Hvordan vil du beskrive din tro?
Gennem en af Luthers kernesalmer, ”Nu fryde sig hver kristen mand”. Den handler om menneskets tilknytning til Jesus, og den ender med linjen ”os skal ej Fjenden skille”. Min far var lærer, men ville gerne have været præst, og han lærte os betydningen af salmerne. Det er jeg ham meget taknemmelig for. Jeg måtte ikke komme med i kirken, før jeg kunne læse op af salmebogen. Så da jeg var 4 år gammel, var jeg til rigtig eksamen og bestod. Og så kunne jeg komme i kirke. Salmerne er af meget stor betydning for mig.
Hvordan var forholdet til tro i dit barndomshjem?
Vi bad aftenbøn og gik i kirke hver søndag. Det kristne var en fast bestanddel af hverdagen. Min far ville jo gerne have været præst, men det var frygteligt dyrt dengang, så hans mor sagde, at så kunne han blive lærer i stedet. Der var en familie med mange børn, som kom hos ham, og en af pigerne kom til at gå i aftenskole. Hun sang så godt, og min far var så glad for sang, så han friede til hende. Og så blev hun min mor. Ja, og så blev jeg jo selv gift med en præst (Helge Brockdorff, red.).
Hvad har udfordret din tro?
Det var svært, da min mand døde i 1962 efter 26 års ægteskab. Folk syntes, at det var så synd for mig, at de skyndte sig væk fra mig. Så jeg blev meget ensom. Men jeg kunne jo stadig gå i kirke hver søndag. Det hjalp. Gud holdt sin hånd over mig, og det hjalp mig igennem, så jeg ikke blev helt ødelagt. Og salmerne hjalp også. Min far begyndte hver morgen med at spille og synge salmer ved orgelet i skolestuen. Det er meget værd for mig, at jeg har fået lært de salmer, for ellers kunne jeg sikkert ikke huske dem nu.
Men man kan da komme til at tvivle i troen, fordi der er så meget at leve op til. Man kan altid gøre det bedre, end man gør. Det store kærlighedsbud lyder jo, at du skal elske herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Det kan være meget svært, men man bør dog prøve ad.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har min mand og Oxfordbevægelsen. Det var vidunderligt at sidde under min mands prædikestol. Han var så dygtig. Og så var der Oxfordbevægelsen. Min veninde Grethe Morthorst, der var generalsekretær i Bibelselskabet, fortalte mig på en lejr i Mariager, at hun havde været i England og stiftet bekendtskab med Oxfordbevægelsen. Den stammer fra en vækkelse i Amerika, men flyttede siden til England, heraf navnet. Hovedpunktet i bevægelsen var de fire absolutter, man skulle tænke på hver morgen og holde sig for øje i løbet af dagen: absolut kærlighed, absolut ærlighed, absolut renhed og absolut uselviskhed. Det var vi meget optaget af dengang, og det betød utrolig meget at søge at leve op til de fire absolutter.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Den betyder, at jeg føler en forpligtelse til at være flink ved mine medmennesker. For når buddet lyder, at du skal elske herren din Gud og din næste som dig selv, skal man jo forsøge, om man en gang imellem kan gøre det. Det lykkes ikke ret ofte, men så er det jo godt, at vi har en far i himlen, der bærer over med os, ellers kunne vi ikke eksistere. Jeg føler, at jeg er frygteligt uforskammet med alt det, jeg har fået, om jeg så ikke kan prøve at gøre det efter.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Min far og min mand var store forbilleder. De var så rigtige og bar sig så rigtigt ad. Så er man nødt til at gøre dem efter. Og så har jeg nogle gode venner, som jeg ikke rigtig kan stå mål med, fordi de også er så gode til at bære sig ordentligt ad. Det betyder meget, at mennesker vil prøve at opføre sig bedre over for hinanden, for så kan vi få det rart alle sammen. Også selvom det er svært at gøre.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er formuleret i en bøn, en meget gammel aftenbøn, som min mand fik overdraget fra den gamle Fenger-Eriksen, der var præst, hvor min mand var kapellan. Den lyder sådan: ”Bed oh Jesus / bed for mig / bed mig ind i himmerrig / der at leve / der at bo / i en evig fred og ro / lad mig altid elske dig / du som beder godt for mig / Gud, vær vor ven / Gud, hør vor bøn / og det for Jesu skyld”. Den er så smuk, synes jeg. Den er meget, meget gammel, og i gamle dage sagde man ”mich” i stedet for ”mig”, fordi man skulle have det til at rime med ”himmerrig” (udtalt himmerich, red.).