Kufferterne står langs væggen i den enorme entré og venter på at blive pakket ud. For en halv time siden kom Anna Libak hjem fra Rusland, hvor hun skal skrive om den russiske valgkamp. Nu sidder hun i familiens bibliotek, hvor bøgerne kæmper om pladsen fra gulv til loft, kun afbrudt af en fladskærm. Hun snakker hurtigt og gestikulerer ivrigt med armene, kun afbrudt af de gange, hvor hun læner sig godt tilbage i lænestolen og kigger langt fremad, mens hun taler.
Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg tror på Gud. Sådan vil jeg beskrive det. Lige så snart du begynder at forklare det, banaliserer du det, fordi det er tro og ikke viden. Forklarer du andre mennesker noget, hvor du skal overbevise dem, har du ingenting at overbevise dem med, fordi tro er tro. Jeg tror på Gud, fordi for mig er Gud synonym med ordet mening. At sige, der ingen Gud er, det vil være at sige til mig, du lever nu for forplantningens skyld, der er kun den mening, du kan skabe selv. Jeg oplever, når jeg taler med ateister, at de bruger religiøse begreber som god og ond, som om det giver mening. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke selv kan høre, at de dermed anvender religiøse begreber, som forudsætter tro. Hvis man ikke tror, så kan man tale om hensigtsmæssig og mindre hensigtsmæssig eller nyttig eller mindre nyttig. I virkeligheden tror jeg, at der er rigtig mange mennesker, der intuitivt fornemmer, at livet har en religiøs dimension, de tør bare ikke at kalde det for Gud. I stedet siger de, jeg tror, der er mere mellem himmel og jord. Man kan lige så godt gå planken ud og sige, at man tror på Gud. Det er det, jeg mener med, at jeg tror på Gud.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Mine forældre var skilt, og jeg boede hos min mor. Gud var meget konservativ i hendes fortolkning. Jeg måtte ikke høre Shubiduas Man kan få kvinder og kager og jordbær for sjov, fordi det var det for sjofelt et nummer. Jeg er født i 1968, så det var naturligvis i modstrid med den omgivende verden, og derfor var det heller ikke noget, der overbeviste mig. Men samtidig var der aspekter af hendes tro, som jeg stadig sætter stor pris på. Min mor mente ikke, at helvede findes. En god Gud vil ikke sende folk i helvede, så der er ikke noget at være bange for i den forstand. Det andet, jeg lærte, var, at Luther er en stor slyngel. Luther gjorde op med gerningsretfærdighed, han mente ikke, at man kan komme tættere på Gud ved at gøre gode gerninger, det gælder om at tro. Jeg har lært af min mor, at det har ført til en pervertering, for så der er ingen, der anstrenger sig for at gøre noget godt. Det er helt forkert, for Gud ser på gode gerninger. Hvis man går forbi en tigger, skal man hjælpe ham, man kan ikke sige nej, det gælder om at tro.
Hvad har udfordret din tro?
Min lillebror var skizofren, og han hoppede ud ad et vindue og døde. Det har ikke fået mig til at tvivle på Gud, men på den anden side er det heller ikke sådan, at jeg på grund af troen kan se en mening med hans død eller hans liv. Jeg synes, han havde et modbydeligt liv, jeg er ked af, at han døde, og det er ikke sådan, at jeg kan trøste mig selv med at sige, at nu kommer han i himlen. Men selvfølgelig har jeg et håb om, at jeg vil møde ham igen, så det ikke er slut, men det er ikke noget, jeg for alvor overvejer. Jeg står uforstående over for, at min lillebror skulle lide så meget. Han fortjente det ikke. Men hans død fik mig ikke at tvivle på Gud, for så ville jeg allerede have afskrevet Gud, da jeg første gang på tv så sultne børn med udspilede maver i Afrika. De fortjener det jo heller ikke. Fra dag et bliver man opmærksom på, at der sker så meget ondt i verden, at man godt kan afskrive tanken om en indgribende Gud. Jeg mener, det vil være vanvittigt at sige, at Gud blander sig i verden.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Jeg tror, min opdragelse har spillet ind, fordi begge mine forældre var troende. Modgang har også spillet ind; her tænker jeg på, at mens jeg var barn, har jeg haft brug for at tro på, at der var en højere retfærdighed. Jeg har haft religiøse oplevelser på den måde, at jeg et par gange i mit liv har været rigtig vred på nogen, som jeg har haft rigtig svært ved at tilgive, fordi jeg hadede dem. Når man hader nogen, er det jo, fordi man har elsket dem. Da har jeg bedt til Gud om, at jeg ville være i stand til at tilgive disse mennesker, acceptere, at det var sådan, de var, og at jeg bliver nødt til at leve med det. For folk ændrer sig ikke, man kan ikke lave om på folk. Da måtte jeg tilgive dem, så min vrede forsvandt, og det har været en stor lettelse. For hvis man er rigtig vred og skuffet over nogen, fylder det alt. De gange har jeg kunnet se meningen med, at hvis jeg har været villig til at give slip, så er det lykkedes for mig. Der har været enkelte tidspunkter i mit liv, hvor jeg virkelig har lidt under at være så vred på nogen, hvor det er lykkedes mig at tilgive dem ved simpelthen at bede til Gud om, at jeg vil tilgive dem. Bagefter har jeg følt en stor fred. Man kommer ikke ud som et godt menneske, man kommer ikke ud som et sejrende menneske, men man kommer ud som et menneske med fred. Det har bekræftet mig i, at den livsvisdom at sætte sig ud over sig selv og at kunne tilgive, den passer.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg betragter mig selv som kristen. I kristendommen siger man, at mennesket har sin værdighed fra Gud og ikke fra andre mennesker. Det hjælper mig til en større respekt for mig selv, at jeg er mindre afhængig af, hvad andre mennesker mener om mig. Fordi det er nemmere at være ligeglad med, hvad andre mener, hvis man ikke tror, at det er dem, der er den ultimative instans. Der er mange ateister, der tror, at kristne går rundt og tænker, at de er bedre mennesker. Men det var jo den barmhjertige samaritaner, som hjalp ham, der blev overfaldet, og ikke den rettroende levit. Det er vigtigt at forstå, at kristne ikke er bedre mennesker end andre.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Der er rigtig mange. Mikhail Bulgakov, der har skrevet Mesteren og Margerita, men også Fjodor Dostojevskij, Selma Lagerlöf, H.C. Andersen, Václav Havel og George Orwell er åndelige forbilleder. Det er nogle forfattere, jeg er vendt tilbage til det meste af mit liv. Lagerlöf for hendes Kristuslegender, som er fantastiske.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det har faktisk ikke noget med kristendom at gøre. Rådet er: Man går mest op i sig selv. Husk, at andre også går mest op i sig selv. Det har været det mest anvendelige råd, jeg har fået. Det er en stor trøst at vide, for så behøver man ikke gå op i, hvad andre synes om en, for man ved, at de er mest beskæftiget med sig selv.