Jens Grund er en af de chefredaktører, som offentligt fremhæver kristendommens fortræffeligheder som en af vores samfunds grundpiller. Men han indrømmer, at det er en grænseoverskridelse, da Kristeligt Dagblad banker på og beder om hans personlige refleksioner over morgendagens prædikentekst og troens størrelse i hans liv.
”Jeg har ofte beskæftiget mig med teologi og kristendom. Da jeg skrev speciale på universitetet om Peter Seebergs ’Hyrder’, kastede jeg mig over Det Nye Testamente både forfra og bagfra,” siger Jens Grund, som er ansvarshavende chefredaktør på aviserne BT og MX.
De bibelske tekster inspirerer ham. Morgendagens prædikentekst er ingen undtagelse. Særligt formaningen om ikke at bekymre sig om dagen i morgen taler direkte ind i hans liv.
”Jeg har altid været ubekymret over mit eget liv, men til gengæld uhyre bekymret for min hustrus og tre børns liv. Den dobbelthed tror jeg, at mange moderne mennesker lever med,” siger Jens Grund
Han prøver samtidig at forstå bekymringens væsen på et dybere plan.
”Jesus siger, at himlens fugle og jordens blomster ikke bekymrer sig om morgendagen. Men forskellen på mennesket og fuglen og blomsten er, at Gud har udstyret os med en abstraktionsevne og en forestillingsevne, så vi både er i stand til at forestille os Gud og en fremtid. Det er en gave. Men med gaven følger også visheden om, at alting kan blive bedre og værre, end det er lige nu. Så mennesket kan ikke lade være med at bekymre sig.”
Bekymringen er alt andet end et menneskeligt onde, mener Jens Grund.
”Vores bekymringer begynder den dag, vi får børn og opdager vores egen dødelighed: at vi ikke altid vil være her til at beskytte vores afkom. Bekymringen er derfor en stærk evolutionær drivkraft, der skaber bedre forhold for den næste generation, vores børn, end for os selv. I den forstand bør Gud være glad for, at han har sået bekymringen i os. Moralen i teksten er, at man trygt skal lægge sit liv i Guds hænder. Men selvfølgelig bekymrer vi dødelige os. Det ville da også være et mareridt, hvis vi bare lænede os tilbage og troede, at Gud fjernstyrede vores liv i mindste detalje,” siger Jens Grund.
Omvendt er han dog af den opfattelse, at bekymringerne får alt for meget plads.
”I dag har vi en hel bekymringsindustri til at holde vores forgængelighed på afstand. På den måde er teksten også en påmindelse om at leve i nuet i stedet for i morgendagen. Netop døden er den prisme, som gør alt liv skrøbeligt og dermed ekstra værdifuldt – vi skal nyde det, mens vi har det.”
Gud eller mammon. Det er ifølge Jens Grund et andet centralt tema i den bibelske tekst.
”Teksten er en påmindelse om, at de åndelige værdier altid trumfer de materielle.”
Troen har Jens Grund haft med sig fra barnsben, men han beskriver den selv som en speget størrelse. Som barn var han opslugt af bibelfortællingerne, og han troede, de var sandfærdige. Men én fisketur ændrede på dramatisk vis hans forhold til Gud.
”Jeg gik vistnok i 3. klasse og cyklede en sommerdag alene ned til den lokale å for at fiske. Under en brink stod en stor bækørred, som flere gange fulgte efter min orm uden at hugge. Da knælede jeg i græsset og bønfaldt Gud om at give mig den fisk. Det lyder småt og småligt, men sådan var det. Jeg rejste mig, fisken bed på, men sprang af og forsvandt. Jeg besluttede aldrig mere at tro på Gud, når han kunne svigte mig i mit livs øjeblik.”
Den tabte fangst tog Jens Grund med ind i ungdomslivet:
”Oplevelsen lærte mig, at du selv er ansvarlig for at få det gode til at ske og forhindre det onde. Ingen af delene kan du bede Gud eller andre om. Som teenager og ung kastede jeg mig over Kierkegaard og Sartre. Jeg blev bekræftet i, at du defineres igennem dine valg og fravalg – og er kastet tilbage på dig selv. I en årrække kaldte jeg mig ateist, selvom jeg ikke kunne drømme om at melde mig ud af folkekirken. Den var og er min.”
Gennem sine mange år som journalist har nogle af de mest berigende samtaler, som Jens Grund har haft, været med biskopper og teologer. Han er et ydmygt sted i forhold til sit eget ståsted.
”I dag ved jeg, at jeg kun har magt over meget lidt i livet, og jeg kalder mig ikke længere ateist, snarere en tvivler. Men jeg tror ikke på en indgribende Gud, snarere på en uforståelig, skabende kraft bag The Big Bang.”
Den nu afdøde fysiker og Mars-forsker Jens Martin Knudsen er et af de mennesker, der har skubbet til Jens Grunds nuværende trossted.
”I et stort interview med mig forklarede han, at jo større indsigt han fik i universet og livets ufattelige opståen, desto mere overbevist blev han om, at det ikke kunne være en tilfældighed: Der måtte være et blueprint, en idé, en styrende kraft. Interviewet blev aldrig trykt, for Jens Martin Knudsen fortrød som naturvidenskabsmand sin religiøse åbenhed over for mig og bad mig så mindeligt om at holde det for mig selv. Interviewet betød meget for mig. For hvem kan skabe et univers med tid og rum ud af ingenting? Dén gåde er uforklarlig, og troen opstår i mødet med det uforklarlige.”
Med det afsæt er det en chefredaktør på BT, for hvem kristendommen har stor betydning på det personlige plan.
”Selvom jeg har svært ved at tro på Gud som almægtig, tror jeg på Jesus som historisk person, og jeg tror på kristendommen. Den er en vigtig rettesnor i mit liv og gennemsyrer min moral, mine værdier og mit tankesæt. Jeg begår masser af fejl, men forsøger at være et ordentligt menneske. Jeg føler mig både ydmyg og taknemmelig over hver eneste dag, jeg får lov til at opleve i dette forunderlige liv. For jeg har været heldig, også langt heldigere, end jeg fortjener.”