Prøv avisen
Tro&tvivl

Koncernchef: Min tro var stærkest, når magtesløshed tog over

Kirsten Moesgaard kunne ikke tænke sig at bo andre steder end i Løgumkloster, som er et sted, hvor der er så god plads til samtaler om tro og eksistentielle spørgsmål, at man enten flygter skrigende derfra, eller også løber man med åbne arme dertil. – Foto: Carsten Bundgaard/ Polfoto

”Når jeg gik på kirkestien med min morfar, talte vi altid om tro,” siger tidligere koncernchef i Ecco Kirsten Moesgaard Andersen, når hun ser tilbage på sin barndom. Men først senere fik hun et sprog for det religiøse, som har hjulpet hende, når døden har ramt hendes nærmeste

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er en enkel og personlig tro, der bunder i Hebræerbrevets ord om ”tillid til det, som jeg håber på”. Det er mit levede liv også et udtryk for. Jeg har haft mange brudflader, som da min mor døde pludseligt i 2000, og da min mand for få år siden døde efter et 15-årigt, langt sygdomsforløb. Brudflader, hvor jeg mærkede, hvordan troen voksede frem, når livet blev svært, og det gjorde ondt. For jeg har altid mærket troen stærkest, når magtesløsheden tog over, og jeg måtte overgive mig og slippe kontrollen og overbevisningen om at kunne klare tingene selv. Det er meget befriende, når jeg således i stedet har sluttet fred med det uundgåelige, og troen er trådt frem som det håb, jeg må sætte min tillid til. Fordi jeg i magtesløsheden simpelthen ikke kan andet.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er vokset op i en almindelig kulturkristen familie i Kolding, hvor vi gik i kirke til jul, barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse, men ikke ellers. Værdierne derhjemme bundede også i en kristen etik, men vi talte aldrig om tro og kristendom. Det kunne jeg godt savne, og derfor holdt jeg meget af ferierne hos min morfar i Thorsager på Djursland. Vi var nemlig altid i kirke, og jeg husker, hvordan han og jeg talte om tro, når vi gik på kirkestien til og fra kirke, eller når præsten kom på besøg hjemme hos min morfar.

Alligevel var det jo ikke så meget, jeg kunne nå at få med, så jeg manglede et sprog til den religion, som jeg følte mig glad for og tryg i. Men så hjalp det at synge salmer. For dér fandt jeg i hvert fald en snert af det kristne sprog, som jeg ellers manglede.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro har ikke været udfordret i sig selv. Den bunder – trods dødens tilstedeværelse i en stor del af mit voksne liv og mine oplevelser af tab – i tilliden til Gud. Men jeg har været udfordret, og allermest da jeg var studerende.

Min barndoms savn efter et troens sprog fortsatte nemlig, ja, blev forstærket i 1970’enes studenterliv i Aarhus, hvor fokus ligesom så mange andre steder på den tid var på rødstrømper, kapitallogik og Habermas. Det var nærmest forbudt at tale om troen, i hvert fald hvis den var kristen. Så jeg følte, at jeg – selvom jeg også kom lidt i Studenterforeningen – måtte snige mig i kirke, hvad jeg også gjorde, selvom jeg aldrig har været mere i tvivl om min egen tro og mere søgende, end jeg var det i de – trosmæssigt set – meget ensomme år i Aarhus. Men heldigvis skulle den rodede og isolerede tid ikke fortsætte.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

De præster, som jeg har mødt i mit voksne liv, og som har givet mig både et troens sprog og en teologisk ballast, har betydet meget. De gør, at jeg i dag er i stand til at formulere mine egne teologiske overvejelser.

Men også min mors død i 2000 var signifikant. Hun var en aktiv dame, der boede i eget hus og klarede alt selv, og jeg havde lige en time før talt i telefon med hende, da de ringede fra sygehuset og fortalte om, at hun var indlagt med en hjerneblødning. Jeg nåede til hendes dødsleje, men det var en abrupt måde at sige farvel på og i direkte modsætning til min mand, som blev syg af både Parkinsons sygdom og alzheimer, allerede da han kun var sidst i 40’erne.

I starten var det ikke så slemt, men det blev værre – og det varede i alt 15 år, inden han døde for tre år siden efter en lang og opslidende proces, hvor hans sind og krop langsomt lukkede ned for øjnene af mig. Det var hårdt.

Så er det godt at bo et sted som Løgumkloster, hvor det er en så naturlig del af bylivet at tale om eksistentielle spørgsmål, at enten flygter man skrigende ud af byen, eller også må man bare flytte hertil af netop samme grund. Nu ligger min mand på byens kirkegård på det fælles gravsted, som vi fandt og købte, mens han endnu var klar.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg opfatter den som en integreret del af mit liv. Både af mit hverdagsliv her i Løgumkloster, hvor jeg har boet i 20 år og været menighedsrådsformand i otte år, til også at være en del af mit professionelle virke. Jeg har været leder og direktør i offentlige og private virksomheder, hvor jeg har været optaget af at arbejde med ledelse. Selv i folkekirken, hvor jeg arbejder som konsulent i dag, er der en langt større forståelse for ledelse som en nødvendighed og ledelse som noget, der sker i åbenhed og med fælles fokus. For det er selvfølgelig oplagt netop i folkekirken ledelsesmæssigt både at arbejde med fælles mål og med empatisk ledelse. Denne forståelse af ledelse er for mig central i almindelighed, men i særdeleshed i folkekirken, som bygger på rummelighed, fællesskab og forståelse for forskellighed, og som også forkynder et kærlighedsbegreb.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg har ingen bestemte forbilleder, men har livet igennem truffet mange kloge mennesker, og her tænker jeg ikke nødvendigvis på dygtige eller belæste mennesker. For hverken status, uddannelse eller penge og position har noget med sagen at gøre.

Det andler derimod om at kunne forholde sig klogt til liv og død, og her har jeg mødt mennesker i alle aldre, i alle hudfarver og med alle religioner i både Danmark, Europa, Asien og USA, som forstod denne svære kunst, og som vidste, hvor de var i deres liv og hvorfor.

Den altovervejende fællesnævner hos dem var en bevidsthed om, at de ikke var her for deres egen skyld, men i kraft af og for fællesskabet, samt at det var noget uden for dem selv, der formede dem. For vi er kun noget i kraft af andre, og når vi gør noget for hinanden. Og i en så individualiseret tid som vores, hvor den selfie-kultur hersker, som jeg er så inderligt imod, bliver det endnu vigtigere at rette fokus på fællesskabet.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jeg ved ikke af, at jeg har fået noget. Men når det er sagt, så har jeg i mange år kredset om de ord fra Hebræerbrevet, som jeg også startede med at nævne: Tro er fast tillid til det, der håbes på. For nærmere kan jeg ikke komme det, men hvor jeg håber det. Jeg tror det jo også i en grad, så netop de ord fra Det Nye Testamente er dem, der bærer mig oppe, når jeg rammes af sorg og tvivl. For nok har jeg gode venner og er med i mange spændende netværk, men savnet af min mand kan stadig suge i maven, også fordi jeg mistede ham så tidligt og på mange måder også tidligere end hans død for tre år siden.