Min far kom fra et indremissionsk hjem, som han gjorde oprør mod. Men han bevarede sin tro og var meget bevidst om, at vi børn også skulle være en del af kirken. Min mor var enig, så vi blev sendt i søndagsskole. Kristendommen lå som et helt åbenbart og ubetvivleligt fundament for os. På den vis har jeg altid anskuet mig selv som troende kristen. Den stærkeste troslige påvirkning i mit liv er dog ikke kommet fra kirken, men fra spejdermiljøet.
Min far var kasserer i KFUM-spejdergruppen i Aarhus, og en onsdag aften tog han min bror og mig med derhen. Jeg var ni år, da jeg blev spejder, og jeg er det stadig i dag som 72-årig. Mødet med spejderlivet handlede om kammeratskab, leg, aktiviteter og udfordringer. I første omgang slog det mig ikke, at der var en åndelig dimension. Jeg gik mest af alt op i, at jeg var en ulveunge. Men hen ad vejen blev jeg klar over, at der var en større mening med at være spejder end at binde knob og bruge kompas. På den måde blev det kristne aspekt en naturlig del af det.
Da jeg var i 20’erne, skiftede jeg fra den lokale KFUM-spejderafdeling i Aarhus til at arbejde i landsorganisationen. Jeg blev tilfældigvis involveret i træningen af spejderledere, og i mødet med de andre ledertrænere oplevede jeg mennesker, der ændrede mit syn på troen. Det var bankdirektører og stadsingeniører, dygtige og kompetente mennesker, der frivilligt oplærte spejderledere. Erhvervs- og virksomhedsledere, der også var forankret i den kristne tro. Selv var jeg på det tidspunkt i den første fase af min karriere som virksomhedsleder, og jeg drømte om selv at få en virksomhed en dag. Det gjorde et stærkt indtryk på mig at møde disse mennesker, som jeg så op til professionelt, og for hvem troen spillede så stor en rolle. Jeg har al mulig respekt for præster, men det kan være nemmere at overtage et værdisystem fra folk, man også af professionelle årsager beundrer. På den vis blev disse mennesker en slags personlige præster for mig, som jeg kunne lære af og spejle mig i. I mødet med dem kunne jeg fralægge mig den gode danske blufærdighed, der hersker omkring tro og tale om tro. Og jeg fik et religiøst sprog. Vi holdt gudstjenester sammen og diskuterede tro, og det gav mig en langt dybere forståelse af begreber som kærlighed, skyld, nåde og frelse. Det var med til at forankre min tro.
Jeg er svær at slå ud, og jeg er overbevist om, at det er forbundet med, at jeg er forankret i et bestemt livssyn. Med det fundament kan jeg håndtere meget store rystelser. Og dem har der været mange af. I mit arbejdsliv har jeg været både højere og lavere end de fleste. Jeg har oplevet store succeser og store fiaskoer. Jeg har haft virksomheder, der er gået konkurs under stor mediebevågenhed, og jeg blev udråbt til storbytosse, da jeg stillede på til Folketinget. Men jeg tror, nederlagene rammer mig mindre hårdt, fordi jeg kan sige, at jeg gjorde det, så godt jeg kunne, og måske er der en tanke med nederlaget, som jeg ikke ser lige nu. Nu opfatter jeg det eksempelvis som en gave, at jeg ikke blev indvalgt i Folketinget i 2007. Den arbejdsplads er ikke noget for mig.
I dag er jeg heldig at bo ved en sø, hvor jeg ofte ser solopgangen med mosekonens bryg over en spejlblank vandflade. Så tænker jeg på, at dette ikke kan være tilfældigt. Balancen mellem elementerne, roen, mangfoldigheden, fisk, fugle, dyr, insekter og mennesker – alt i et økosystem. Der må være en tanke bag. Nogen, der har tænkt det og skabt det. Jeg har svært ved ikke at tro, at der er en Gud bag det.
Hvad har udfordret din tro?
I forretningslivet har jeg mødt mennesker, der er decideret onde. Folk af så lav og ussel en standard og uden for terapeutisk rækkevidde, at jeg ikke fatter, hvordan Vorherre kan acceptere, at de går rundt på to ben. I spejderarbejdet har jeg også oplevet voldsom elendighed i verden. Jeg har besøgt forfærdelige fængsler i Uganda, og for to måneder siden var jeg i Bangladesh, hvor børn lever på gaden og på lossepladser. Det kan udfordre min tro. Men med spejderarbejdet prøver vi at få noget positivt til at ske for mennesker, der er ekstremt dårligt stillet.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det lyder måske banalt, men det bedste råd, jeg har fået, er: ”Det går nok.” Det er en frase, man nemt kaster ud, men for mig stikker det dybere og udtrykker en tro på en mening med det hele: at der er en Gud, der råder, og at vi lever på hans kærlighed og nåde. Det er en tillid til, at uanset hvor sort det ser ud, er der en løsning. Da min bror døde som 70-årige i 2015, virkede det for mig først komplet meningsløst. Det er et af de hårdeste slag, jeg har fået i livet, men det hjalp mig igennem, at jeg er overbevist om en højere mening. Han havde gjort meget godt for mange og levet et godt liv. Nu fik han en hurtig død på et tidspunkt, hvor han var på toppen. Og det er jeg taknemmelig for.8