Min krop fortalte mig, jeg skulle dø

Da Trine Vinther for 25 år siden lå lammet i respirator og troede, at hun skulle dø, mærkede hun en fred og varme, som hun har haft med sig siden

Trine Vinther blev for 25 år siden ramt af en autoimmun sygdom og var tæt på at dø. Den oplevelse har gjort, at hun ikke frygter døden. Efter to års genoptræning kunne hun igen gå og genoptog sit arbejde i modebranchen. I dag er hun selvstændig med tøjmærket Zoey. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Trine Vinther blev for 25 år siden ramt af en autoimmun sygdom og var tæt på at dø. Den oplevelse har gjort, at hun ikke frygter døden. Efter to års genoptræning kunne hun igen gå og genoptog sit arbejde i modebranchen. I dag er hun selvstændig med tøjmærket Zoey. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det var i 1995, og jeg var indlagt på intensivafdelingen i Aarhus med hjernebetændelse og lammelse fra halsen og ned. Jeg havde været dårlig i nogle uger og var blevet undersøgt for sklerose og borrelia og alle mulige vira, men først meget sent fandt lægerne ud af, at det var en sygdom, der havde medført hjernebetændelse.

Min svigerfar var læge og fik på blideste måde gelejdet mig ind på Randers Sygehus, hvor man venligt sagde, at ”vi overfører dig lige til Aarhus, hvor de har mere forstand på det her”.

Jeg var tryg og taknemmelig. I ambulancen faldt jeg i søvn. Jeg vågnede igen på intensiv, stadig helt tryg. Der sad en sygeplejerske ved min seng og strikkede. Hun fortalte, at det var Sankt Hans aften, og jeg var ked af, at hun brugte sin tid hos mig, for hun skulle jo ud at se bål, syntes jeg. Men hun var der for at passe på mig, sagde hun. Det synes jeg var stort.

Jeg lå helt stille og vidste ikke, at jeg var lam. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg endte i respirator, og min familie blev tilkaldt.

Jeg fik en fornemmelse af fred langt ind i kroppen. Det var, som om min krop vidste, at nu skulle jeg af sted, og at det sted, jeg skulle hen, var omfavnende, varmt og godt. Jeg tænkte ikke fuldstændig klart og bevidst, at nu skal jeg dø, men det var det, min krop fortalte mig, og jeg mærkede ingen angst. Samtidig kunne jeg se min mand og datter og mine forældre stå ovre i hjørnet, og jeg tænkte, at det var godt, det ikke var omvendt, for jeg ville ikke kunne bære at miste dem. Jeg var sikker på, at de nok skulle klare sig. Det værste var at se min mor, som var så ked af det. Men selv det kunne ikke for alvor forstyrre freden. Jeg kunne mærke, at alt ville blive godt.

Nogle døgn senere, da jeg kom mere til mig selv, blev jeg bevidst om, hvad jeg havde oplevet. At jeg havde en omsluttende fred og ro, og at Gud for den sags skyld kunne bære mig hvor som helst hen.

Siden har jeg ikke været bange for at dø. Jeg vil ikke sige, at jeg glæder mig til døden, men jeg frygter den overhovedet ikke. Jeg ved, at når først jeg lukker øjnene, så er der noget, der passer på mig. Det betyder ikke, at jeg ikke kan bekymre mig, for min lange sygdomsperiode har betydet, at jeg er bevidst om, at alting kan vende meget hurtigt. Jeg har også været rigtig ked af det, når jeg har mistet nogen. Min mor døde nogle år senere, og siden også min far, og da kunne jeg ikke finde helt samme fredfyldte følelse, som da jeg selv lå og svævede mellem liv og død. Men efterfølgende har jeg fundet fred i min tillid til, at Gud er der og vil os det godt.

Jeg tænker tit på, hvordan man kan få den fred mere ind i sit liv nu og her. For den følelse, jeg havde på sygehuset, kan godt forsvinde lidt, når tingene bliver rigtig svære. Det tog mig to år med sygdom og genoptræning og senere operationer at komme mig nogenlunde. Lammelserne forsvandt kun langsomt, og lægerne mente ikke, at jeg ville komme til at gå igen. Jeg lagde tanken fra mig og kunne finde på at prøve at hænge tøj op på tørresnoren og væltede så selvfølgelig i kørestolen. Det var ved den slags episoder, at erkendelsen for alvor ramte. Siden har jeg været syg flere gange, og for nylig måtte jeg igennem en operation. Midt i sådan noget tænker jeg ”hvor er du, Gud?”. Men når jeg kigger tilbage, kan jeg ofte se, at han var der alligevel.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

For mange år siden hørte jeg en radioudsendelse med tidligere overrabbiner Bent Melchior, og det var, som om der var en lige linje mellem Gud, Bent Melchior og mig. Jeg kunne relatere til alt, hvad han sagde. Journalisten spurgte, hvad der skulle stå på hans gravsten, og han sagde, at der skulle stå ”Kedeligt var det i hvert fald ikke”. Det ramte lige i hjertet. Om aftenen var jeg ude at spise med nogle kolleger i København, og på Bredgade så jeg en bil parkere og en mand stige ud. Det var Bent Melchior. Jeg stormede hen til ham og fortalte, at jeg havde hørt udsendelsen og var helt vild med det citat og spurgte, om jeg måtte bruge det på min gravsten. Han slog ud med armene som en anden Jesus og sagde ”naturligvis, det vil være mig en ære”. Min familie ved, at det skal stå på min gravsten.

Hvad har udfordret din tro?

Det udfordrer min tro, når jeg oplever noget virkelig svært, føler mig rådvild og ikke kan se meningen. Så kan jeg føle mig ladt i stikken og tænke: Hvis du er her nu, hvordan kan du så være det her bekendt, Gud? Men efterfølgende kan jeg som regel se, at der var en form for mening i det. At alt det svære gjorde, at jeg drejede ind på en ny vej, som jeg ikke havde fået øje på af mig selv.