Foran alteret i Budolfi Kirke i Aalborg sidder 30 stille kirkegæster. De har ikke det til fælles, at de er vant til at gå i kirke. Det står klart, da præsten før velsignelsen minder kirkegængerne om, at det er nu, de skal rejse sig op. De har heller ikke alderen til fælles. På stolerækkerne sidder både et par unge piger, nogle midaldrende mænd og en flok ældre kvinder. Repræsentanter fra alle sociale lag. Nogle i fint tøj. Andre i hverdagstøj. Det eneste, de fremmødte har til fælles, er et åbent og ubesvaret spørgsmål: hvorfor.
På denne tirsdag i september er vi samlet her i Budolfi, fordi vi alle har erfaringer med, at en af vore kære er død. Og ikke kun er død, men konkret har valgt at dø, fordi livet var for svært. Og dermed efterladt os med sorg og smerte og med masser af ubesvarede spørgsmål. Spørgsmål, som kort kan koges ned til et hvorfor, siger sognepræst Henriette Pedersen i sin prædiken.
LÆS OGSÅ: Prædike-kunstens svære opgave: Moderne præster har problemer
Arrangementet i Budolfi Kirke er en støttegudstjeneste for selvmordspårørende. Den første, der bliver holdt i Aalborg, men ikke den eneste i landet. I tirsdags var der over hele landet gudstjenester for pårørende til selvmordsofre.
Arrangementet i Budolfi fungerer som en kort mindehøjtidlighed: tre salmer, en prædiken, en bøn og en velsignelse. Efter tjenesten står to kommunalt ansatte psykologer og en repræsentant fra foreningen for selvmordspårørende, som har navnet Efterladte, til rådighed for samtale over en kop kaffe.
To af dem, der er mødt op til gudstjenesten, er søstrene Isabella og Daniella Simonsen. De tog med til gudstjenesten, fordi Daniella læste om arrangementet i en avis:
Det var dejligt at få sat ord på det, jeg føler. Og så er det rart, at der er forståelse for den situation, jeg er i, og at der er lyst til at lytte. Man vil jo gerne fortælle om det, men det kan godt være svært, siger Isabella Simonsen.
Søstrene mistede deres far i 2010. Han havde lidt af depressioner i en længere periode op til julen 2009. Men efter nytår virkede faderen til at have fået det bedre. Derfor kom det som et chok for søstrene, da faderen en dag i februar havde gasset sig selv.
Det værste er det her tabu, der gør, at folk ikke tør spørge ind til det: at folk tror, at ens familie er sindsyg, forklarer Daniella Simonsen.
Hun var 17 år, da hendes far døde og begyndte kort tid efter i en sorggruppe sammen med andre unge, der havde mistet. Men i modsætning til de fleste andre unge, der havde mistet en forælder, var hendes far ikke død af en fysisk sygdom. Det gjorde det svært for hende, fordi hun i modsætning til de andre ikke havde fået afklaring på, hvad der gik galt.
Man bliver nødt til at sige til sig selv, at det ikke var ens skyld. Men man har bare brug for at placere skylden et eller andet sted, siger Isabella Simonsen.
Kristeligt Dagblad bragte for tre uger siden historien om, at pårørende til selvmord ikke tør søge sjælesorg i kirken. For manges vedkommende har det vist sig, at det er påtagelsen af skyld, der giver folk ubehag ved at søge kontakt. Men det er også gamle forestillinger om kirkens fordømmelse af selvmord, der skræmmer de pårørende væk.
Henriette Pedersen er sogne- og psykiatripræst. Hun har arbejdet med psykisk syge og selvmordstruede personer igennem mange år. I krypten under kirken fortæller hun efter gudstjenesten om, hvordan hun som præst forholder sig til fordømmelse.
Der er mange teologer, der siger, at vi ikke skal afskaffe Helvede. At begrebet er vigtigt for teologien. Men når jeg møder patienter i psykiatrien, der spørger mig, om de kommer i Helvede, hvis de begår selvmord, svarer jeg konsekvent: Nej, hvis du vælger at begå selvmord, kommer du ikke i Helvede. For de her folk oplever allerede deres eget Helvede. Så forfærdeligt har de det, forklarer hun.
Vi behøver ikke nogle poetiske og dogmatiske forestillinger, om hvordan verden hænger sammen. Dogmatik er skrivebordsteologi, men når jeg sidder med et menneske i nød og har øjenkontakt, pakker jeg mine dogmer væk. Så må den anden altid være vigtigere end mig og mit teologiske projekt, siger hun.
Henriette Petersen har den opfattelse fra sit arbejde, at mange pårørende kæmper med skyld lang tid efter et selvmord. Når der ikke er nogen til at besvare det store hvorfor, er det nemt at pege indad, når skylden skal placeres. Hun sammenligner aftenens gudstjeneste med en slags langfredag:
Da Jesus på korset råber mod himlen: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, kommer der jo ikke noget svar. Hvis en af gæsterne i aften råber Min Gud, min Gud, hvorfor har min ægtefælle eller mit barn forladt mig, så kommer der jo heller ikke noget svar. Vi står over for det meningsløse, og der må vi prøve at finde trøst i, at vi er Guds børn, siger hun.
Hen mod slutningen af gudstjenesten vender Henriette Pedersen sig fra de tilstedeværende og kigger ind i alteret. Hun begynder at bede fadervor. Og som det er kutyme i Budolfi, beder de med, som har lyst til det. Det er der imidlertid ingen her, der gør. En kvinde tørrer i stilhed en tåre fra sin kind. Præsten beder alene og højt.
Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.