Prøv avisen
Interview

Nana Hauge: Mine prædikener er blevet mindre polemiske

”Jesus er jo selv vældig polemisk, og når jeg prædiker over en tekst, der er polemisk, dysser jeg ikke det ned,” siger Nana Hauge. – Foto: Iben Gad

Sognepræst Nana Hauge er vokset op i et hjem med heftige diskussioner over middagsbordet og bevidstheden om, at man ikke kan være venner med alle. Som debattør vil hun ikke skrue ned for polemikken for at tækkes sine kolleger. Men hun har gjort sine prædikener mere opbyggelige

”Man kan ikke være venner med alle,” lød påskriften på en T-shirt, som Nana Hauges far, den kendte litterat og debattør Hans Hauge, ofte gik med i en periode af hendes barndom. Den sætning gav god mening for Nana Hauge, for barndomshjemmet var præget af heftige diskussioner om alt fra salmesang til amerikansk politik.

”Mit barndomshjem var virkelig præget af diskussionslyst og af min fars forkærlighed for polemik. Når jeg havde kammerater med hjem, som blev til aftensmad, skete det ofte, at de dagen efter lidt bekymret spurgte mig, om vi nu var blevet gode venner hjemme i familien. Men for mig var det bare hverdag, at vi diskuterede, så det bragede,” siger hun med et smil.

”Min søster og jeg lærte fra en tidlig alder at argumentere for vores synspunkter, og vi vænnede os også til, at målet med en diskussion eller samtale ikke var at opnå konsensus, men snarere at udvikle og skærpe sine argumenter. Det nyttede ikke noget at komme hjem og præsentere en eller anden halvt gennemtænkt tanke og ikke være parat til at argumentere for den,” husker Nana Hauge, der i dag er 47 år og ansat som sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat på Fyn.

Hun er desuden aktiv i den kirkelige debat og kendt som medstifter af det kritisk-teologiske tidsskrift Nyt Babel, som hun og to andre kvindelige teologer lancerede for fem år siden.

”Jeg har ikke haft som mål at blive debattør, men det har været naturligt for mig at ytre mine holdninger, og især efter at mine døtre er blevet lidt ældre, og jeg har fået lidt mere tid, har jeg været aktiv i forskellige debatter. Jeg bliver ret ofte bedt om at kommentere kirkelige og teologiske spørgsmål eller forskellige samfundspolitiske temaer, og det gør jeg gerne. Jeg kan godt lide en god diskussion, og i min studietid satte jeg virkelig pris på at skændes på en god måde med mine medstuderende og så drikke en øl sammen bagefter,” siger Nana Hauge.

Nana Hauge har de seneste år blandet sig i debatter om blandt andet det evige liv, præstens rolle, højmessens liturgi og folkekirkens betydning for danskernes værdier og dannelse. Hun er desuden medforfatter til bogen ”Hvad skal jeg svare mit barn?” om at tale med børn om kristendom. Folkekirkens fremtid og dens forankring i evangeliet og det, hun kalder ”klassisk kristen teologi”, ligger hende meget på sinde, og hun har blandt andet polemiseret imod det, hun opfatter som en generel tendens til at lade markedslogik og økonomi styre samfundets åndsinstitutioner.

”Jeg er virkelig imod den markedstænkning, jeg synes sniger sig ind både på kunstmuseer, biblioteker, skoler og også i folkekirken. Selvfølgelig er der en økonomi at tage hensyn til, men jeg synes, at hele markedslogikken, hvor man kan måle succesen på antallet af besøgende, er helt forfejlet især i forhold til folkekirken. Her er det i høj grad det usynlige, der er væsentligt. Vi skal turde holde fast i de opgaver, der ikke glitrer og gør sig godt i et regneark. Samtalerne med de ensomme, sjælesorgen. Alle de små ting,” siger hun.

På samme måde mener hun, at man som kristen debattør må holde sig for øje, at man ikke kan se de fulde resultater af sin indsats og heller ikke skal være så optaget af det.

”Det er da klart en risiko både som præst og debattør, at man bliver så optaget af at se resultater af sit virke, at man glemmer, at målet ikke er ens egen verdslige og materielle succes. Målet er, at man kæmper for det, man tror på. Fristelsen til at være mere optaget af sin egen sag end den sag, man egentlig skal tjene, er der da klart, også for mig,” siger hun.

