Prøv avisen
Tro&tvivl

Mine bedsteforældres død rykkede min tro

Niels Folman befinder sig glimrende mellem den moderne og den gamle kirke hjemme i Farum. Hans børns skole har afslutninger i den moderne Stavnsholtkirke, hvor der også spilles mange gode koncerter, mens han ofte går til gudstjeneste i den gamle kirke, hvis klokker han finder en ro i at høre ringe solen op og ned. Foto: Leif Tuxen

Hvis Gud eksisterer og har al magt, vil han også gøre mine syge bedsteforældre raske igen. Sådan tænkte reklamemand Niels Erik Folmann som teenager, men det kom til at gå anderledes

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg er et kristent menneske, men forstået på den måde, at jeg har min egen version af troen. Det er især de personlige højtider og selve kirkerummet, der er i fokus. For når jeg sidder der til en gudstjeneste, kommer der en ro og en mulighed for at reflektere over mig selv og livet uden det jag, som ellers præger vores tid.

Men det handler også om folkekirken som institution. Den er så rummelig, at alle kan finde sig til rette i dens langsomme og lidt gammeldags måde at være på og tale på, når præsten for eksempel prædiker. Det giver også en rolig rytme og er en god modvægt til nutidens konstante behov for fornyelse.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Det var et kristent hjem. Troen blev holdt i hævd ved, at vi gik i kirke, men ikke hver søndag, og vi bad heller ikke bordbøn.

Rent geografisk voksede jeg op i Ribe og i Aarhus, begge steder tæt på byens domkirke. Her kom vi hver juleaften, men også enten 1. juledag eller 2. juledag. For det er noget helt andet at gå i kirke i juledagene, hvor præsten ikke skal performe på samme måde som juleaften, men kan fokusere på sine trofaste kirkegængere og slappe mere af. Det giver en helt anden ro, og jeg går stadigvæk i kirke både juleaften og en af de to juledage.

Selve juleaften har jeg også videreført min slægts skik med, at den ældste omkring bordet læser første vers højt af Grundtvigs julesalme ”Det kimer nu til julefest”, inden vi spiser.

Hvad har udfordret din tro?

Sygdom og dødsfald blandt de nærmeste er altid situationer, hvor man som menneske typisk har brug for sin Gud og sin tro, om ikke andet så til trøst. Men det kan også være netop de stunder, som trosmæssigt er de sværeste, og der, hvor man sætter spørgsmålstegn ved Guds eksistens, ja måske endda direkte forventer en guddommelig indgriben.

Da mine bedsteforældre, som jeg var meget tæt knyttet til, i løbet af mine teenageår blev syge og døde, kunne jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke, at så var det nu, at det skulle bevises, om der var en Gud. For hvis Gud eksisterer og har al magt, så ville de også blive raske igen, mente jeg. Men de døde, og så blev troen rykket for en tid.

I dag, hvor jeg er ældre, ser jeg lidt anderledes på det. Jeg tænker, at der omvendt også er de lykkelige stunder og de situationer, hvor man får uventet medvind, så livet og troen er mere end et regnebræt.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har mine forældre med den måde, som de opfostrede mig og mine søskende på, også fordi min far i en periode var kordegnsafløser i et landsogn uden for Aarhus. Fra ham hørte vi meget om kirkeliv og tro, når han fortalte om hverdagen og de mennesker, som han mødte.

Men ellers skal min kristendomskundskabslærer i folkeskolen fremhæves. Hun var en af de meget sjældne dengang i 1970’erne, som både var fulgt med i tidens flower-power-bevægelse med al dens oprør og frigørelse, og som samtidig var kristen og syntes, at det var vigtigt at formidle kristendommen.

Det kunne hun også på så levende en måde, at selv vi i 2. klasse blev interesserede. Så det var ren fortællekunst, som ikke kun var indlevende og dramatisk, men også satte de kristne tekster i forhold til vor tid og vor verden. Det var helt fantastisk, og jeg har aldrig siden oplevet nogen, der har kunnet det på samme måde.

Senere gik jeg selvfølgelig til konfirmationsundervisning, og der fik jeg svar på nogle andre spørgsmål og lærte salmevers og den slags, og det var også godt.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?

Jeg bor i Farum nord for København med den moderne kirke i den ene ende af byen og den gamle landsbykirke i den anden. Jeg kommer glad og gerne i begge kirker, omend jeg både fysisk og mentalt er tættest på den gamle kirke, hvis klokker jeg kan høre, når de ringer solen op og ned – og dermed skaber en gentagelse og en rytme, som er god at have med i et travlt liv som mit, hvor jeg beskæftiger mig med moderne ting som reklame, analyse og livsstil.

Men der er i kirken et andet rum, et frirum, hvor jeg kan udtrykke mine følelser, og hvor der er plads til både at le og at græde. Kirken er derfor et anker i mit liv, også fordi den står for tradition, og jeg kan lide traditionerne – også de personlige som dåb, konfirmation, bryllup og efterhånden også bisættelse, hvor kirken er en naturlig medspiller for mig.

Jeg går også altid ind i en kirke, når jeg har muligheden, især i udlandet. For nylig var jeg for eksempel i London og havde en halv time mellem to møder i City, så jeg lige kunne nå en tur i St Paul’s Cathedral, som altid imponerer mig, og som ligesom de sydeuropæiske kirker minder mig om, at der er mange måder at være kristen og kirke på.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Der er nogle tidligere biskopper og tidligere kirkeministre, som har været gode til at sætte en dagsorden i Danmark. Det gælder for eksempel biskopperne Jan Lindhardt i Roskilde og Kjeld Holm i Aarhus samt kirkeministre som Tove Fergo og Birthe Rønn Hornbech. De fire har det tilfælles, at de har eller havde deres meningers mod. Så kan man være enig eller uenig med dem, men det aftvinger respekt, når mennesker står ved at være sig selv og bringer det til torvs. Men også det fokus på fællesskab og medmenneskelighed, som måske især Kjeld Holm er fortaler for, er vigtigt, og jeg læser altid med stor fornøjelse en artikel fra hans hånd, for han kan som få i vor tid skabe jordforbindelse, give forståelse og skabe perspektiv.

Jeg tror også, at det er vigtigt for kirkens fremtid, at den har talsmænd m/k, der går ud og blander sig i debatten og viser, at visse værdier – som at være der for hinanden og gøre godt – rent faktisk betyder noget. Det kan nok også få flere i kirke, hvis kirken således kommer danskerne i møde. Ja, det er der brug for, hvis danskerne fortsat skal vælge kirken til.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Her i livet er det afgørende, at man tror på sig selv og ved, at man kan gøre en forskel, ikke kun for sig selv, men også for andre. Det sidste er lettere at glemme. Jeg havde i hvert fald engang en chef, som en dag sagde til mig, at nu skulle jeg også huske de andre. Han havde ret, jeg var blevet for selvcentreret og optaget af egen succes, så lige siden har jeg altid haft fokus på at huske, at alting bliver bedre, når vi samarbejder.