Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Minister og biskopper er åbne for vielser i det fri

Biskopperne og kirkeminister, Manu Sareen, skal drøfte, hvilke steder man skal kunne vies, og hvilke ritualer der skal bruges, hvis kirken ender med at sige ja til vielser i det fri. Foto: .

Kirkeministeren er positivt stemt over for udendørs vielser. Biskopperne mødes til en drøftelse af muligheden

En brud, en gom og en præst under åben himmel det kan blive virkelighed.

Mens den kirkelige ledelse hidtil har afvist vielser i det fri, er meldingen nu fra biskopperne, at de vil tage fat på en grundig drøftelse af emnet. Det blev besluttet, efter at biskopperne i går var i samråd med kirkeminister Manu Sareen (R), hvor udendørs vielser var på dagsordenen.

LÆS OGSÅ: Folkets ønsker skal fastlægge ceremonierne i folkekirken

Manu Sareen er positivt stemt over for ideen, som for alvor fik opmærksomhed, da sognepræst og tidligere kirkeminister Tove Fergo (V) i et åbent brev i juli bad Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, forklare, hvorfor brudepar i folkekirken ikke selv må bestemme, hvor de vil vies.

Vi ville helt klart vinde ved at tage det her ønske alvorligt, for det er et ønske, der findes blandt vores medlemmer, siger kirkeminister Manu Sareen.

Nogle har et specifikt ønske om at blive kirkeligt viet et smukt sted, som har en særlig betydning for dem. Min personlige holdning er, at det skal ske inden for nogle bestemte rammer, for ægteskab er en alvorlig ting, og kirken må ikke ende med at blive en cirkuskulisse, siger han.

Manu Sareen tilføjer, at den endelige beslutning sker i dialog mellem ham og biskopperne, men at han samtidig ikke kunne drømme om at trumfe noget igennem.

Nu er den indledende dialog taget. Biskopperne siger, at de gerne vil have lejlighed til en grundig indbyrdes drøftelse af det, når der nu er et ønske rundt omkring, siger han.

Biskopperne skal blandt andet drøfte, hvilke steder man skal kunne vies, og hvilke ritualer der skal bruges, hvis kirken ender med at sige ja til vielser i det fri. Drøftelsen finder sted på et bispemøde i oktober.

Vi kan ikke bare springe ud i det. Vi skal se, hvordan vi kan gøre det, hvis vi vælger at sige, at vielser skal kunne foregå andre steder end i kirkerummet. Der er mange ting, vi skal tage højde for. Vi kan ikke bare bruge de ritualer, vi har nu, og vi skal sikre, at mennesker får en anstændig og højtidelig vielse, siger Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift,

Som Kristeligt Dagblad skrev lørdag, er der stor forskel på, hvor åbne biskopperne er for vielser i det fri. Ingen har dog på forhånd sagt nej. Kjeld Holm, biskop i Aarhus Stift, kalder sig positivt skeptisk, og Viborgs biskop, Karsten Nissen, ser ingen vægtige begrundelser for at sige nej, mens Haderslevs biskop, Niels Henrik Arendt, gerne vil vedtage nogle retningslinjer frem for bare at sige nej. Biskopperne Kresten Drejergaard fra Fyn, Lise-Lotte Rebel fra Helsingør og Steen Skovsgaard fra Lolland-Falster ser flest fordele ved at beholde vielser i kirkerummet.

Men jeg er bevidst om, at der er et ønske om en opblødning blandt præster, så jeg er åben for denne drøftelse, siger Steen Skovsgaard.

Heller ikke biskoppen i Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen, er afvisende.

Men skal det være, skal vi have regler om, hvilke rum man kan bruge. Det er også meget væsentligt, at vi er enige om det, siger hun.

Biskop Kjeld Holm mener ikke, at det bliver svært at nå til enighed:

Vi vil ikke gå ud og indtage særstandpunkter, inden vi drøfter det på bispemødet til oktober. På sådan et vitalt område er vi nødt til at være enige. Vi kan ikke have én praksis på Fyn og en anden i Aarhus. Men jeg er også sikker på, at vi sagtens kan finde en fælles holdning.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra biskopperne i Roskilde og Aalborg Stifter.