For mig er universet ikke et stort, koldt sted

Stig Dalager har i sit forfatterskab kredset om både jødedommens og kristendommens kernestof. Næstekærligheden blev i hans unge år et modsvar tiltilværelsens indbyggede tragik

Forfatter Stig Dalager er både på hjemmebane i den kristne og den jødiske tradition. Han vender sig mod den halvhjertede form for næstekærlighed, vi som samfund ofte praktiserer over for udsatte grupper. –
Forfatter Stig Dalager er både på hjemmebane i den kristne og den jødiske tradition. Han vender sig mod den halvhjertede form for næstekærlighed, vi som samfund ofte praktiserer over for udsatte grupper. –. Foto: Axel Schütt/.

Han slynger om sig med sentenser og vise ord fra store filosoffer, jødiske tænkere og berømte teologer. Med roligt stemmeleje refereres til både Søren Kierkegaard, K.E. Løgstrup, Villy Sørensen, Fried-rich Nietzsche, Hannah Arendt og Martin Buber.

Deres refleksioner er ikke bare flyvske tanker i forfatter Stig Dalagers hoved. De er viklet ind i hans eget forfatterskab, blandt andet i romaner som Rejse i blåt om H.C. Andersen og fembindsværket Broerne til verden. Stig Dalager har søgt at forstå livet gennem både det jødiske, som han føler sig i familie med, og det kristne, som han er knyttet til som folkekirkemedlem.

LÆS OGSÅ: Hvis vi ikke kan erkende vores egne synder, er det meget svært at tilgive sig selv

Den 61-årige forfatter har ikke noget entydigt svar på, hvordan den religiøse inter-esse er kommet ind i hans liv. Godt nok var farfaderen indre missionsk prædikant og Stig Dalagers egen far vokset op i det kristne Vestjylland. Men nogen særlig religiøs opvækst var der ikke tale om.

Til gengæld oplevede Stig Dalager menneskelige uhyrligheder som barn. Ikke som øjenvidne, men gennem det tv-apparat, som familien i 1960erne havde anskaffet sig. I Helsingør-hjemmet kunne tv-antennen fange de svenske kanaler, og i stuen sad lille Stig på omkring 10 år og så en dokumentarudsendelse om koncentrationslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig.

Det var rædsomme billeder af børn og voksne, der gik i kortege mellem pigtrådshegn. Selvom det var gennem tv, så gjorde det dybt indtryk. Det var rædsel og lidelse, som satte sig på min nethinde, siger Stig Dalager.

Når han i dag kigger tilbage, så var blikket ind i Anden Verdenskrigs grufuldheder sammenholdt med en opvækst med efterdønningerne fra krigen med til at vække hans udsyn efter et modsvar. Stig Dalager skelede mod det etiske og religiøse.

Allerede i min tidlige ungdom ledte jeg efter åndelige redskaber til at forstå den smerte, der bor i verden, siger Stig Dalager, der fandt stor mening i Søren Kierkegaards skrifter, ikke mindst Kjerlighedens Gjerninger.

Kierkegaard udfoldede kærlighedens dobbelte dimension. Næstekærligheden mellem mennesker er et udslag af en større kærlighedsdimension. For Løgstrup lå den i de suveræne livsytringer som basis for eksistensen.

Dén kærlighed blev for Stig Dalager et åndeligt modsvar til den meningsløse ødelæggelse og det fjendskab, der tilsyneladende også var iboende verden.

For mig er universet ikke et stort, koldt sted. Det er belyst af noget større og meningsgivende. Jeg opfatter det i sidste ende som en kærlighedens dimension, som jeg forsigtigt kan nærme mig med ord og gennem min intuition, siger Stig Dalager, der i år udgav Øjeblikkets evighed et romanportræt af Kierkegaard, der blandt andet kredser om kærligheden i dens både sanselige og religiøse dimensioner.

