Færøske Teitur Lassens liv drejer sig om musik. Han skriver og synger stemningsfulde og meget ærlige sange om ensomhed, kærestesorg og universets uendelighed. Sangene er fulde af barndommens land, hvor Færøernes barskhed kan mærkes i instrumenterne, og bølgernes vuggen lever i de til tider melankolske tekster.
For et par uger siden åbnede han Orange Scene på Roskilde Festival, og snart går turen til blandt andet Irland og Tyskland. Når musikeren Teitur Lassen er på turné, er rejsen fra by til by ikke noget nyt for ham. Han har flyttet rundt i verden de seneste 14 år og er vant til nye steder, mennesker og at tilvænne sig nye miljøer. 31-årige Teitur Lassen voksede op på Færøerne, og som barn betød den kristne tro meget for ham.
Da han flyttede til Danmark som 17-årig, forlod han troen, fordi han havde set, hvad den kunne gøre ved mennesker.
Hvad tror du på?
Jeg tror på virkeligheden. Mennesker, oplevelser, som jeg har, livet. Det er svært at sætte ord på, for jeg tror ikke på noget bestemt, men mere på nuet og at være til stede, hvor jeg er. Alle mennesker har brug for tro, men der er mange forskellige måder at tro på. Det er forskelligt fra person til person, hvordan man vil tro, og jeg synes, det er noget dybt personligt.
Er du religiøs?
Jeg bryder mig ikke om ordet religiøs. For mig virker det som en smule uvidende. Man tror så meget på én ting, at man ignorerer alt andet. Jeg synes, det er meget godt i flere religioner. Jeg kan godt relatere til nogle af de ting, som buddhismen taler om. Men jeg kan ikke forsvare at kalde mig selv religiøs.
Du har boet hele din barndom på Færøerne, hvor kristendommen spiller en stor rolle i mange menneskers liv. Hvordan var det?
Som du siger, er der en meget synlig tro på Færøerne. Det er naturligt at gå i kirke og at bede fadervor. Det gjorde jeg også selv, da jeg var lille. Men netop Færøerne er også et eksempel på, at troen kan komme til at betyde for meget. Folks religiøsitet kan komme til at stå i vejen for andre mennesker, for eksempel hvis man ikke må spille høj musik eller gå senere i seng end normalt. Troen er overalt, og det er svært at stå udenfor det troende flertal. Det er umuligt at være fri, fordi man lever så tæt, at man blander sig meget i andres liv.
Hvordan har det påvirket dig, at du har set den negative side af så stærk en tro?
Jeg har set, at religion kan komme til at betyde alt for meget. Jeg fandt ud af, at livet for mig handler om moral og grænser mere end det handler om tro. På en måde har det været dejligt at være barn et sted, hvor folk lever så tæt sammen, fordi man passer meget på hinanden. Men nogle gange bliver man lidt for involveret i hinandens liv, og så bliver det lidt for intenst.
Men troen betød virkelig meget for mig, og jeg var fascineret af præsterne. Da jeg var lille, sagde jeg altid, at jeg ville være enten præst eller klovn. Jeg ville skifte mellem de to og være både seriøs og underholdende. Måske er jeg alligevel ikke kommet så langt væk fra det, for jeg ser mig selv som en seriøs fortæller.
Hvornår begyndte du at overveje, hvad du tror på?
Det var efter en samtale, jeg havde med en mand på Færøerne. Han var meget religiøs og sagde, at jeg bare skulle tro på, at Jesus havde gået på vandet, så var jeg kristen og ville blive frelst. Det blev for abstrakt for mig, for den måde at tro på kunne jeg ikke relatere til. Jeg blev skuffet over ham, for jeg kan ikke klare tro, når den bliver for mærkelig. Jeg fandt ud af, at jeg synes, at man skal have sin personlige tro, som man ikke vifter andre mennesker i hovedet med.
Og man skal give plads til, at alle mennesker også engang imellem kan tvivle. Jeg kan godt forstå, hvis en person, som har været udsat for tortur, kan tvivle på eksistensen af en Gud. Man kan ikke forvente en tro, der bare er til stede hele tiden.
Du siger, at alle mennesker har noget i sig, som de tror på. Hvad tror du så på?
Jeg ved det ikke rigtig. For mig er det individet, der tæller. Jeg synes godt, at man kan være fælles om en bestemt tro, men jeg har ikke en foretrukken religion, som jeg hælder til. Jeg holder det inde i mig selv, og som sagt synes jeg, at det er meget personligt.
Det sidste siger han med et afvæbnende smil og en trækken på skuldrene. For Teitur Lassen kan ikke lide at snakke om sig selv og sådanne personlige emner. Udover barndommens lyst til præstegerningen har han altid vidst, at han ville være musiker. Og når spørgsmålene holder op, og han står på scenen og synger om barndommen på de hårde klippeøer i Atlanterhavet, er han lykkelig.