Pernille ønskede noget specielt: Min mors urne skulle ikke være fra et katalog

Pernille Bak havde sammen med sin kæreste Bo Bowie Craner fundet den perfekte urne til sin mors begravelse. Men kirkegårdspersonalet sagde nej

Det var denne urne, som Pernille Bak havde planlagt, at hendes mor skulle begraves i. Men hun fik afslag fra kirkegården, da urnen ikke var blandt de tre allerede godkendte urner, kirkegården brugte.
Det var denne urne, som Pernille Bak havde planlagt, at hendes mor skulle begraves i. Men hun fik afslag fra kirkegården, da urnen ikke var blandt de tre allerede godkendte urner, kirkegården brugte. . Foto: BeyondLife.

Pernille Bak har før prøvet at sidde med, når familiemedlemmer skulle planlægge begravelser. Hver gang har hun undret sig over, hvor styret hele processen var.

”Man får et katolog, og så kan man vælge det og det til bisættelsen, og om man eventuelt vil have det her eller det her med. Det virkede meget sort og hvidt,” siger hun.

Sådan skulle det ikke være, tænkte hun, da hendes mor døde sidste år. Her var det vigtigt med en urne, som betød noget for familien, og som var god for miljøet.

Mange danskere tænker i dag på samme måde, hvilket har skabt et voksende marked for producenter, som tilbyder miljøvenlige urner i forskellige materialer og design. Men ligesom Pernille Bak får alle ikke mulighed for at bruge netop den urne, de gerne vil. For som reglerne er i dag, skal den enkelte kirkegård vurdere, hvilke urner de vil lade komme i jorden, og mange nye producenter ender med at få et nej, hvis ikke kirkegårdspersonalet kender materialet.

Derfor planlægger Danske Krematoriers Landsforening nu at lave en deklaration for, hvilke materialer en urne må laves af.

Pernille Bak og kæresten Bo Bowie Craner havde ikke overvejet, at det ville blive et problem med urnen, da de valgte den. Bo Bowie Craner havde fulgt dens tilblivelse på et værksted nær hans eget kontor og fundet den perfekt. Den var miljøvenlig, lavet af pap, godkendt som nedbrydelig, og der kunne sås et frø i den, som ville spire op ad jorden, fortæller Pernille Bak.

”Jeg kunne godt lide tanken bag den, og fordi Bo havde fulgt processen, blev det også mere personligt for mig at vælge den i stedet for en klassisk standardurne. Den her var noget helt specielt, og den betød noget for os.”

Da moderen døde, var en bedekvinde kommet ud til parret for at hjælpe med det praktiske. Hun fik undersøgt muligheden for at bruge urnen og fortalte derefter, at den ikke kunne komme i jorden hos den valgte kirkegård.

Den var nemlig ikke en af de tre allerede godkendte urner, kirkegården brugte.

”Det var vi kede af, for Bo havde allerede hentet urnen og havde den liggende i bagagerummet. Jeg forstod ikke rigtig hvorfor, men var også bare i for stor sorg til at gå mere ind i det. Vi ville heller ikke skifte kirkegård, da hun skulle ligge tæt på os i Søborg. Så vi endte bare med at vælge en fra deres udvalgskatalog,” siger Pernille Bak, som glæder sig over, at der kan komme nogle klarere regler for, hvad man må og ikke må vælge.

Det samme er hendes kæreste, Bo Bowie Craner, som ikke forstår, at kirkegårde kan sige nej til urner, hvis de opfylder alle krav.

”Jeg kan forstå, hvis urnen ikke levede op til kirkegårdens krav om mål eller vægt, eller hvis den var en gammel uranbeholder eller en urne, der forurenede helt vildt. Men jeg ser ingen logisk forklaring på, hvorfor vi ikke kunne vælge den urne, og det var hårdt at blive konfronteret med i en så svær tid. ”