For bare et år siden var Mette Bock den minister, som præster, menighedsråd og andre ansatte inden for folkekirken arbejdede under. Det var hende og hendes ministerium, de henvendte sig til med både praktiske og principielle problemer, og som de løbende modtog ny lovgivning og regler fra.
Nu skal de i stedet lære at se den tidligere kirkeminister som en jævnbyrdig kollega. For i sidste uge fortalte 62-årige Mette Bock i et interview til Radio4, at hun vil være præst.
”Jeg har nogle gange undervejs i mit liv tænkt, ’hvorfor bliver du ikke præst?’ – og nu har jeg så muligheden for det. Nogle gange er der døre, der lukker sig, og så må man være opmærksom på, hvilke der åbner sig i stedet,” siger den tidligere kirkeminister for Liberal Alliance.
Mette Bock stoppede som kirkeminister efter folketingsvalget i juni sidste år, og hun stillede i stedet op til Europa-Parlamentet, men blev ikke valgt ind. Siden har hun blandt andet levet af at skrive og holde foredrag, og undervejs voksede tanken om at blive præst sig større. Da hun har en kandidat i filosofi, kan hun benytte sig af folkekirkens paragraf 2-ordning, der giver ikke-teologer mulighed for at uddanne sig til præst på to år.
”Jeg bliver ikke præst på samme måde som en fuldt uddannet teolog fra universitetet, hvilket for mig at se stadig er kongevejen. Men alle præster er forskellige, og mit håb er, at jeg kan bidrage med min brede livserfaring. Jeg har altid interesseret mig for kristendom og folkekirken og været kirkegænger hele mit liv. Og selvom der er forskel på at læse teologi og filosofi, har jeg både beskæftiget mig med Luther, Kierkegaard og Grundtvig. Jeg har også været formand for Grundtvig Centeret og er kommet i mange sognegårde som foredragsholder. Så jeg har haft en længere vej til embedet, men den har jeg også været glad for,” siger Mette Bock, som tilføjer, at hun dog har gjort sig overvejelser om det faktum, at hun – hvis alt går vel – bliver sognepræst som 64-årig.
”Jeg spurgte biskop Henrik Wigh-Poulsen om han mente, jeg var for gammel til at uddanne mig, Men det mente han ikke.”
Men hvilken præst kommer Mette Bock så til at være? Det korte svar er, at det må tiden vise.
”Foreløbig tager jeg ét skridt ad gangen. Jeg ved jo ikke, hvilke muligheder der er, når jeg bliver færdiguddannet, så lige nu synes jeg, det er vigtigere, at jeg fordyber mig,” siger hun.
Om hun skal være præst i land eller by, har Mette Bock heller ikke gjort sig tanker om. Og spørger man ind til, hvilken kirkelig fløj hun vil repræsentere, kommer der heller ikke et klart svar.
”Det at skulle rubriceres i forskellige klasser har aldrig faldet mig let. I Danmark er det jo svært at undgå Grundtvig, og jeg er tidligere formand for Grundtvig Centeret. Men jeg har også været glad for at komme hos præster, der tydeligt tilhørte en anden fløj. Så jeg er åben og nysgerrig og vil helst ikke sættes i bås,” siger hun og tilføjer, at hun dog stadig har holdninger til kirkelige spørgsmål.
”For eksempel er jeg varm tilhænger af vielse af homoseksuelle, som har været en af de seneste års store debatter. Men jeg er også varm tilhænger af, at de præster, der har en anden holdning, kan undlade at gøre det.”
Hvis Mette Bock skal pege på noget ved præsteembedet, der betyder meget for hende, er det formidlingen af den kristne tro.
”Det optager mig at få bygget bro mellem evangelierne og det moderne liv, vi lever i dag. Det kristne budskab skal gøres nærværende og forståeligt, og vi skal som kirke også række ud til mennesker, som ikke finder det naturligt at sætte kurs mod kirkerummet. Det giver dyb mening for mig og er virkelig noget, jeg har lyst til at kaste mig ud i,” siger hun og tilføjer, at hun også ser frem til arbejdet med diakoni og sjælesorg.
”Jeg glæder mig til at møde det enkelte menneske, hvor det er, og kunne pege på det håb og lys, vi har i evangelierne, selv når det ser mørkt ud.”
En anden ting, Mette Bock finder interessant at arbejde med, er religionsmødet.
”I Danmark har vi et massivt flertal, der er kristne, men der er også andre trossamfund i vores samfund og folk, der ikke tror. Jeg synes, det er en spændende opgave at se, hvordan vi lever respektfuldt med hinanden og sikrer en samtale. Det handler ikke om, at der ikke er forskelle, men vi er nødt til at leve sammen på en ordentlig måde,” siger hun.
I dag diskuteres det, om præster kan blive for politiske, eller om de omvendt bør være mere politiske. Du har været politiker i mange år. Tror du, det bliver svært at lægge den del fra dig, når du bliver præst?
”Nej. Jeg har lagt politik bag mig. Det er et lukket kapitel, men jeg interesserer mig stadig for samfundet. For mig er der ingen tvivl om, at en politisk prædiken er ubehagelig, men jeg synes samtidig, at den gode prædiken har krog ind i det liv, vi lever nu. Hvis ikke man berører de emner, der er oppe i tiden, kan det blive en ligegyldig prædiken. Men det betyder ikke, at man skal blive partipolitisk,” siger hun.