Prøv avisen
Troens øjeblik

Frimenighedspræst: Min datter og jeg bad Fadervor i en tyrkisk moské

Frimenighedspræst Mette Geil med sin yngste datter, Ingrid, i Süleymaniye-moskéen i Istanbul i 2011. – Foto: Bent Nicolajsen.

Frimenighedspræst Mette Geil blev bevidst om at hvile i sin egen tro, da hun sammen med sin syvårige datter bad Fadervor under et besøg i en moské. Troen styrkes, når vi rækker den til hinanden, oplevede hun den dag

Det var i 2011. Min familie og jeg var i Istanbul, hvor jeg har været mange gange siden min studietid. På denne familieferie i 2011 besøgte vi blandt andet Süleymaniye-moskéen, som er bygget i 1500-tallet. Det er et kæmpe bygningskompleks, og der er lang vej ind til bederummet. Muslimerne vasker sig, inden de går ind, og det gjorde vi også, ligesom vi tog tørklæder på og fodtøjet af. Så det var et besøg, der begyndte med en forberedelse, som gav os en stærk følelse af, at vi var på vej til noget.

Bederummet var større, lysere og lettere end andre tyrkiske moskéer, jeg har besøgt. Det var en særlig oplevelse at træde ind i det og stå under kuplen – i en kristen kontekst kan man oversætte det til, at vi stod under stjernen, under Guds åsyn. Det siges om den moské, at alle troende oplever at være velkomne og lige meget i centrum. Som jeg husker det, var det min dengang syvårige datter, der foreslog, om ikke vi skulle bede Fadervor. Så vi satte os ned på det store gulvtæppe og holdt hinanden i hænderne og bad der vores bøn mellem en masse mennesker med en anden tro. Det var hjemligt midt i alt det fremmede, og jeg følte samhørighed med min datter og blev taknemmelig for, at nok rækker vi som forældre troen videre til vores børn, men vi får den også rakt tilbage af dem igen: Min datter så, at det var Fadervor, der var brug for, det var det, vi kunne gøre, hvile i og tro på lige der. Her var vi på et troens sted og kunne ikke andet end at bede.

Jeg lagde slet ikke mærke til, om der var nogen, der reagerede på, at vi sad der og bad en bøn, som ikke var muslimsk. Og det var der nok heller ikke nogen, der gjorde, for dér som andre steder er der troende mennesker imellem stor respekt.

Troen har været der det meste af mit liv og som en konstant. Det begyndte, da mine storebrødre i sin tid skulle konfirmeres, og jeg begyndte at gå i kirke sammen med min far. Gennem livet har jeg oplevet, at forskellige mennesker på min vej har delt rundhåndet ud af deres tros-oplevelser eller på anden måde sporet mit blik ind på kristendommens grundindhold. Det skete for eksempel, da vores græsklærer på teologistudiet i Aarhus bad os sætte streg under alle de steder i en oldgræsk udgave af Det Nye Testamente, hvor der stod det græske ord for ”nu”. Det stod der alle vegne i den tekst, og det gjorde mig opmærksom på det lille ords store betydning for kristendommen. I dag beder jeg tit mine konfirmander om at lægge mærke til, hvor mange danske salmer der starter med ”nu”. Troen kommer til udtryk, når den er levende for os her og nu – i dag, ikke for andre mennesker på et andet sted og på et andet tidspunkt.

Det var det, jeg for alvor blev opmærksom på, da vi bad Fadervor i Süleymaniye-moskéen. Det var på én gang nu og her, det skete, men det rummede også evigheden i sig. Jeg tror på en levende Gud og et levende håb, og kontakten til netop den levende Gud blev skabt i det øjeblik.

Det mindede mig om, at jeg skal kende min egen tro og naturligt stå ved den, hvile i den og tage den med i alle forhold. Hvor som helst, når som helst og med hvem som helst. At det er noget, der altid er i os og med os. Og noget, vi er givet af Gud, men som vi på skift rækker til hinanden.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Da jeg søgte stillingen som præst i Rødding Frimenighed, stod der i jobannoncen, at de søgte et frimodigt menneske, en dygtig prædikant og en engageret underviser. Det frimodige menneske blev nævnt først, og det er blevet en åbning for mig. Først og fremmest har vi som mennesker lov til at tænke, tale, tro og for den sags skyld tvivle frit. Vi er sat fri, og ikke af os selv eller andre, men med Guds forladelse af vores synder. Hver dag, der gives, er ny. Og deraf kommer frimodigheden – med nyt mod.

Hvad har udfordret din tro?

Det kan gøre ondt på mig at se, hvordan ateismen udfolder sig i Danmark. Min tro svækkes ikke, men jeg bliver bedrøvet og sorgfuld. Derfor har jeg også den dybeste respekt for dem, der virkelig går ind i kampen mod ateismen. I Norge, hvor jeg kommer en del, oplever jeg ateismen som mere hvilende og selvberoende. Der er den ikke i kamp med kristendommen og er for mig at se derfor en mere ægte og humanistisk ateisme end i Danmark, hvor den er utrolig aggressiv.

Mette Geil. – Foto: Suste Bonnén