Prøv avisen
Fra arkivet

Mette Bock: Når Gud lukker en dør, åbner han et vindue

Mette Bock (LA) er vokset op i en familie med både tidehvervsfolk, grundtvigianere og missionmænd. – Foto: Mette Frandsen.

Som barn mistede Mette Bock sin søster i et trafikuheld, hvilket har præget hendes tro og tilgang til livet

Kristendom har været en vigtig medspiller i Mette Bocks opvækst og voksenliv. Som kirkeordfører for Liberal Alliance er Mette Bock meget bevidst om vores fælles kristne kulturarv. Og hun er ikke bekymret for dens overlevelse, som mange andre politikere har været.

Mette Bock er vokset op i en familie med både tidehvervsfolk, grundtvigianere og missionsmænd, hvilket gav spændende diskussioner og respektfulde uenigheder. Det medvirker til, at hun ikke vil låse sig fast på en særlig kirkelig retning. For hende er det vigtigste at komme i kirke, læse i Bibelen og at modtage det kristne budskab uforstyrret.

Hvordan vil du beskrive din tro?Jeg tror på en kærlig, udfordrende og tilgivende Gud. Det ligger uden for min forestillingsevne, at troen ikke er en del af mit liv, og min mand og jeg har videregivet dette livsvilkår til vores børn. Men min tro er ikke noget, jeg går og tænker nøje over hver eneste dag. Den er der bare. Ikke som ansvarsfraskrivelse, men netop som både udfordring og håb og trøst. At lægge sit liv i Guds hænder betyder på ingen måde, at man ikke har et personligt ansvar. Min tro er en søjle, jeg kan læne mig opad, når jeg er træt eller vakler.

Gud er først og fremmest omsorg, håb og trøst. Men også en vedvarende udfordring, når jeg er på vildspor. Det gør mig taknemmelig.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Mine bedsteforældre gik i kirke, mine forældre gik i kirke, min mand og jeg går i kirke, vores voksne børn går i kirke og vore børnebørn er allerede med, selvom de er meget små endnu. Slægt skal følge slægters gang!

Tro, kirke og samfundsforhold har altid været en del af vores familieliv. Mine forældre sad i min barndom på skift i det lokale menighedsråd, og min far (Ole Samuelsen, red.) var en meget engageret kirkepolitisk ordfører for De Radikale, da han sad i Folketinget fra 1968 til 1973. Jeg blev kirkesanger i vores sognekirke allerede som 14-årig, så kristendom har været en helt naturlig del af mit liv siden barndommen.

Hvad har udfordret din tro?

Som niårig stod jeg i vejkanten og overværede, at min søster cyklede ud foran en bil og blev dræbt på stedet. Det er klart, at en sådan oplevelse sætter spor resten af livet. Mindre end et år senere fik jeg lov at være til stede, da min lillebror Anders blev født i vort hjem. Det var på alle måder en forløsende oplevelse. At opleve livets afslutning og livets begyndelse så tæt på og i så ung en alder er naturligvis noget, der har præget hele min tilgang til livet. Jeg kunne være gået i stykker, men med mine forældres hjælp var det med til at forme en vigtig ledetråd, nemlig troen på, at når Gud lukker en dør, åbner han et vindue et andet sted. Liv og død er en del af livet, som vi ikke skal fortrænge, men lære at se i øjnene som et grundvilkår.

Jeg hører ikke til dem, som synes, at man altid skal tolke Guds mening ind i tragedier. Der er derfor, at det ligger mig fjernt at bebrejde Gud, når jeg møder modgang. Det er svært for mange mennesker at se Gud som god, når der sker mange forfærdelige ting. Sådan har jeg det ikke. Jeg tolker ikke modgang ind i Guds skaberværk. På samme måde har jeg heller ikke en skæbnetro. Vi har alle et personligt ansvar.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Først og fremmest den ukomplicerede kristendom, som prægede mit barndomshjem. Kirkegang og cykling har det til fælles, at det er svært at lære, og man slår sig undervejs. Men når først koden er knækket, glemmer man det aldrig igen.

