en fælles vej fremad sammen, til beslutning på en ekstraordinær generalkonference i februar 2019.
Indtil nu har UMC været kendt som en velorganiseret kirke, der bliver enig om en fælles vej for alle menigheder. Netop denne tradition har nu skabt problemer. Anderledes end hos baptister, hvor man lægger vægt på menighedernes selvstændighed (kongregationalisme), og hvor det derfor er op til den enkelte menighed at bestemme sin kurs i kønsdebatten.
Inden for lutherdommen er der også mere tradition for plads til forskellighed, for Det Lutherske Verdensforbund består af selvstændige medlemskirker som verdensforbundet ingen magt har over. Men i metodistkirken har man en generalkonference, der leder kirken på verdensplan og vedtager fælles regler.
I UMC’s interne uenighed om køns- politik er der tre hovedgrupper blandt de 800 præster og lægfolk, der er delegater til generalkonference.
Traditionalisterne vil holde kirken sammen på verdensplan ved at fastholde kirkens traditionelle ægteskabssyn. Kontekstualisterne vil tolke evangeliet ind i deres lokale kulturer og altså give plads til en rummelighed og samvittighedsfrihed, så kirken kan have forskellige udtryk i de forskellige dele af verden. Progressivister vil inkludere alle mennesker, også LGBTQ-folk, på alle niveauer i kirken, og vil åbne for muligheden for at vie folk af samme køn i kirkerne.
Hvis de progressive vinder, vil mange traditionalister forlade UMC og finde et andet kirkeligt hjemsted. Modsat vil det gå, hvis traditionalisterne vinder. Hvis midtergruppen får gjort det muligt at vælge én vej i Afrika og hele tre forskellige veje i USA, med hver sin ledelse og biskop, så kan det måske lykkes at holde sammen på kirken, men så har man til gengæld brudt med traditionen om en fælles vej. Og vil kirken i USA så reelt ikke være opdelt i tre?
Uanset udfaldet, tegner weekenden til at blive skelsættende for metodismen. Og hvad skal de danske og nordiske metodister vælge at gøre
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.