Hvordan vil du beskrive din tro?
Min tro er mine grundlæggende værdier. Den er noget, jeg har med i bagagen, den er en del af min baggrund, min kultur og min opvækst. Det er ikke, fordi jeg har haft en særlig kristelig opvækst: Vi gik aldrig meget i kirke, og jeg gør det stadig ikke.
For mig handler det ikke om, hvorvidt jeg praktiserer troen, for det gør jeg ikke, men den er en del af min opvækst, og den er noget helt grundlæggende. Det var helt naturligt, at vores børn blev døbt og konfirmeret, for jeg synes, at de kirkelige handlinger er en naturlig del af livet. De giver mening.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Min far kom ud af et kirkeligt miljø, da hans far, Morten Christian Lindegaard, var biskop i Ribe. Men i vores hjem var der ingen eksplicit dyrkelse af religion eller tro, vi var ikke kirkegængere. Min fars lillebror blev også biskop, og den anden bror blev læge med interesse i religion.
Min far blev uddannet ingeniør og engagerede sig i kirken på det mere organisatoriske plan som menighedsrådsmedlem og formand for Vartov. Så det kom da med.
Hvad har udfordret din tro?
Det har min interesse for naturvidenskab. Måske på samme måde som i diskussionen om den nye forskningsminister. Altså kan man både have en tro og samtidig tro på naturvidenskaben? Det udfordrer lidt af og til.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Jeg tror måske, det er livs-erfaring. Når man kommer op i årene, overvejer man lidt, hvad meningen med livet er, og jeg synes, at det giver god mening, at der er en anden mening end det daglige liv, det materielle, det praktiske. Jeg diskuterer den slags med min kone.
Vi har været gift i mange år, og det synes jeg er et privilegium. Man får en sparringspartner for livet, som man kan diskutere den slags med.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg synes, den er med til at sætte tingene i perspektiv. Det at have en tro og tro på noget efter livet er meget livsbekræftende. Måske på samme måde som at have børn. Man kan se en anden mening med livet. Jeg tror, at fornemmelsen af at sørge for at give sine børn en så god opvækst som muligt er noget, alle forældre i verden deler, uanset om du bor i en landsby i Afrika eller er akademiker i et nordisk land. Grundlæggende vil man gerne give sine børn et godt liv.
Vi har nogle gode venner, som mistede begge deres sønner i to uafhængige, tragiske ulykker. Det resulterede i et meget stort eksistentielt problem for dem, for hvad er så meningen med det hele? Der tror jeg, at kirken og troen er en stor hjælp, fordi de kan give nogle svar og være en støtte i sorgen.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det var Nelson Mandela og hans fantastiske evne til at tilgive og søge tilgivelse og forsoning til trods for alt det, han havde oplevet. Han er ikke kun et politisk forbillede for mig, men også et eksistentielt. Jeg synes, at hele processen i Sydafrika er utrolig, at helingsprocessen har været helt afgørende for landets udvikling.
Der er selvfølgelig stadig problemer, men Mandela kunne også have valgt trods og bitterhed. I stedet var han den første til at tilgive sin dommer. Det er stort at være en del af en generation, der har oplevet to helt store omvæltninger: Mandelas frihed og Murens fald.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Da min kone blev konfirmeret, fik alle konfirmanderne et bibelsted skrevet ind i deres salmebog. Det gjorde vi ikke, hvor jeg blev konfirmeret. Men i hendes står der ”Du skal være mod andre, som du ønsker, at andre skal være mod dig”. Det er ikke altid, jeg har kunnet følge det, men jeg tænker på det en gang imellem, og jeg forsøger altid at efterleve det.