I mit barndomshjem var der ofte højlydte diskussioner, da der både var grundtvigianere, missionsfolk og tidehvervske i familien. Vi havde eksempelvis mange diskussioner om kirkegang i julen. Nogle insisterede på, at vi kun skulle tage i kirke juledag, da det er helligdagen. Andre sagde, at kirkegang på juleaften er en hyggelig tradition, hvor man møder bekendte og lokale.

Men diskussionerne havde altid afsæt i en gensidig respekt for, at enhver må blive salig i sin tro. Jeg har aldrig kunnet forlige mig med mennesker, der vil tvinge deres egen tro ind i andres hoveder og hjerter. Det går altid galt. Og jeg tolker det grundlæggende som et udtryk for usikkerhed om egen tro og identitet, når det bliver så vigtigt at gribe ind i andres trosliv. Alt er ikke lige godt. Men har du argumenteret for dit eget standpunkt, må du respektere, at andre ser anderledes på tingene. Jeg respekterer mit medmenneskes tro eller mangel på samme i klar forventning om, at de også respekterer min.

Der er opbrud i de kirkelige retninger for øjeblikket. Tidehverv er blevet teologisk konservative, de grundtvigske har tilbøjelighed til at lukke sig om sig selv på den brede midterbane, og de missionske vejrer ny mobilisering blandt de unge i bykirkerne. Men jeg kan tale med de fleste og lader mig gerne inspirere.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg har en åben og nysgerrig tilgang til livet. Min tro giver mig både et sikkert fundament og en klar identitet. Jeg er derfor ikke på nogen måde bange for at møde det anderledes. Jeg har fuld tillid til, at danskerne er meget bevidste om værdien af vores kristne kulturarv, uanset om man er troende eller ej. Selvom der er medlemsfald nu, er 80 procent af danskerne stadig medlemmer af folkekirken, som generelt står stærkt. Der kan sagtens ske en sekularisering sideløbende med, at vi er bevidste om vores tro og kulturarv. Vores samfund, den måde, det er bygget op på med grundlov og frihedsrettigheder, er værdier, som kommer fra vores fælles kristne tradition. Det er ikke kun folkekirkens medlemmer, der ved det, det ved danskerne generelt.

Jeg forstår ikke de politiske kolleger, der mener, at vi skal sikre den kristne kulturarv via lovgivning, påbud og forbud. Tro, der tvinges frem eller undertrykkes er aldrig tro med hjertet og risikerer at udvikle sig til fundamentalisme og moraliseren.

Vi må hver især gå ind i vores tid og engagere os dér, hvor vi er. Men aldrig med det formål at ændre vore medmennesker i vort eget billede.

Min vigtigste åndelige praksis er kort og godt at gå i kirke og lytte til en solid prædiken med teologisk substans. Jeg læser gerne historier fra Bibelen for mine børnebørn og vil opfordre alle, uanset om de tror eller ej, til at gøre det samme. Historierne rummer dramatik, livsindsigt, grusomheder, håb, fortvivlelse og trøst. Alt det, som ethvert menneske kommer til at møde på vejen gennem livet. Bibelen kan kun gøre os klogere, selvom den naturligvis til enhver tid skal være genstand for fortolkning.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om forbilleder. Men jeg har enkelte gange mødt mennesker, der i den grad udstrålede ro, indsigt og åndeligt overskud. For eksempel mødte jeg for mange år siden en katolsk søster, søster Emilia, der formåede at åbne mine øjne for forhold, jeg ikke havde været opmærksom på før.

Jeg har også mødt mennesker, der i sjælden grad har formået at skabe overensstemmelse mellem ord og handling. Det føder en generøsitet i forhold til medmennesket, der altid er en dyb inspiration.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg har ikke fået rådet af et enkelt andet menneske, men sluttet mig til det. I min studietid beskæftigede jeg mig med så forskellige tænkere som Augustin, Luther, Erasmus af Rotherdam, Grundtvig, Kierkegaard og Mahatma Gandhi. Det, jeg har taget med mig, er tilliden til, at Guds nåde er ubetinget. Og at du, lille menneske, aldrig er hverken alene eller fortabt. Selv i de mest fortvivlende situationer er der håb, generøsitet og trøst at hente. I mødet med dit medmenneske. Og i mødet med Gud.