Prøv avisen

Der er blevet mindre trosstof i DR’s radio

I august blev det annonceret, at fire P1-programmer nedlægges ved årsskiftet, heriblandt ”Eksistens” og ”Religionsrapport”. Men ifølge Thomas Buch-Andersen betyder det ikke, at stoffet sløjfes. Arkivfoto. Foto: Erik Refner

De seneste 10 år er antallet af timer med radio, der omhandler tro, eksistens og religion, faldet i DR, viser opgørelse. Åndsforskrækkelse, mener højskoleforstander, mens kanalchef påpeger, at man ikke kan tælle timer

Der er mindre tro i din radio. I hvert fald, hvis du lytter til Danmarks Radio.

Det viser en opgørelse over DR’s tros- og eksistensprogrammer, som public service-virksomheden har lavet for Kristeligt Dagblad. Hvor der i 2005 og 2010 blev sendt henholdsvis 310 og 320 timers radio om tro, eksistens og religion, var antallet faldet til 262 timer i 2015.

Ifølge kanalchef på P1, Thomas Buch-Andersen, skyldes dette, at længden på nogle programmer er ændret. Det gælder eksempelvis ”Religionsrapport” og ”Mennesker og Tro”, som er halveret i sendetid fra 2010 til 2015.

”Tallene går jo op og ned fra år til år, og for mig handler det ikke om at tælle minutter, men om indholdets kvalitet. Det vigtige er, at vi har tro, eksistens og livets store spørgsmål som et af vores kerneområder, og vi forsøger at dække de områder bedst muligt,” siger han.

I august blev det annonceret, at fire P1-programmer nedlægges ved årsskiftet, heriblandt ”Eksistens” og ”Religionsrapport”. Men ifølge Thomas Buch-Andersen betyder det ikke, at stoffet sløjfes.

”Der kommer et nyt filosofiprogram og et program om religion og historie til næste år. Derudover er det vigtigt at huske, at tro og eksistens også berøres i andre programmer end dem, der distinkt handler om områderne, og at vi også har styrket dækningen digitalt. Tælles det med, så får man et mere nuanceret billede af vores dækning, som bestemt ikke er mindre ambitiøs end tidligere – snarere tværtimod.”

Nuancer eller ej, så peger det faldende antal timer om tro og eksistens på en ærgerlig udvikling på DR’s radioside. Det mener forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen, som har fulgt DR’s dækning gennem flere år.

”Jeg har de seneste år oplevet, at programmer, der kan give stof til eftertanke og refleksion, forsvinder fra radiofladen og erstattes med mere lette og underholdende elementer. For mig at se vidner udviklingen i antallet af timers dækning af tro og eksistens om en decideret åndsforskrækkelse i DR og et ønske om i stedet at underholde. Det er ærgerligt, for hvor skal folk, der er intellektuelt og åndeligt sultne og vil vide mere om filosofi og teologi, så gå hen?”.

Også formand for medie-brugerorganisationen KLF, Kirke & Medier, Henning Bjerg Mikkelsen, ærgrer sig over den ifølge ham negative tendens på DR’s radioside.

”Jeg sidder med en fæl mistanke om, at det er lyttertal, der er årsagen til, at man udfaser stofområder som tro og eksistens. Jeg kan ikke tolke det anderledes end, at man nedprioriterer for at få plads til programmer, som favner bredere og er mere spiselige. Det betyder, at det fordybende, oplysende og gedigne tones ned og får ringere vilkår på radio,” siger han.

Mens tro og eksistens er mindre udbredt på radio- sendefladen, er emnerne kommet til at fylde væsentligt mere på DR’s tv-kanaler. Dette skyldes, at der nu sendes flere folkekirkelige søndagsgudstjenester i fjernsynet, hvilket glæder Henning Bjerg Mikkelsen, som har ønsket, at kirkeåret blev en del af ugerytmen, og at det forkyndende arbejde ville blive styrket på DR.

Ifølge professor i medie- videnskab ved Københavns Universitet Stig Hjarvard kan udviklingen i dækningen af tro og eksistens blandt andet forklares med sammenlægningen af P1 og P2 i 2011.

”Det er et reelt dilemma for DR, at P1 og P2 deler FM-frekvens i dag, da der dermed er blevet mindre plads til kanalens fakta og orienteringsdel. På tv-siden har DR udvidet med flere kanaler for at få et mere differentieret udbud, men på radiosiden er det trangt med plads. Samtidig er det saglige tros- og eksistensstof svært at smide over på andre DR-radiokanaler, da det vil stritte for meget ud.”