Prøv avisen
Troens øjeblik

Min far blev ved sin død et forbillede for mig i troen

”Vi har noget værdifuldt, vi kan trække på, når livet er svært,” fortæller Dansk Folkepartis rådmand i Aarhus Jette Skive. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Faderens ønske om at få besøg af en præst ved sit dødsleje blev en skelsættende begivenhed for Aarhus-rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive

Der gik kun fem uger, fra min far fik konstateret lungekræft, til han døde. Jeg var 32 år, min far 67 år. Det var fem frygtelige uger, og det hele gik meget stærkt. Min familie og jeg er kristne, men ikke mere end den gennemsnitlige dansker vel er det. Derfor undrede det os også, da min far på sit dødsleje bad om at måtte tale med vores lokale præst.

Min far var indlagt på Skive Sygehus, men bosat i Hammershøj mellem Randers og Viborg, hvor jeg også selv er vokset op. Jeg har haft en fantastisk barndom og altid set meget op til min far. Han var mejeribestyrer og meget vellidt i lokalsamfundet. Men under sin sygdom ville han ikke have besøg af nogen. Det var kun familien, der fik lov til at komme. Og til sidst også præsten.

Vores lokale præst ankom til sygehuset, hvor også min mor, mine tre ældre brødre og jeg opholdt os. Min far lå i sin sygeseng, og efter almindelige, høflige fraser med os i familien gik præsten hen til sengen og talte med min far, som han havde kendt igennem mange år. Jeg tror kun, besøget varede et kvarters tid. Præsten og min far snakkede lidt om løst og fast og om, hvor trist det var, at min far lå her. Til sidst spurgte præsten, om min far havde lyst til, at vi skulle bede en bøn sammen. Det havde han. Jeg kan stadig huske, præstens bøn: ”Lad dem, som trænger til fred, få fred,” bad han.

De ord gjorde stort indtryk på mig. Det var en meget flot bøn. For det var fred, min far trængte til. Og præstens besøg gav også mig fred i det, jeg oplevede som en nærmest forbandet tid. Med præsten kom en ro og en tryghed, som vi havde brug for. Det var jo den præst, der havde døbt, konfirmeret og viet os børn. Og nu skulle han så sørge for at få min far sendt godt af sted. Det føltes rigtigt.

Samtidig har episoden styrket min oplevelse af min far som et forbillede. Som på så mange andre områder af sit liv viste han mig vejen frem. Også på sit dødsleje. Han lærte mig, at selvom vi ikke var specielt troende i vores familie, så var troen alligevel til stede livet igennem. Det styrkede mig i min egen tro.

Episoden gjorde det også tydeligere for mig, at vi er et kristent land, og vi har noget værdifuldt, som vi kan trække på, når livet er svært. Men også, når livet er godt. Personligt har jeg det sådan, at jeg gerne vil i kirke, når jeg oplever noget, som jeg er taknemmelig for. Så må jeg hen at sige tak. Da jeg for nogle år siden havde kræft i halsen, var det ikke under min sygdomstid, jeg havde behov for at vise mig på troens sti. Men da jeg efterfølgende blev rask, kunne jeg mærke, jeg måtte sige tak.

I modsætning til min fars sygdomsforløb fortalte lægerne mig, at jeg ikke skulle dø. Jeg havde en hurtigtvoksende kræftsygdom, men lægerne vidste, hvordan de skulle bekæmpe den, og jeg skulle nok blive rask. Min far derimod fik at vide, at lægerne intet kunne gøre, og døden ville indtræffe hurtigt. I en sådan situation griber man til troen.

Et par dage efter præstens besøg på sygehuset døde min far. Jeg var ikke selv til stede, da han sov ind, for han ville kun have min mor hos sig. Efterfølgende samlede hun os børn på sygehuset, hvor vi stod ved min fars båre, og min mor sagde: ”Nu må I hjælpe mig, kære børn.” Og så bad vi sammen Fadervor.

Der var ingen mening i, at min far skulle dø. Men jeg har siden hørt præster sige, at det netop er i sådanne situationer, man kan blive stærk i troen og kan tro på, at der er en, der støtter og hjælper dig. Det er jeg enig i.