Professor: Min tro er som et blinklys

Man vinder ikke en gang for alle troen og kan sætte den op på trofæhylden, siger Peter Harder, professor i engelsk sprog. Nogle gange er den der, andre gange er den der ikke

Professor Peter Harder er både blevet døbt og konfirmeret i Vartov i København, og han kommer der stadig til guds-tjeneste. –
Professor Peter Harder er både blevet døbt og konfirmeret i Vartov i København, og han kommer der stadig til guds-tjeneste. – . Foto: Leif Tuxen.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Livets mening er en gave og ikke noget, som vi får i kraft af vores egne fortjenester. Vi kan derimod spærre for meningen ved at fokusere på det forkerte som for eksempel netop vores egne præstationer, der ikke kan vise eller måle, hvorvidt vi er lykkedes eller har fejlet i livet. Meningen kan derimod findes i mødet med andre mennesker. Troen er også sådan indrettet, at den hverken kan eller skal konkurrere med videnskaben, for det er ikke på universiteterne, at vi finder livets mening. Den kommer til os i mødet med andre mennesker.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Min mor havde grundtvi-giansk baggrund, og jeg blev døbt i Vartov i København, inden vi flyttede til Holstebro, som var et ud af de i alt 14 steder, hvor vi boede, da min far var læge med skiftende embeder. Så jeg nåede at opleve det meste af Danmark og også en del kirker, selvom vi i den periode nok var det, som man kalder vanekristne, der stort set kun benyttede kirken til højtider.

Som 17-årig blev jeg så student, flyttede til København og begyndte at komme i Studenterkredsen og i Vartov, hvor jeg også var blevet konfirmeret, da vi lige omkring den tid boede en kort overgang i København. Senere i gymnasietiden i Slagelse blev jeg en del af den kristelige gymnasiastbevægelse, så jeg var begyndt at forholde mig til kristendommen, da jeg flyttede hjemmefra og til hovedstaden. Jeg kommer også stadig i Vartov, og mine børn er døbt der, så tilknytningen er blevet bibeholdt.

Hvad har udfordret din tro?

Det er ikke altid, at man har det i sig at opleve livet som en gave. Somme tider kan man i stedet tabe meningen af syne. For troen er ikke en pokal, som man én gang for alle kan erhverve sig og sætte op på trofæhylden. Den har det snarere, med et citat fra Margrete Auken, ligesom århusianerne siger det om blinklys: Nu virker det – nu virker det ikke!

Sådan er det i hvert fald for mig, selvom jeg generelt har været forkælet af tilværelsen. Men især som ung kan man godt føle sig ret fortabt, og jeg er oprigtig talt glad for ikke at være ung længere. For det at være ung er en kamp for at finde sit ståsted og en mening med det hele – og dertil kommer alle tankerne og bekymringerne om, hvorvidt man nu kan få alt med job og familie til at gå op i en højere enhed. Man skal vist være meget kry for at gå fri af den slags overvejelser.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg har færdedes i mange miljøer, hvor kristendommen indgik i samtalen, læst Løgstrup og Kierkegaard og talt med venner, der er teologer. Så jeg har løbende kunnet fundere over, hvordan jeg kunne forstå det at være kristen i mit eget liv.

For der er det særlige ved kristendommen, at det ikke er en religion, hvor man skal smække hælene sammen og indordne sig under bestemte dogmer, som man skal det i visse andre religioner. Man skal i stedet finde sin egen subjektive sandhed, som er den ene ende af en rød tråd, hvor den anden er den fælles verden, og på den måde har jeg en lille aktie i både eksistensteologi og skabelsesteologi.

Der er heller ikke noget modsætningsforhold mellem videnskab og kristendom, selvom tilhængerne af ateismen gerne vil have os til at tro det. Det skal dog siges, at den genopstandne aktive ateisme har en pointe, når det gælder visse nyreligiøse grupper, som glemmer arven fra oplysningstiden. Men i normal dansk folkekirkekristendom går fornuft og tro fint hånd i hånd, fordi vi er bevidste om, at det handler om to helt forskellige ting.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hver-dagen?

Jeg prøver at lade være med at lade tingene fylde for meget i forhold til de menneskelige forhold, som livet kommer an på, og så forsøger jeg at have et godt forhold til folk omkring mig, også når vi er uenige. Det er vigtigt at gå efter bolden og ikke manden og at huske på, at der skal være plads til os begge to, også selvom en af os ikke får sin vilje. Jeg prøver med Løgstrups formulering at huske på, at når man har med andre mennesker at gøre, har man altid noget af deres liv i sin hånd. Så det er vigtigt, at man forsøger at give folk et sted at stå, selvom man ikke altid kan gøre det, som de ville ønske sig – eller man selv synes, at de opfører sig urimeligt.

Jeg beundrer derfor også Özlem Cekic, som opsøgte nogle af de mennesker, der havde skrevet hadefulde ytringer til hende på de sociale medier – eller asociale, som de med samme ret kunne kaldes. Da hun så mødte dem, viste de sig som fordragelige mennesker, der bare havde glemt, at der var et menneske af kød og blod i den anden ende. Men netop denne glemsel er et af de største problemer ved digitaliseringen i vor tid, som også kan sabotere vores demokrati i yderste konsekvens, fordi vi glemmer, at livet skal leves sammen, og at beslutningerne skal tages i et levende fællesskab.

I forhold til tidsånden kan det også være nyttigt at tænke på, at man selv ikke behøver at være spændende og veloplagt hele tiden, ligesom det heller ikke nødvendigvis er en fejl, at man indimellem er ked af det. Der skal være plads til det hele – også refleksion og opladning. Det mærker jeg også selv tydeligt, når jeg indimellem simpelthen må være lidt alene, inden jeg igen kan forholde mig til omverdenen. Jeg må så af og til forklare, at jeg er en slags deltidsautist.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er alle de mennesker, der trods svære betingelser formår at undgå, at deres problemer bliver centrum i deres liv. En af dem er min svigerinde, der for et års tid blev blind på grund af sygdom, men som alligevel har haft overskud til at beholde sin meget værdsatte rolle i familien. At det overhovedet kan lade gøre, skyldes, at hun ikke giver problemerne magten over sit liv og sin hverdag, men at hun derimod bliver i sin tilværelse så godt, som hun kan, hvilket aftvinger min allerstørste respekt.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg husker en formulering fra en dåbssamtale, da vores ældste søn skulle døbes af pastor Schultz fra Vartov. Vi talte om, hvordan man bedst kunne skære evangeliet ned til en kerne, som man også kunne sige til et barn, og det kom til at lyde således: Det er godt at være Peter! Og dette glædelige budskab har det livet igennem været godt for mig at sige til mig selv, når jeg stod i fare for at glemme det. Og det sker for de fleste, når modgangen rammer, og man føler, at nu hører alting op. Men det gør det ikke. De ting, der slår én ud, skal ikke have det sidste ord.