Mette Bock: De færreste går til magten med ydmyghed

Forhenværende kirkeminister for Liberal Alliance Mette Bock har det svært med ordet ydmyghed, som hun mener har mistet sin værdi

Skolerne er ikke gode nok til at tale om tro og de store livsspørgsmål, mener Mette Bock
Skolerne er ikke gode nok til at tale om tro og de store livsspørgsmål, mener Mette Bock Foto: Iben Gad

Hvad er den vigtigste pointe i dagens tekst?

Jesus elsker jo at provokere farisæerne, som han på den ene side opfatter som hykleriske og selvoptagede magtmennesker – og på den anden side ikke går af vejen for at indlede en rask lille diskussion med. Det er et kendt greb, også i dag, at fortælle, hvad man selv mener ved at udstille andres uformåen. I dagens tekst bemærker Jesus, at farisæerne betragter det som et velerhvervet privilegium at sætte sig til højbords uden indbydelse. Så han konstaterer nøgternt igennem historien om bryllupsmiddagen, at enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, mens den, som ydmyger sig selv skal ophøjes. Den svider. Men det er en almenmenneskelig pointe, der altid er aktuel.

Hvis du skulle prædike over bibelstykket, hvem ville du så lade teksten handle om?

Jeg ville gribe fat i forholdet mellem ydmyghed og selvophøjelse og bringe det ind i den aktuelle og til tider ulidelige identitetsdebat. Jeg har det ganske vist enormt stramt med ordet ydmyghed, der efterhånden helt har mistet sin betydning og værdi. Politikere og andre med magt bruger det som en floskel, når de på en mærkelig indirekte måde ophøjer sig selv ved at påstå, at de går til magten med ydmyghed. Det ved enhver jo, at de færreste gør. På præcis samme måde vil farisæere og skriftkloge belære Jesus om, hvad han må og ikke må ifølge lovteksterne, mens de selv bruger deres privilegier uhæmmet. Der er diskrepans mellem ord og handling, og det afslører Jesus.

Er der noget i dit eget liv, som du synes bliver sat i relief af tekststykket?

Det er klart, at når jeg selv har været politiker med den magt, der hører til, så taler teksten om ydmyghed og ophøjethed meget direkte ind i mit liv. Men en af de værdifulde erfaringer, jeg høstede som politiker var, at det ikke er stjernerne på skuldrene eller den formelle position, der giver den mest værdifulde magt. Tromlerne findes i alle politiske partier, og de er utålelige. Men heldigvis findes der også mange kloge og ordentlige mennesker på Christiansborg. Det er dem, jeg respekterer, og dem, vi skal ophøje.

Hvem rummer ordene polemik imod læst i 2021?

I den identitetsdebat, der hærger for øjeblikket, ser vi også, at tingene slår over i sin egen modsætning. Stadigt mindre grupper kræver særlige privilegier. De kræver, at alle andre indretter sig efter dem. Men det betyder paradoksalt nok, at de kommer til at ekskludere sig selv fra fællesskabet, der jo af indlysende grunde rummer store forskelligheder, som vi skal lære at leve respektfuldt i. Det kan vi kun ved at møde hinanden. Jesus undgår jo ikke farisæerne, og han ønsker ikke at bortvise dem fra bordet. Han siger bare, at de skal huske på, at de ikke har særlige privilegier og at de ikke har patent på at læse og udlægge lovteksterne eller belære andre om, hvad de må. Det er en god begyndelse at se egne ufuldkommenheder i øjnene.

Hvem har lært dig mest om Bibelen i dit liv?

Forældre, skole og kirke. Den treenighed skulle vi dyrke lidt mere. Forældrene er heldigvis ved at komme godt med igen, også selvom de er opvokset i en tid med megen ørkenvandring, og de måske selv er lidt famlende over for tro og bibel. Mange går til babysalmesang, læser højt fra børnebiblen og tager børnene med til tirsdagssang, spaghettigudstjeneste eller minikonfirmandundervisning. I mange sogne er der også mange fine tilbud til alle aldre. Folkekirken er i stor bevægelse i øjeblikket. Dér, hvor det helt store svigt findes, er i skolen. Man myndiggør ingen, uanset hvilken trossammenhæng børnene kommer fra, ved i misforstået hensyntagen at tabuisere eller nedprioritere samtalen om tro og de store livsspørgsmål.

Hvilken bibelsk fortælling har haft størst betydning for dig? Hvorfor?

Bibelen er så rig på store fortællinger, at jeg kun vanskelig kan fremhæve et enkelt sted. Men indledningen til Johannesevangeliet er vidunderlig: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Det er så stærkt, at jeg næsten får tårer i øjnene, hver gang jeg læser eller hører det. Det er både et direkte apropos til dagens tekst om at ydmyge eller ophøje sig selv og til identitetsdebatten, hvor så mange vil ophøje sig selv.