Hvordan vil du beskrive din tro?
Som en tvillingesøster til tvivlen. I de bedste stunder som mindre ensomhed og som glimt af lys i mørke. Meget af livet er jo mørkt og tungt.
Jeg var i en lang periode udmeldt af folkekirken, fordi jeg ikke kunne få det til at gå op med den gode, almægtige Gud og alt det, der sker i verden. Jeg var mere alene i det, der skete. I dag har jeg fornemmelsen af, at tro giver en kolossal styrke, også når livet er hårdt.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Min far var grundtvigianer, og jeg er født på Askov Højskole. Det var et meget bekræftende og dejligt hjem. Min far og jeg gik i kirke en gang imellem hos dem, der prædikede forsoning og kærlighed, så det var ualmindelig godt.
Det var en meget dejlig oplevelse, og det har fulgt mig senere, da jeg skulle bestemme mig for, om jeg skulle være folkekirkekristen, muslim eller katolik. I gymnasiet ville jeg være katolik, men jeg synes, det var for svært med paven, der er ufejlbarlig, når han taler ex cathedra. Vi er jo alle fejlbarlige.
Det blev ikke islam, men kristendommen, fordi jeg er nærmere forbundet til Det Nye Testamente. I øvrigt er jeg overbevist om, at det er den samme Gud, vi tror på, men at vi har forskellige tilgange, alt efter om man er muslim, kristen eller jøde.
Det blev folkekirken, jeg valgte, dels fordi jeg er vokset op i den, dels fordi jeg der i hvert fald i det små kan bidrage også med forslag om nye tiltag. Jeg holder også af folkekirkens rummelighed.
Jeg fik min søn i en ung alder. Jeg meldte mig ud af folkekirken, da jeg havde svært ved at love, at jeg kunne opdrage ham i en kristen tro. Men jeg tog løftet alvorligt og vidste, at mine forældre ville kunne det. Da jeg talte med præsten om det, så han strengt på mig og spurgte:
”Hvem skal så tale ved din begravelse?”.
Så svarede jeg:
”Jeg melder mig ud”.
Det var også en del af tiden. Det var svært at få kristendommen til at gå op med atombomber. Jeg betalte kirkeskat i alle årene og bildte mig ind, at det var på grund af de smukke, gamle bygninger.
Hvad har udfordret din tro?
Den udfordres altid af, at jeg ikke er nogen blind lydighedstroende. Den udfordres af, at verden er så svær, som den er, og at store sorger hamrer ned over en.
Jeg bliver også udfordret af højrefløjskristendommen i Danmark og bibelbæltet i USA, hvor man rask væk skyder en abortlæge. Så er livet ikke til at holde ud.
Det tvinger mig til at tænke mig rigtig godt om. Jeg tror, det er godt, at man ikke bare siger, at man tror på det hele. Det er sundt at blive udfordret i sin tro og politiske overbevisning, fordi man bliver tvunget til at gå dybere.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har min søn. Og folkekirkens utrolige rummelighed over for ham i sin tid. Han havde et helt klart syn, hvor han så Jesus gå ind i Auschwitz, hvorefter han så på mig og sagde;
”Det onde i verden græder Gud over.”
Det var meget dybt for mig. Dagen efter meldte jeg mig ind i folkekirken igen. Det er cirka 25 år siden.
Min søn og jeg fulgtes i kirke hver søndag i mange år, og det var en dejlig oplevelse. Han var nok det mest tilgivende menneske, jeg har kendt. Han havde et meget hårdt liv, og alligevel var hans tro klar. Det var fantastisk at være med til.
Jeg har oplevet mennesker, der sagde, at jeg skulle være glad, da min søn døde, for min tro fortalte mig jo, at han nu var hos Gud. Jeg kan slet ikke have, at andre mennesker skal bestemme over ens sorg, og jeg vil aldrig byde et medmenneske, at jeg skal fortælle, hvordan du skal være glad eller ked af det.
Nogle mener, at hvis man er meget syg, er det en straf fra Gud. Det synes jeg er en frygtelig måde at se på kærlighed og medmenneskelighed på.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Den gør, at jeg kan holde ud at leve. Den sætter krav, og de er virkelig svære at holde. Det giver mig en etisk målestok i forhold til, hvordan jeg prøver at være. Jeg siger ikke, at det lykkes.
For eksempel kravene om, at man skal elske sine fjender og vende den anden kind til, og at man skal behandle folk i nød ordentligt, som den barmhjertige samaritaner. Jeg forstår ikke, hvordan vi kan tale sådan om flygtninge i dag, når vi lever i en kristen tradition.
Det var måske enklere, dengang jeg var humanistisk ateist, men det synes jeg alligevel ikke, det var. Jeg var mere alene indeni.
Min tro giver mig også én at takke for de smukke ting. I stormen forleden så jeg et græsstrå bane sig vej gennem asfalten. Jeg stod længe og gloede på det og tænkte, at det var da fantastisk, det skaberværk. Det giver mig en undren og en glæde over, at verden alligevel er så fantastisk.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Frans af Assisi og Grundtvig blandt andre. Og Ingemann og moderne salmedigtere. Efter et syn laver Frans af Assisi hele sit liv om. Når de daglige bekymringer er ved at kamme over, kommer jeg i tanke om, at Frans af Assisi levede i den dybeste fattigdom i nogle bjerge og talte med dyrene. Det er et bud om, at man ikke skal drukne i hverdagsbekymringer.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
I mange år har jeg været med i projektet ”Din tro, min tro”, hvor jeg som kristen sammen med en muslim og en jøde tager ud på folkeskolerne og fortæller om vores tro og det, vi har til fælles.
Jøderne har en morgenbøn, hvor de markerer venstre arm og pande, fordi forstanden skal være med, så man kan tvivle og tænke. Det er et utrolig stærkt åndeligt råd.
Et andet åndeligt råd, jeg har fået, er fra min far. Han sagde altid, at vi ved meget lidt om andre mennesker. Han var ikke selv en helgen. Måske derfor var han rigtig god til at jorde sladder om andre på en både varm og fast måde. Det irriterede mig meget, da jeg var 12-13 år, men senere har jeg haft stor glæde af, at man ikke skal sladre.
Når jeg bliver tosset på et andet menneske, stopper jeg op og tænker på, hvordan det menneske har levet, og tænker, at jeg jo ikke ved noget om vedkommendes baggrund. Jeg synes, jeg får en større klarhed og kraft i det som kristen.