Prøv avisen

Ministerium fraråder præster at sætte kirken i dårligt lys

Kirkeministeriet har netop udsendt en vejledning om brug af Facebook og andre sociale medier til landets præster. Her står, at præsterne "skal afstå fra udtalelser, der kompromitterer folkekirken". Foto: Nils Meilvang.

Sognepræster må ikke kompromittere folkekirken med deres udtalelser, skriver Kirkeministeriet i ny vejledning. Tågesnak og trussel mod ytringsfriheden, lyder præstekritik

Trods en lang tradition for at skælde hinanden og hele folkekirken sønder og sammen skal danske præster nu holde sig fra udtalelser, der sætter kirken i et dårligt lys.

Kirkeministeriet har netop udsendt en vejledning om brug af Facebook og andre sociale medier til landets præster. Her står, at præsterne skal afstå fra udtalelser, der kompromitterer folkekirken.

Vejledningen kommer knap en måned efter, at en præst i Brønderslev sagde sin stilling op efter at have sendt en sms-besked, der virkede stødende, til en 13-årig pige. Alligevel modtages vejledningen med kritik og hovedrysten fra flere sider.

Det er en gang tågesnak. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad de mener. Hvis man vil pålægge præster ikke at kritisere folkekirken, så ville det være en begrænsning af præsters ytringsfrihed. Jeg er vildt uenig med mange præster, men jeg er da ikke uenig i, at vi skal kunne diskutere åbent, siger sognepræst ved Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa Jens Kvist.

Han hæfter sig ved en anden sætning i vejledningen, hvor der står, at præster skal afstå fra at komme med ytringer, der kan tolkes som freds- eller ærekrænkende.

Ville Jesus mon få ministeriet på nakken ved at sige, at han ikke var kommet for at bringe fred, men sværd?, siger Jens Kvist med henvisning til et bibelvers.

Desuden har præster alle mulige modstridende meninger om, hvad det vil sige at kompromittere folkekirken. Det mener præst i Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat Jesper Bacher:

Kompromittere betyder som bekendt at stille i et dårligt lys. Vi er nogle stykker, som mener, at folkekirken stiller sig selv i et meget dårligt lys ved at indføre homoseksuelle vielser. Er det så kompromitterende at påpege kompromittering? Jeg glæder mig til at høre Kirkeministeriets udlægning af teksten, siger han.

Lige siden folkekirkens tilblivelse for godt 150 år siden har præster kritiseret hinanden og svunget krabasken over skiftende kirkeministre såvel som over selve folkekirkeordningen.

Noget tyder derfor på, at Kirkeministeriet ikke har tænkt formuleringen om at afstå fra kompromitterende udtalelser af folkekirken til ende. Det vurderer Peter Fischer-Nielsen, ph.d. med speciale i folkekirke og internet og kommunikationschef i it-virksomheden KirkeWeb.

Det er en uheldig formulering. Der kan være en vis ræson i ikke at tale nedsættende om de ansatte i ens egen kirke, men man kan ikke regulere præster med forbud og begrænsninger. Det ville være stik imod den herskende debatkultur i folkekirken, hvor vi er vant til at have slagsmål mellem præster med forskellige synspunkter, siger han.

Men der er forskel på at være kritisk og at kompromittere, mener sognepræst i Stefanskirken Pernille Østrem.

Jeg kompromitterer kirken, hvis jeg siger, at biskoppen er dum, eller at intet fungerer i kirken. Men det er ikke kompromitterende at udtale sig kritisk eller tale for en adskillelse af stat og kirke. Hvis man synes, noget er galt, så tager man den internt som i enhver større virksomhed, siger hun og roser Kirkeministeriets påmindelse om, at reglerne på Facebook og Twitter er de samme som ude i virkeligheden:

For vi kan alle sammen være nogle idioter, der kommer til at udlevere os selv og andre, når vi bruger de sociale medier.

Ifølge Sine Dreyer, specialkonsulent i Ministeriet for Ligestilling og Kirke, er vejledningen ikke en tjenestebefaling, men blot nogle gode råd:

Selvfølgelig har præster ytringsfrihed, og vi blander os ikke i deres teologiske ytringer.

johansen@k.dk