Min næste er også ham, der lugter, eller hende, jeg ikke kan lide

Forfatter og historiefortæller Esther Rützou voksede op i en frikirke med forvisningen om, at dommedag var nært forestående, hvilket gav hende en notorisk dårlig samvittighed, fordi hun gerne ville være voksen og prøve noget mere af livet, inden evigheden bankede på. I dag er hun meget optaget af at leve i denne verden

 Esther Rützou bor i den lille landsby Håstrup ved Faaborg, hvor skulptøren Keld Moseholm har brugt en af hendes historier til at udsmykke den vandreblok, der står på byens torv.
Esther Rützou bor i den lille landsby Håstrup ved Faaborg, hvor skulptøren Keld Moseholm har brugt en af hendes historier til at udsmykke den vandreblok, der står på byens torv. . Foto: Carsten Bundgaard.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er medlem af folkekirken, hvor jeg også har et lille job som kirkesanger, og så tror jeg på kærligheden – også som en metafysisk magt, som vi kalder Gud. For livet er en gave, og jeg er taknemmelig for mit liv. For mig er det livet før døden, der er det vigtige, hvor det handler om at leve på en ordentlig og næstekærlig måde med sine medmennesker og med kloden, så der også er en god jord til vores efterkommere. Jeg er derimod ikke særlig interesseret i døden og hinsides.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg voksede op i et meget religiøst hjem, hvor min far havde en fortid i Indre Mission, mens min mor var meget engageret i den katolsk-apostolske kirke (frikirke, red.), som har et stort fokus på Kristi snarlige genkomst, hvilket var noget, min mor glædede sig meget til. Hun var også overbevist om, at det ville ske i hendes levetid, og at vi alle ville komme i Paradis. For Helvede var ikke noget, som hun mente, at vi behøvede at beskæftige os med.

Jeg havde så en hemmelig og dårlig samvittighed over, at jeg ønskede mig at blive voksen og opleve noget mere af dette liv og denne verden inden dommedag. Senere flyttede vi fra København til Himmerland, hvor der ikke var nogen katolsk-apostolsk kirke, så her kom vi i den lokale folkekirke, hvor man ikke stod, sad og knælede som i den katolsk-apostolske kirke, når der var gudstjeneste.

Hvad har udfordret din tro?

Vi lever i et sekulariseret samfund, hvor normen er at være ateist. Det betyder, at hvis man åbent erklærer sig som kristen, så bliver man ofte – og måske endda på en meget konfronterende måde – taget til indtægt for de ugerninger, som kirken har gjort i tidernes løb, og det er mange, for religion er altid blevet misbrugt af magthaverne.

Jeg forstår også godt, at kristendommen bliver oplevet som undertrykkende af mange, for man hører tit religiøse ledere og præster, både i udlandet og herhjemme, som udtaler sig om for eksempel muslimer eller homoseksuelle på måder og i vendinger, der er ganske aggressive, og som for mig at se er helt på tværs af evangeliets ord om at møde næsten med kærlighed. Jeg mener ikke, at man som kristen kan gradbøje, hvem næsten er. Min næste er alle mennesker, der lever på planeten – også ham, der lugter, eller hende, jeg ikke kan lide.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det ved jeg egentlig ikke, for det er en lang proces. Jeg har som voksen taget afstand fra den apostolsk-katolske kirke og fra dens fokus på det himmelske liv. Jeg har i stedet vendt mig mod folkekirken og en tro på, at tilværelsen handler om glæde, og at livet er en gave, som man skal tage imod og leve. I min opvækst var der et stort fokus på synd. Ikke fordi vi blev truet med Helvede, men fordi synd gjorde Gud ked af det, og det betød, at der var rigtig mange ting, som jeg ikke måtte. For sæt nu, hvis det var syndigt.

Jeg er derfor også glad for folkekirken og den bredde og rummelighed, der ligger i den. I sekter kan der godt være en tendens til, at sektens medlemmer opfatter sig selv som særligt udvalgte. De er dem, der skal frelses først eller er særligt elskede af Gud, men i folkekirken er der ingen særligt udvalgte. Her er vi bare de mennesker, som vi nu en gang er med vores styrker, fejl og alt det andet, som vi indeholder.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg forsøger at opføre mig ordentligt mod andre. Jeg prøver at huske at købe hjemløse-avisen Hus Forbi, når jeg går forbi en sælger, for det kan være en måde at hjælpe en hjemløs til et mere værdigt liv. Jeg giver også til indsamlinger til hjælpeorganisationer, men jeg er også et meget genert menneske, så jeg tager for eksempel ikke ud og besøger landsbyens ældre eller ensomme.

Jeg fortæller nogle gange minikonfirmander og konfirmander lignelser, og sammen med børnene finder jeg på en ny fortælling, hvor vi omplanter lignelsen til vores tid og deres virkelighed. I min aktuelle reformationsfortælling ”Katekismuskuppet”, der handler om Reformationen på Fyn, er det også naturligt at berette om Luthers store opdagelse om, at vores frelse ikke afhænger af vore synders mængde, men af, om vi tror, hvilket er let nok for mig at formidle som en levende og stor opdagelse.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har ingen guruer, men Grundtvig og hans enorme betydning for folkekirken er ikke til at komme uden om. Hans fokus på at leve livet og sanse verden, som det også kommer til udtryk i salmerne, virker meget stærkt på mig og også så meget, at jeg nogle gange, når jeg synger en salme, oplever at få svar på nogle spørgsmål, som jeg slet ikke vidste, at jeg havde. Det kan også ske med moderne salmer, som for eksempel Jørgen Gustava Brandts salme fra 1985 ”Tænk at livet koster livet”. Den har et billedsprog, der altid slår benene væk under mig, for det er jo den virkelighed, som vi lever i og med, og den erkendelse, som vi alle sammen må gøre, og som altid rammer mig, når jeg synger den salme.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg er temmelig allergisk over for åndelige råd. Så hvis nogen har forsøgt at give mig et, har jeg ikke lyttet, men jeg finder mange gode råd og erkendelser i salmer og sange, for toner og poesi gør noget særligt ved mig. En af de mere uventede episoder skete en dag, da jeg kørte bil og i radioen hørte Peter Belli synge en cover-version af popgruppen TV-2’s ”Hele verden fra forstanden”, hvor de synger noget om at leve livet forfra en gang til.

Teksten fik mig til at erkende, at jeg ikke ville lave noget som helst om i mit liv, selvom jeg kunne. Jeg ville gifte mig med den samme mand, få de samme børn og vælge den samme karriere-vej, hvor jeg for otte år siden sprang fra et job som gymnasielærer og blev selvstændig forfatter og historiefortæller, hvilket jeg er i dag og stortrives med. Det var egentlig en ret tilfredsstillende erkendelse for en som mig, der sætter det at leve og at være glad for livet allerhøjest.