Kritik og modsigelse kan hun til gengæld godt tåle, både fordi hun er opdraget med, at man ikke kan – eller skal – være venner med alle, og fordi modsigelse, som hun ser det, nødvendigvis må være resultatet af at turde stå ved sine holdninger.

”Som kristne ved vi, at vi vil møde modstand, når vi bærer evangeliet ud i verden. Derfor bekymrer det mig heller ikke at blive mødt med kritik. Men jeg kan godt undre mig over, at det, jeg opfatter som klassisk teologi, bliver opfattet som kontroversielt og provokerende, og at jeg bliver skældt ud for at være ukollegial. Jeg synes, at der har sneget sig en ærgerlig sarthed ind i den kirkelige debat,” siger hun.

Nana Hauge fortryder ikke nogen af de synspunkter, hun har forfægtet, eller den polemiske form, en del af hendes indlæg har haft.

”Jeg kan godt lide en god polemik, og jeg vælger den form, jeg har lyst til at udtrykke mig i. Jeg synes, at det kan være nødvendigt at være skarp for at udtrykke sig klart i et vigtigt anliggende, og jeg mener ikke, at jeg er trådt over grænsen og er blevet perfid eller har angrebet nogen personligt. Selvfølgelig risikerer man at støde nogen væk, og det er da helt sikkert heller ikke specielt karrierefremmende at deltage i debatten på den måde og med de synspunkter, jeg gør,” siger hun.

Hun har i sine prædikener været meget inspireret af den danske præst Tage Schack, der var medstifter af og aktiv i Tidehverv.

”Jesus er jo selv vældig polemisk, og når jeg prædiker over en tekst, der er polemisk, dysser jeg det ikke ned. Men generelt er jeg med tiden blevet mindre polemisk i mine prædikener, fordi jeg har erkendt, at dem, jeg taler til, når jeg står på prædikestolen, ofte har brug for en anden og mere opbyggelig tiltale. Da jeg var valgmenighedspræst og havde meget kirkevante menigheder, gik det efterhånden op for mig, at de, der sidder på kirkebænken, godt ved, at de er syndere og kender til deres egne begrænsninger. Så de har ikke behov for at høre om, hvor lidt vi som mennesker formår, men snarere at blive bygget op. I samfundet generelt er det nok snarere omvendt. Så der mener jeg, at polemikken er mere på sin plads,” siger hun.

Arbejdet med prædikenerne har også fået hende til at indse, hvor vigtigt det er at skelne mellem sig selv og modtageren. For de svagheder, man selv har behov for at få sat fingeren på, er ikke nødvendigvis identiske med modtagernes.

”Jeg er selv mere hovmodig og har behov for at blive mindet om min egen ringe betydning. Det gælder også i forhold til rollen som debattør. Selvom jeg mener, at jeg bør påtage mig min rolle og kæmpe for, at mine børn og børnebørn kan have en folkekirke som den, jeg er vokset op med, skal jeg også huske, at kampen ikke forløses nu og her, men først i det evige. Jeg har en tendens til at bekymre mig for meget om kristendommens udvikling i verden og stole for lidt på Gud,” siger hun.

Den kirkelige og teologiske debat har også på nogle punkter fået hende til at lægge vægten anderledes i sine prædikener.

”Debatten om opstandelsessyn har for eksempel fået mig til at indse, at jeg nok har talt for lidt om det evige liv og for meget om gudsriget som noget, der griber ind i vores liv nu og her. En dag talte jeg med en døende mand, som havde fulgt med i diskussionen i pressen, og det var så vigtigt for ham at tale med mig og få at vide, om jeg virkelig troede på det evige liv og ikke bare på opstandelse som det, at der sker noget godt på tirsdag. Da gik det op for mig, at der ikke er meget trøst for enkemanden eller den døende, hvis jeg alene taler om gudsriget som noget, vi kan opleve i vores hverdag nu og her,” siger hun.

Vi skal turde holde fast i de opgaver, der ikke glitrer og gør sig godt i et regneark. Samtalerne med de ensomme, sjælesorgen

Nana Hauge, sognepræst
Foto: Iben Gad