Prøv avisen
Troens øjeblik

Brian Holm: Min første bøn var et instinkt, der blev slået til

Brian Holm oplever ofte, at andre mennesker undrer sig over, at han er kristen og kirkegænger. ”Måske skyldes det, at folkekirken har et imageproblem,” siger han. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Tidligere professionel cykelrytter Brian Holm har altid undret sig lidt over sine katolske holdkammeraters religiøse ritualer før vigtige cykelløb. Men en episode med en syg kæreste blev afgørende for, at han selv indgik en pagt med Gud

Jeg sad på gangen foran operationsstuen. Det føles som længe siden nu, men jeg kan stadig mærke magtesløsheden i kroppen. Det hele var sket så pludseligt. Det var tilbage i Antwerpen i Belgien i begyndelsen af 1990’erne, og jeg havde kort forinden fundet min daværende kæreste på gulvet i lejligheden. Hun blev kørt direkte til hospitalets operationsbord, og jeg ventede på den anden side af døren uden at vide, hvad der var galt. Det eneste, jeg vidste, var, at hun var ved at dø. Sådan for alvor. Og jeg kunne intet gøre for at stoppe det.

Men så – i en uransagelig indskydelse – havde jeg pludselig retning mod hospitalets kapel. Som et slags instinkt, der slog til. I kapellet bad jeg for første gang noget, der mindede om en bøn til Vorherre. Den indeholdt blandt andet et dirrende løfte om, at hvis hun overlevede, lovede jeg at gå i kirke i resten af mit liv. Jeg var helt ude i tovene. Det virkede med ét som det mest åbenlyse tidspunkt at bede sin første bøn i livet. Ja, det føltes faktisk som det eneste rigtige at gøre i situationen.

Hun overlevede. Bagefter følte jeg en enorm forpligtelse brede sig i kroppen. Jeg måtte holde mit ord. Min første bøn blev på den måde min vej til kirkens bænk. Jeg ville være tro mod mig selv og mit løfte, så jeg kunne fortsætte med at leve mit liv. For selvom det var et radikalt skifte, ville jeg ærligt talt ikke kunne se mig selv i spejlet bagefter, hvis jeg blot havde ladet det passere.

I begyndelsen var besøgene i kirken lidt forcerede. For selvom jeg i mit tidligere erhverv som murer havde været vant til at beundre de smukke bygningsværker, når jeg for eksempel deltog i renoveringsarbejde af Grundtvigs Kirke i København, var det alligevel noget helt andet at træde ind i en kirke med et nyt og personligt formål.

I mit 1970’er-prægede barndomshjem var tro aldrig noget, som vi havde diskuteret eller talt om. Vi fejrede blot jul og højtider som alle andre, men religiøse spørgsmål var ikke-eksisterende.

Da jeg i sin tid flyttede til Belgien, tændte mine belgiske holdkammerater, der alle var katolikker, altid lys ved de mange altre langs landevejen. Jeg havde lagt mærke til, at jo tættere vi kom på cykelløbene, jo flere lys tændte de. Det var nok nerverne. Og selvom det da virkede som et meget hyggeligt ritual, kan jeg også huske, at jeg grinte lidt ad dem. Hovedrystende var jeg overbevist om, at mine egne sære ritualer – som enhver rytter i cykelsporten har sig – var meget mere givtige og meningsfulde. Mine ritualer involverede blandt andet svedige undertrøjer, mine yndlingshandsker og en bestemt måde at sætte selerne på inden de store løb, mens mine holdkammerater slog korsets tegn, kørte med krucifikser under sadlerne og på hjelmene og gik i kirke, når de havde muligheden.

Nu blev jeg pludselig selv ved med at komme i kirken efter bønnen på hospitalet. Og med tiden erkendte jeg over for mig selv, at jeg faktisk godt kunne lide at være der. Det var i første omgang rummets ro, der fangede mig. Som at træde ind på et bibliotek, hvor folk kun måtte hviske til hinanden. Så får jeg det som en mobiltelefon, der bliver ladet op. Der er en streg tilbage på min indre batteribjælke, når jeg træder ind i kirkens rum, og jeg er fuldt opladt, når jeg går ud i verden igen. Det er de eneste tidspunkter, hvor jeg har fuldstændig ro i sjælen. Specielt gavner det, når jeg har travlt eller er under pres.

