Prøv avisen
Før søndagen

Min handicappede søn er en Jesu discipel

”Jeg har min barndoms tro med mig som en ballast. Derfor er kristendommen en helt naturlig del af min person,” siger Sytter Kristensen, formand for Landsforeningen Lev, der arbejder for udviklingshæmmedes vilkår. – Privatfoto.

Man skal kende det danske samfund på, om det ligesom kristendommen tillægger det enkelte menneske uendelig værdi, mener Sytter Kristensen, der i godt 15 år har været formand for Landsforeningen Lev, der tjener handicappede

”Det er simpelthen uanstændigt.”

Det er ikke første gang, at Sytter Kristensen, der er fuldtidsformand for Landsforeningen Lev, i skarpe vendinger taler de handicappedes sag, når der er økonomiske nedskæringer på tapetet.

Det har hun nu gjort i godt 15 år, men til efteråret er det slut, når den 65-årige forsvarer af de svagestes vilkår og rettigheder i samfundet stopper sit arbejde som formand.

Artiklens fire første ord er en reaktion på følgende udtalelse fra Kommunernes Landsforenings formand, Martin Damm, i Morgenavisen Jyllandsposten: ”(...) udgifterne til handicappede stiger og stiger, og det ser de ud til at blive ved med.”

”Det er simpelthen uanstændigt at bruge en af de svageste målgrupper på den måde i det politiske spil om samfundets pligt til at kunne tilbyde befolkningen den rimelige service, som de har behov for.”

Sytter Kristensen er helt på hjemmebane, når det handler om, hvilken service samfundet som minimum har pligt til at tilbyde borgere med behov.

Som uddannet socialpædagog kender hun også socialpolitikkens udvikling siden 1960’erne og har et skarpt øje for aktuelle tendenser i både Socialministeriet og den kommunale interesseorganisation.

Bag Sytter Kristensens faglige engagement ligger en opvækst på slægtsgården i Høng et godt stykke ude på landet i Vestsjælland. Her var rammen for tilværelsen kristendommen i en grundtvigsk familie, hvor hun voksede op med jævnlig kirkegang og aftenbøn. Det er også den ramme, hun bruger, når hun analyserer samfundsudviklingen.

”Jeg mener, at der i de senere år har været tale om et værdiskred i det danske samfund, hvor den ordentlighed, vi ellers betragter alle samfundsborgere med, uanset hvor uproduktive og belastende de falder ud, er kommet under alvorligt pres. Det støder imod min grundholdning, som er kristendommens menneskesyn. For mig at se er der noget, der skrider i samfundet, når vi i stedet for at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes uvurderlige værdi lægger al vægt på økonomiske værdier,” siger Sytter Kristensen, som på den baggrund også genkender billedet i søndagens tekst, der advarer imod halvfærdige udregninger, som stopper byggeriet af et tårn, når kun fundamentet er lagt.

”Hvis vi begynder at anlægge et negativt syn på de svageste samfundsgrupper, så forsømmer vi at vedligeholde det solide fundament, vi ellers har skabt for vores samfund. Hvis ikke vi har de grundlæggende værdier med os, kan vi ikke fuldføre tårnet, uden at det vælter, fordi vi prioriterer at poste penge i alt muligt andet, som ikke er bæredygtigt,” siger Sytter Kristensen.

I 2002 gik hun ind i kampen for udviklingshæmmedes lige vilkår med andre mennesker og retmæssige plads i samfundet. Hun er formand på fuld tid og tegner organisationen Lev og de cirka 35.000 udviklingshæmmede i Danmark. Hun deltager løbende i debatter om de svageste gruppers rettigheder i Danmark, som for hende vil sige forskellige grupper af handicappede, ikke mindst psykisk syge og udviklingshæmmede.

Sytter Kristensen motiveres blandt andet af, at hun er mor til Laust, der er født med Downs syndrom.

”Teksten taler om, at man skal bære sit kors. Det skal man også som forældre til et udviklingshæmmet barn. Det nytter ikke at lægge det fra sig. Men man opdager også, at der er lige så meget værdi i et udviklingshæmmet menneske som i et udviklet, men det overser man alt for let i den overordnede prioritering af økonomiske tilskud til samfundets svageste,” siger Sytter Kristensen, som forklarer det menneske- og livssyn, der har fulgt hende livet igennem:

”Jeg har min barndoms tro med mig som en ballast. Derfor er kristendommen en helt naturlig del af min person. Jeg har aldrig haft brug for et opgør mod det, på noget tidspunkt i mit liv. I mit professionelle arbejde har det for eksempel betydet meget, at jeg har en kirkelig handling som begravelsen med mig som noget helt naturligt. I min barndom gik vi også til begravelse, når naboen døde. Udviklingshæmmede lever meget kortere end almindeligt udviklede mennesker, så jeg har taget afsked med rigtig mange,” siger Sytter Kristensen og fortsætter:

”Udviklingshæmmede kan lige så vel være disciple og eksempler til andres efterfølgelse, også på det følelsesmæssige plan. Som udviklingshæmmet kan man have en udviklet kristentro som alle andre, måske giver man bare udtryk for den på andre måder. Min søn er for eksempel ikke bange for at møde mennesker, som har mistet, med trøstende ord og sige til dem, at han synes, at det er synd for dem. På den måde er han en Jesu discipel, der på trods af et andet sprog godt kan tage vare på sin næste,” siger Sytter Kristensen.

Hun mener, at vi i stigende grad har brug for den ramme, som kristendommen og de kirkelige handlinger giver i en mere og mere kompleks verden.

”Vi har brug for den eftertænksomhed, som troen på Gud giver. Jeg oplever, at søger man troens tryghed, så får man den også. Det er sådan, jeg husker det i min barndom, og det billede har jeg båret med mig. Selvom man kan sige, at det er enkelt og en smule naivt, sætter det ord på den tryghed, jeg oplever i den kristne tro. I vores meget komplekse verden er det en god fornemmelse at lægge sine problemer frem i ord. Det er med til at skabe ro for mig, når vi hele tiden bliver bombarderet af indtryk, nyheder og krav og mange gange har svært ved at finde ro til refleksion,” siger Sytter Kristensen.

”Teksten er fyldt med det ene billede efter det andet. Salt er for eksempel en god ting, det ved vi alle. Værdi-debatten indeholder også værdier, som er det nødvendige salt. Uden saltet smager vores samfund ikke særlig godt. For mig ligger værdierne i, at vi tænker i fællesskaber, vi har brug for meget mere solidaritet, det er næsten, som om det er et ord, der er på vej ud af sprogbrugen. Vi skal værne om og være ordentlige mod andre mennesker, også dem, der ikke er produktive, har været ude for ulykker eller de mange flygtninge, som er kommet til landet. Men alt for ofte bliver disse mennesker ikke værdsat. Når jeg følger debatten, kan jeg godt frygte for hele vores civilisation,” siger Sytter Kristensen.