Da Sanne Søndergaard var 23 år, tog hendes veninde, som hun havde haft siden barndommen, sit eget liv. På det tidspunkt gik Sanne Søndergaard på journalisthøjskolen, men venindens død fik hende til at genoverveje sine planer for fremtiden for ikke at spilde sit liv på noget, der ikke gjorde hende glad. For hun var utilfreds med sit liv. Derfor skrev hun en liste over de ting, hun gerne ville nå, inden hun blev 30 år. Øverst på listen stod der ”Prøve at lave standup-komik”.
”Jeg så, at jeg ikke længere kunne leve et liv, hvor jeg var optaget af at forsvare mine valg over for andre. Jeg måtte leve det liv, jeg selv ville leve.”
Princippet har hun fulgt siden, og Sanne Søndergaard er i dag komiker, forfatter og foredragsholder. Hun bliver mindet om døden som et vilkår, der gør livet værd at elske, når hun læser den tekst fra Johannesevangeliet, som præster landet rundt prædiker over i morgen. Her siger Jesus blandt andet, at den, ”der elsker sit liv, mister det”.
”Vi skal allesammen herfra, og idéen om, at man kan undgå døden, hvis man løber maraton og spiser vegansk, er i virkeligheden en fornægtelse af døden. Er man for bange for døden, glemmer man jo at leve livet,” siger hun.
Bevidstheden om døden rummer også en bevidsthed om, at alt muligt andet får en ende, og den er slet ikke så slem at have, mener Sanne Søndergaard.
”Min kæreste og jeg taler meget om det. Når man stadig er nyforelsket, har man en idé om, at vi skal elske hinanden for evigt. Men vi skal jo ikke være sammen for evigt. Jeg kommer til at miste ham. Man mister altid. Man mister sine forhold, sit hjem, sin krop, sine børn, sit hjem, sin ungdom, sit helbred. Alting kommer man til at miste, og man kommer i sidste ende til at miste sit liv. Hvis man ikke er bevidst om det, kan man ikke honorere det, mens man har det. Man glemmer at nyde de små magiske øjeblikke,” siger hun og tilføjer:
”Derfor bliver jeg også ked af det, når jeg læser om alle de børnefamilier, der japper igennem hverdagen, mens børnene er små, fordi økonomien er stram, og man skal nå det hele, og så når man næsten ikke at opleve sine børn vokse op. Det er enormt synd. Og det er ikke en kritik af børnefamilien, men af et samfund, som er bygget op på en måde, hvor man ikke har mulighed for at være til stede.”
Den australske hospicesygeplejerske Bronnie Ware udgav for år tilbage en bog med top fem over fortrydelser på dødslejet. Den største fortrydelse var, at man ikke havde haft mod til at være tro mod sig selv, men havde forsøgt at leve op til andres forventninger.
”Det har jeg taget til mig, og jeg er privilegeret nok til at kunne udleve det ved for eksempel at arbejde mindre for at kunne være mere nærværende over for min kæreste og hans børn. Så kan det jo være, jeg på mit dødsleje kommer til at sige, at jeg ville ønske, jeg havde arbejdet mere. Men jeg tror det nu ikke.”