Pludselig var det ikke længere en pligt, at jeg kom i kirke. Det var for min egen skyld. For min egen tros skyld. I mange år fortalte jeg intet til min omverden om den nye vane. Det var ikke hemmeligt, men det var heller ikke noget, som jeg havde lyst til at gå og plapre op om, hvis de ikke selv spurgte. Og det gjorde ingen i lang tid.

I dag bruger jeg også kirkens rum til at mindes dem, der forlod os før tid. Efter min hustru og jeg har fået børn, har vi kunnet fortælle dem om mormor, der godt nok ikke er på jorden længere, fordi hun mistede sit liv tidligt, men til gengæld bor oppe i himlen nu, hvor vi alle vil ses på et tidspunkt. Det er noget, børnene kan forholde sig til. Og det er noget, jeg kan forholde mig til.

En af mine venner er guitarist i et amerikansk punkband, der hedder Bad Religion. De spillede for et par år siden i Malmø, og jeg havde taget min søn Albert med derover. Inden koncerten hilste vi på min ven, guitaristen, der gerne ville give min søn noget merchandise. Men min søn ville ikke have det, sagde han. For bandets logo var et krucifiks med et stopskilt henover. Og den afstandstagen synes jeg faktisk var meget rar. Det fik mig til at tænke, at jeg da havde gjort noget rigtigt med mine børn.

Sidste år valgte også kun to fra min drengs klasse at blive konfirmeret. Jeg er af den overbevisning, at alle må tro på lige præcis det, de vil. Men jeg er alligevel glad for, at min søn stod ved sit valg, og at også han finder vej til kirken, når der er problemer.

Engang lå jeg under sådan et ovenlysvindue. Jeg så op på stjernerne og tænkte over, hvordan det maskinrum, der får det hele til at køre rundt, mon ser ud. Jeg kan godt lide tanken om Gud som en energi, der er så logisk, at ingen har opdaget den endnu. Jeg tror på, at der findes en mening midt i det store og uforståelige. Ellers ville det hele være forgæves, synes jeg.

Min tro giver mig styrke. Det gør os mennesker bedre i stand til at komme igennem livet – også selvom livet jo netop kan virke fuldstændig vanvittigt med alle de uretfærdigheder, der sker: skilsmisser, ulykker, sygdomme og bomber, der springer i luften hen over hovederne på uskyldige.

Da jeg på et tidspunkt selv var meget syg af kræft, bestod mine bønner som oftest i, at min familie skulle have det godt, hvis jeg døde. Jeg synes ikke, at mine bønner skal handle om mig selv. Selvom der ikke er nogle overordnede, religiøse færdselsregler for bøn, tror jeg, at alle finder deres egne snørklede veje oppe i hovedet. Dette er min.

Jeg blev aldrig vred på Gud i løbet af mit kræftforløb. For bare fordi jeg er kristen, betyder det ikke, at jeg er frelst – eller ikke kan blive skilt, syg eller ruineret. Det kan lige så godt være mig, der får en mursten lige i snotten, når jeg går på gaden i morgen. Tro er ikke nogen byttehandel. Men i situationer, hvor jeg er lige ved at knække, håber jeg alligevel, at jeg gennem min tro opnår de sidste to procents styrke, der fører mig igennem det umulige.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg har en ven, der er meget syg, og som fortalte, at han ikke troede på noget, selvom han skulle dø. Man skal godt nok være stærk, hvis man selv i svær sygdom kan sige sådan. Og det må jeg sige forbavsede mig. Specielt, fordi han sagde det uden bitterhed i stemmen. Er det bare mig, der er naiv, tænkte jeg et øjeblik. Hvad nu, hvis det er mig, der tager fejl?

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Jeg har ikke et åndeligt råd, der har haft særlig betydning for mig. For mig er tro et personligt anliggende, og jeg forventer ikke af andre, at de bør tænke som mig, ligesom jeg ikke er pålagt at dele deres forhold til det åndelige eller manglen på samme.