”Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: ’Græd ikke!’ Og han gik hen og rørte ved båren.”
Lukasevangeliet 7, 13-14
Døden er ikke naturlig. Den er et fremmedelement.
Det var døden også den dag i Nain. Det var jo ikke naturligt, at denne enkes unge søn skulle dø. Han skulle da leve og sørge for sin familie, sørge for sin mor.
Han var jo hendes alderdomsforsikring, sådan som samfundet var indrettet dengang. Hele sit livsgrundlag havde hun nu fulgt til graven. Først sin mand og nu sin søn. Ikke mærkeligt at en stor skare gik med i begravelsesfølget. De følte smerte med denne en ke.
Grunden til, at denne dag i Nain huskes, er dog ikke enkens situation, men at Jesus kommer til stede. Han er på vej ind igennem byporten, da begravelsesfølget er på vej ud. Jesus standser følget. Ikke fordi enken eller nogen af de andre henvender sig til ham. Mange andre steder griber Jesus ind som svar på råb om hjælp, men i Nain griber Jesus bare ind. Ud af medlidenhed med denne enke bruger Jesus sin magt til at hjælpe.
Og han taler ikke blot trøstende til enken. Han lægger hånden på båren og taler til den døde: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Og underet sker. Ved Jesu magt og autoritet.
Vi kan trøste hinanden med gode ord og hjælpende hænder. Hjælpe hinanden med at tørre øjnene. Vi kan dog ikke sige til hinanden ”græd ikke” med samme vægt som Jesus.
Men vi får lov til at trøste hinanden med ordet om Jesus, om hans medlidenhed og magt. Første gang, vi bliver mødt af hans opstandelseskræfter, er, når vi bliver døbt med korsets tegn og vand og ordene om, at nu genfødes vi til et levende håb.
Sidenhen i livet klynger vi os til dette håb og trøster hinanden med det. Ikke for at underkende anden trøst og hjælp, men for at bygge på noget fast, som holder i al evighed.
Vi har nok alle gået i et eller flere ligfølger. Og hvor kan det gøre ondt. Som troens folk går vi dog ikke kun i dødens optog. Vi er i følge med ham, som formår at vinde over døden. Og som en dag også vil vinde over vores død.
En dag skal der kun være ét optog. Nemlig ind i opstandelsens rige.
Thomas Kristensen er pastor emeritus.