Prøv avisen

Minister skal sikre Dannebrogs kors

Ifølge en dom fra Menneskerettighedsdomstolen skal alle krucifikser fjernes fra italienske skoler. Det kan i yderste konsekvens ramme andre religiøst baserede symboler, såsom korset i Dannebrog, vurderer europæiske jura-professorer. Foto: .

Dansk Folkepartis EU-ordfører ønsker udenrigsministerens vurdering af, om Dannebrog kan blive forbudt i det offentlige rum

Kan Menneskerettighedsdomstolens krucifiks-dom fra sidste år, hvor det kristne symbol blev forbudt i Italiens skoler, få den konsekvens, at Dannebrog må stryges fra kolonihavehus til kongehus på grund af sit hvide kors?

Det ønsker Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen, afklaret hurtigst muligt og har derfor kaldt udenrigsminister Lene Espersen (V) i samråd om sagen.

Sagen fra sidste år er på vej til Menneskerettighedsdomstolens appelinstans. Som Kristeligt Dagblad skrev i går, vurderer 37 hovedsagelig europæiske juraprofessorer, at Dannebrog sammen med andre kristne symboler i det offentlige kan risikere at blive trukket for domstolen, hvis krucifiks-dommen stadfæstes, og nogen skulle blive fornærmet over korset.

"Det er ret bekymrende, når 37 jurister siger, at der er fare for Dannebrog i det offentlige rum," siger Pia Adelsteen.

"Det vil være en forfærdelig konsekvens, og så ved jeg ikke rigtig, hvad Menneskerettighedsdomstolen skal være der for. Det har jo ikke noget med menneskerettigheder at gøre. Hvis man begynder at forbyde kristne symboler i Europa på linje med kors i de italienske skoler, så får man et kulturløst Europa. Det er der vel ikke nogen, der ønsker, for vi har en bestemt historie og kultur, og den skal vi have lov til at markere for eksempel i flaget. Jeg er uenig i korsdommen, for jeg ser ikke noget galt i, at der er kors i italienske skoler, det er jo et katolsk land," siger hun.

Hun ønsker også at høre udenrigsministeren, om Danmark har leveret partsindlæg i sagen, og hvad det i givet fald går ud på.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra udenrigsminister Lene Espersen.