Når jeg i dag tænker nogle år tilbage, kan jeg godt se, at jeg ikke passede ordentligt på mig selv. Jeg drev mit eget vognmandsfirma, der kørte i døgndrift, og ofte blev jeg ringet op midt om natten, når der skete noget ude på landevejen. Jeg var også ved at åbne en netbutik med varer fra Grækenland, og søndagen gik med at være kirkesanger. Min arbejdsuge var sjældent under 80 timer, og i begyndelsen af foråret i 2014 begyndte min krop at sige fra. Det er i hvert fald sådan, jeg tolker det i dag. Jeg begyndte at få nogle kraftige smerter i hovedet. Til at begynde med slog jeg det hen som en slags migræne, da smerterne typisk forsvandt igen efter 10 minutter. Men en nat i begyndelsen af marts vågnede jeg med så ondt i hovedet, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Min kone vågnede også og ville ringe efter en ambulance. Smerterne fortog sig dog igen, så jeg fik talt hende fra det. Næste dag ringede jeg til min læge, som sagde, at min kone med det samme skulle køre mig på sygehuset. Der blev jeg scannet, og lægerne kunne se, jeg havde fået en blødning i hjernestammen. Det var ikke godt, for der kunne ikke gøres noget ved det. Nu var der ikke andet at gøre end at håbe og bede til, at den ikke blev større, som en af lægerne sagde. Uanset hvad skulle jeg forberede mig på, at jeg ville få varige men.
Efter nogle få dage blev jeg sendt hjem fra hospitalet. De næste par måneder var forfærdelige. Min hukommelse havde taget skade, og jeg sad bare dag efter dag og kiggede ud i luften. Jeg kunne åbne køleskabet for at tage noget at drikke, men kunne ikke finde ud af at tage mælken ud og stod bare og kiggede på det åbne køleskab. Kaffemaskinen var uoverskuelig at tænde, og jeg kunne ikke få delene til at passe sammen. Jeg blev irritabel, angst og aggressiv og var slet ikke sjov at være sammen med.
Efter jeg havde siddet hjemme i et sort hul i tre måneder, blev jeg spurgt, om jeg ville komme hen i kirken og hjælpe med at synge. Det havde jeg ikke meget mod på. Jeg har sunget i kirker, siden jeg som barn blev optaget i Københavns Drengekor, men nu var jeg bange for, at den del af hukommelsen også var gået tabt med hjerneblødningen. Kunne jeg overhovedet længere finde ud af at synge til en gudstjeneste?
Heldigvis oplevede jeg det som en stor befrielse at komme ind i kirken. Alt virkede velkendt, og den særlige ro, der er i kirkerummet, smittede af på mig. Jeg fandt ud af, at det stadig faldt mig naturligt at synge. Det var virkelig en stor glæde, og jeg kunne mærke, at jeg både blev glad og begyndte at få energi af sangen. Jeg har altid været dårlig til at huske salmetekster, men det pudsige var, at jeg nu kunne mange af teksterne udenad. Salmesangen i kirken var med til gradvist at få mig ud af det sorte hul igen. Livsmodet vendte stille og roligt tilbage. Jeg måtte give både vognmandsfirmaet og netbutikken fra mig, men arbejdet som kirkesanger kunne jeg holde fast i.
I dag er jeg overbevist om, at det er min skytsengel, der hjalp mig igennem forløbet ved at vise mig meningen med og glæden ved at synge i kirken. Uden den hjælp tror jeg ikke, jeg havde klaret den.
Jeg har altid været medlem af folkekirken og lige siden barnsben betragtet mig som troende. Men på nogle punkter er jeg Rasmus Modsat i forhold til folkekirken, for eksempel er jeg overbevist om, at vi har en skytsengel, der følger os igennem livet. Jeg har flere gange oplevet uforklarlig hjælp ved vigtige begivenheder. For eksempel har jeg engang fået en besked fra min afdøde far til min mor. Og igennem hele mit sygdomsforløb oplevede jeg, at der var en indre stemme, der på en måde fik mig videre, selvom jeg var klar til at give op.
Min lidt sammensatte tro er et resultat af min barndom. Min mor kom fra et meget kristent hjem, mens min far voksede op i et mere alternativt spirituelt hjem. Min farfar havde nogle særlige evner, hvor han kunne holde hånden over folk, så de blev helbredt. Den form for spiritisme havde min mor svært ved at acceptere, og spændingen mellem det kristne og det spiritistiske prægede mit barndomshjem. Selvom det aldrig blev afkrævet af mig, følte jeg som barn, at jeg skulle vælge mellem de to lejre. Derfor besluttede jeg mig tidligt i livet for den kristne tro, men hvor jeg også tog elementer med mig fra den anden verden. Og den tro har egentlig altid bare været der igennem mit liv.
I dag kan jeg se, hvor meget troen har betydet for mig igennem den svære tid efter min sygdom. Min familie var en kæmpe hjælp for mig, men der var nogle ting, jeg selv måtte bearbejde. Dér har troen spillet en stor rolle, hvor jeg blandt andet igennem bønnen har kunnet søge hjælp. I en tid, hvor alt føles usikkert, har det betydet meget at have en grundlæggende overbevisning om, at der er noget, der er større end mig selv. At der er dele af livet, som jeg ikke selv bestemmer over og heller ikke skal prøve at blande mig i. Den erkendelse er blevet større for mig efter min hjerneblødning.
De skrøbelige år efter sygdommen har også givet mig vished om, at døden ikke er noget, vi skal frygte. Døden er ikke endestationen. Den er snarere et trinbræt til at komme videre i en anden form. Ikke forstået som reinkarnation, men snarere ved, at der venter et nyt liv på den anden side af døden.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg synes ikke, min tro er blevet udfordret. Jeg kan godt tvivle, men når tro kan flytte bjerge, er der som sådan ikke noget, der kan udfordre den. Der er ikke noget, der har ændret synet på min tro. Over årene er jeg snarere blevet mere overbevist om, at den tro, jeg har, ikke er helt skæv for mig.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Jeg er ofte i Grækenland, hvor jeg ynder at sætte mig ind i kirker og klostre. Engang faldt jeg i snak med en munk, der lærte mig et græsk ordsprog om, at alt forandrer sig, men intet forgår. Det synes jeg er sigende om meget her i livet. Vi må tænke på os som en del af en cyklus.