Jeg skulle skrive om resultatet af det amerikanske præsidentvalg til Zetland, så jeg sad vågen hele natten til den 9. november sidste år. Det udviklede sig til at blive lidt af en horror night for mig.
Som natten skred frem, stod det tydeligere og tydeligere, at det var Trump og ikke Clinton, der ville blive den nye præsident. Jeg havde en følelse af, at den faste grund skred væk under fødderne på os, der tror på den oplyste verden.
Da jeg havde afleveret min artikel, kunne jeg ikke falde i søvn. Adrenalinen pumpede, og jeg sad og tænkte på, at den sol, der var ved at stå op, stod op over en helt ny verden. Så i stedet for at sove gik jeg ved 10-tiden over for at købe kaffe på Emmerys, der ligger tæt på min villa i Valby. På vejen ringede jeg til min far, og da han tog den, sagde jeg:
“Sig noget, der kan trøste mig.”
Ud af den blå luft kom det fra ham:
”Et kristent menneske er forpligtet på at håbe.”
Min far er en meget klog mand, og han er også fra Mors, og han taler langsomt som en sindig jyde, men ikke denne gang. Han talte hurtigere, end han plejer, og jeg havde en fornemmelse af, at han havde samme oplevelse som jeg af, at verden var af lave. Alligevel var hans budskab til mig, at et kristent menneske er forpligtet på at håbe.
Det rørte mig dybt på mange forskellige måder. Det mindede mig om, hvorfor jeg er troende, og hvad det betyder for mig: Nemlig at vi er forbundet med hinanden. Det var en meget stærk følelse at sidde med der på Emmerys en onsdag formiddag. Jeg blev opmærksom på, at jeg var forbundet med ham, der stod og serverede kaffe. Jeg var forbundet med min far, og på sin vis var jeg jo også forbundet til Donald Trump. Tror man på det kristne budskab, tror man på, at forholdet til Gud er noget, der finder sted i mødet med andre mennesker – i den opgave det er at tage ansvar for andre end sig selv. Det bringer en forpligtelse ind i tilværelsen, der betyder, at vi skal tage vare på hinanden.
På en måde var der ikke noget vigtigere at blive mindet om lige i det øjeblik. En mand som Donald Trump med alle sine totalitære træk skulle være præsident, og jeg havde lyst til at kaste håndklædet i ringen og give op. Den følelse ligger så nær i sådan en situation. Men her blev jeg mindet om, at man svigter sig selv som menneske, hvis man svigter sit ansvar over for verden. Vi må blive ved med at handle af hensyn til vores medmennesker. Løgstrup siger det så fint, at vi ikke møder et andet menneske uden at stå med en flig af dets skæbne i vores hænder.
På sin vis er det en stor byrde og et enormt ansvar, men samtidig giver det håb i tilværelsen. For det betyder, at vi er forbundet. Og det betyder, at den måde, du vælger at handle på i verden, altid har en betydning. Dine handlinger kan gøre en forskel. De kan trøste et andet menneske eller starte en revolution.