Jeg var 10-11 år og på ferie hos mine morforældre, der boede i en mindre by på Sjælland. Det var en tidlig morgen, og jeg legede med mine biler på gulvet, mens min morfar satte sig i den grønne lænestol for at tage sine støttestrømper på og tænde for den gamle radio. Det knasede og skrattede, men han fandt kanalen, så han som sædvanlig kunne høre morgenandagten med dagens tekst, salmer og Fadervor.
Senere ringede det på døren. Det var sognets præst, som kom, og det overraskede mig. For jeg havde hørt de voksne tale om, hvordan han efter sølvbrylluppet havde ladet sig skille fra sin kone, fordi han havde forelsket sig i en yngre kvinde, som nu havde begået selvmord. Sådan en adfærd havde været for meget for sognebørnene i det lille landsogn, så nu havde de vendt deres præst ryggen.
Men nu stod han uden for døren. Min morfar lukkede ham ind, og vi satte os alle sammen ved bordet inde i stuen. Jeg kan stadig se den røde voksdug for mig og huske, hvordan jeg spiste kager og talte med min mormor ved den ene bordende, mens min morfar og præsten sad ved den anden bordende og mumlede noget sammen med lukkede øjne. Jeg kunne ikke dengang afkode, hvad der foregik, men i dag kan jeg regne ud, at de bad sammen.
Og søndagen efter gik min morfar og jeg til gudstjeneste, hvor der udover os kun var to andre tilstede. Jeg så præsten komme ind og stille sig op foran alteret, og så slutter mindet, som jeg derpå glemte i 12-15 år og lige indtil jeg kom i 20’erne og blev konfronteret med min egen uformåenhed. Så dukkede mindet op igen, og i dag står det for mig som et afgørende troens øjeblik i mit liv.
For den nænsomhed, som min morfar udviste over for den udstødte præst, er retningsgivende for mig som kristen og for den måde, som jeg gerne vil møde mine medmennesker på. Det er en nænsomhed, der handler om at være der for dem, som ingen andre vil vide af, også selvom man godt kan gå i rette med dem og kritisere dem. Det har min morfar sikkert også gjort over for præsten, men han blev alligevel i relationen, og dét er pointen.
Man ser det også i Det Nye Testamente, da Jesus møder kvinden ved brønden, som er blevet droppet af fem mænd, men som alligevel tørster efter sandhed og kærlighed. Hun får også nænsomhed af Jesus trods alle hendes fejl. For det handler om, hvordan vi møder andre, og om, hvordan vi selv bliver mødt – og om at vide, at vi ingenting kan uden Gud.
Som Douglas Coupland siger det i sin bog ”Livet efter Gud”: ”Min hemmelighed er, at jeg har brug for Gud – jeg er syg og kan ikke klare det alene længere. Jeg har brug for Gud til at hjælpe mig med at give, fordi jeg ikke længere er i stand til at give, at hjælpe mig med at være hjælpsom, da jeg ikke er i stand til at være hjælpsom, at hjælpe mig med at elske, da det lader til, at jeg er hinsides evnen til at elske.”
For i det at være menneske ligger en længsel efter at blive taget imod, både generelt, men måske især når vi ikke længere har noget at give, ikke har noget at komme med. Når vi er helt nede og dømt totalt ude, som præsten var det, så har vi allermest brug for nænsomheden og kærligheden. Derfor bliver det troens øjeblik også konstant aktualiseret i mit voksne liv. Og den stund i mine bedsteforældres stue er blevet et øjeblik, der for mig har fået evighedens betydning.