Derfor vækker morgendagens prædikentekst fra Johannesevangeliet også genklang hos Stig Dalager. Her taler Jesus om sig selv som verdens lys, og selvom Dalager med et jødisk udgangspunkt ikke opfatter Jesus fra Nazaret som guddommelig, er han optaget af, hvordan han ser en større kærlighed manifestere sig i næstekærligheden.

I morgendagens tekst er der også billeder på det ufuldkomne menneske, som er fanget i sine egne menneskelige begrænsninger. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen, siger Jesus.

Ordene er set med Stig Dalagers øjne et udtryk for, at vi mennesker ikke altid evner at se hinanden i kærlighedens lys.

Der er en del dømmesyge blandt os mennesker. Vi vurderer hinanden på det ydre, og resultatet kan være fremmedfjendtlighed og diskrimination af minoriteter, fordi de blandt andet på det ydre ikke ligner os selv.

Det er her, at Stig Dalager mener, at næstekærligheden, som det både er formuleret i jødedommen og kristendommen, har en væsentlig indsigelse. Han refererer til et centralt budskab i Bjergprædiken i Matthæusevangeliet: Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?.

I det oprindelige kristne kærlighedsbudskab er den nærmeste også ham eller hende, der står længst borte. Det stiller krav til os om at være helhjertede, eller som Kierkegaard opfatter det, så er næstekærligheden evnen til at se verden med den andens øjne, siger forfatteren.

Det er, erkender Stig Dalager, ultimative krav. Han ser sig selv nøjagtig lige så ufuldkommen som alle andre mennesker på det punkt, og han har aldrig levet efter særlige fromhedsidealer. Han har efter bedste evne forsøgt at praktisere en kærlighedsdimension som nærværende far over for sine to døtre, der i dag er 18 og 20 år.

I det hele taget mener Stig Dalager, at vi mennesker gør klogt i at forsøge at omsætte den af evangelierne definerede kærlighed til handlinger. Det er ikke bare en nådegave uden forventninger til den enkelte. Selv har han forsøgt at give næstekærlighedens problematik fylde gennem sine ord. I sine bøger, skuespil og dokumentarfilm. Og også som debattør.

I Danmark har vi siden 00erne set en del eksempler på halvhjertethed. Der er grupper i samfundet, som er udsatte og udstødte. Asylsøgere, som vi tillader lever i ingenmandsland i fem-otte år. Flygtninge, indvandrere og arbejdsløse, hvor vi ikke anstrenger os for at se verden med den andens øjne, siger Stig Dalager, der sammen med 11 andre forfattere i 2005 lavede et manifest, hvor de tog afstand fra tonen i indvandrerdebatten.

Hvis vi udelukkende dømmer mennesker på det ydre, det vil sige også på deres anderledeshed, så møder vi dem ikke helhjertet. Ethvert menneske skal ses med værdighed, betoner Stig Dalager.

Lige så naturligt det er for Stig Dalager at gribe til den kristne tradition, lige så selvfølgeligt er hans forhold til den jødiske tradition.

Jeg er uortodoks. Der er både noget kristent og noget jødisk i mig. På den måde har jeg det velsagtens ligesom de tidlige kristne, smiler han.

Samtidig med at han er folkekirkekristen, har han altid følt en særlig tilknytning til det jødiske. Stig Dalager var blandt andet medredaktør af det jødiske tidskrift Udsyn i en årrække. At han ikke ser nogen splittelse mellem det jødiske og kristne hænger i høj grad sammen med hans syn på Jesus.

Jeg har svært ved at forlige mig med Jesus som genopstanden. For mig var han en jødisk vandreprædikant, og ligesom H.C. Andersen betragter jeg ham som en mand med nogle helt særlige talenter.

Det gør dog ikke Jesu betydning mindre.

Jesus fra Nazaret åbnede blikket mod en større verden med sin nye kærlighedstolkning, der var grundet i den jødiske tradition. Det gjorde ham uvelkommen i hans egen fødeby, men det er ikke mindst på grund af hans betoning af næstekærligheden, at den står centralt i kristendommen, siger Stig Dalager.