Minister møder sultestrejkende kvinde

Justitsminister Lene Espersen (K) vil mødes med Kirsten Chesnut. Stadig flere politikere ønsker forældremyndighedssag genoptaget

Efter 142 dages sultestrejke foran Christiansborg har 45-årige Kirsten Chesnut nu fået styrket håbet om en genoptagelse af den forældremyndighedssag, som har medført, at hun ikke har set sin søn i næsten fire år.

Politikere fra stort set alle partier støtter nu ønsket om en genoptagelse af sagen, og i går modtog Kirsten Chesnut så den glædelige meddelelse, at justitsminister Lene Espersen (K) fredag i næste uge vil mødes med Kirsten Chesnut og hendes advokat, Jytte Thorbek.

Kirsten Chesnut har mistet retten til at se sin søn, fordi hendes amerikanske eks-mand, med opbakning fra amerikanske og danske myndigheder, har fået rettens ord for, at hun vil bortføre sønnen, den nu 12-årige Christian Chesnut. Men ifølge Kirsten Chesnut og Jytte Thorbek har de danske myndigheder fejlfortolket vigtige dokumenter. Blandt andet er en stævning fra eksmanden blevet tolket som en egentlig retsafgørelse, ligesom Civilretsdirektoratet har blandet sig i rettens behandling af sagen, lyder kritikken.

Tror på en løsning

- Jeg er meget glad for, at Lene Espersen vil mødes med os. Nu begynder jeg at tro, at sagen kan nå en løsning og gerne så hurtigt som muligt. Det er også en stor opbakning, at flere politikere nu støtter mig. Jeg har brugt år af mit liv på at dokumentere, at der er sket fejl i denne sag, så det er rart, at folk nu lytter til mig, siger Kirsten Chesnut.

Med til mødet hos justitsminister Lene Espersen kommer også sognepræst Leif Bork Hansen. Han skrev for godt to uger siden til ministeren med opfordringen om at lytte til Kirsten Chesnut.

- Kirsten Chesnut har lidt nok. Nu er det afgørende, at hun ikke har lidt forgæves, og derfor er jeg utrolig glad for, at ministeren nu vil finde en løsning. Det styrker mig i troen på, at vi stadig har et demokrati, hvor vi kan råbe hinanden op. Juraen må aldrig fortrænge menneskelig anstændighed, siger Leif Bork Hansen.

Også politisk søges sagen genoptaget. Folketingspolitikere fra både Venstre, Kristeligt Folkeparti og Dansk Folkeparti har som tidligere nævnt i Kristeligt Dagblad ønsket sagen genoptaget. Det samme ønske rejses nu også af politikere fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

- Jeg mener ikke, at der er behov for en egentlig undersøgelse, men der er i høj grad brug for en genoptagelse af sagen. Jeg frygter alvorligt, at der er begået fejl. Vi kan ikke bare overhøre det, når et menneske så indtrængende beder om hjælp i en sag med så stor tvivl om retssikkerheden, siger Anne-Marie Meldgaard fra Socialdemokratiet.

Line Barfod, folketingsmedlem for Enhedslisten og advokat, har gennemgået flere af sagens papirer og støtter på den baggrund nu også ønsket om en genoptagelse.

- Det er en kompliceret juridisk sag, der involverer retssystemerne i både Danmark og USA. Men det handler også om en mor og en søn, som vil se hinanden, og det skal vi gøre muligt. Derfor bør sagen genoptages, også af hensyn til fremtidige sager, for disse forældremyndighedssager på tværs af grænserne er meget vanskelige, siger Line Barfod, som sammen med Anne Baastrup, folketingsmedlem for SF og formand for retsudvalget, i går opfordrede justitsminister Lene Espersen til at få sagen genoptaget.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk