Det kan få konsekvenser at lave politisk protest i et dansk kirkerum. Det viser en dom fra i onsdags, der gav bøder på 2000 kroner pr. person, efter islamkritikere havde afbrudt en gudstjeneste i Roskilde Domkirke i protest mod biskop Peter Fischer-Møllers støtte til moskébyggeri i byen.
Forstyrrelse af en gudstjeneste er et brud på forsamlingsfriheden, og der er før faldet dom for lignende forstyrrelser i folkekirken. Det vil derfor også være ulovligt, hvis aktivister fra venstrefløjen bruger en gudstjeneste som forstærker for deres politiske protest. Det skete for eksempel i 2014, da svenske feminister stormede den katolske domkirke i Stockholm i protest mod kirkens syn på abort. I Danmark har vi ikke haft lignende sager endnu.
Både aktivister på højre- og venstrefløjen bruger altså kirkerum for at få opmærksomhed. Og det virker. Kirkerummet fungerer som en højttaler, hvis man ønsker at få sine holdninger ud i offentligheden.
Det er måske grunden til, at der har været flere tilfælde af misbrug af kirker de seneste år, end man kunne forestille sig i 1970, hvor det var originalt, da aktivister besatte Hjardemål Kirke i Thy for at gøre opmærksom på, at ”statsmagten bygger på falsk autoritet”.
I 2015 faldt der dom over et par, der havde haft sex i en række sjællandske kirker. Et sted efterlod de et satanistisk brev til sognepræsten, og et andet sted havde de klippet billeder ud af pornoblade og lagt dem ind i salmebøger.
Der kom til gengæld aldrig en retssag ud af det, da pornoskuespiller Misse Jensen i 2017 onanerede på en kirkebænk i Marmorkirken i København og offentliggjorde sin film på en sexhjemmeside.
Det gjorde der heller ikke, da Week-endavisen brugte Domkirken i København til at gøre reklame for religionskritisk journalistik i 2017. Eller da forfatteren Carsten Graff i 2016 opfordrede til at dyrke sex i en afindviet kirke på Nørrebro i København for at frisætte seksualiteten.
Men fælles for alle aktivisterne er, at de fik stor omtale for en meget lille indsats. Provokation i religiøse rum giver effekt.
Den aktivistiske brug af kirkerummet falder godt ind i tidens sekularisering. Blasfemiparagraffen er afskaffet. Omskæring skal forbydes som det næste. Religiøs påklædning debatteres som endnu en genstand at forbyde.
Brud på religiøse tabuer er blevet ideologi. Selve den idé, at det religiøse kræver særlig beskyttelse, er truet. Og selv i de marxistiske 1970’ere havde man ikke held til at løbe så mange vægge ned som i disse år. Dertil hører afhelliggørelse af det hellige, herunder af hellige rum. Grænserne rykkes for, hvad man kan gøre i et kirkerum.
Den politiske drivkraft bag presset på trossamfundene er et bredt ønske om at bekæmpe islamisme. Men det er pænere at kalde kampen religionskritik. Og så er den også blåstemplet af højeste juridiske instanser.
Konsekvensen er dog den samme. Kirkedøren skal løbes ind, når nu moskédøren ikke kan blive det. Og det vil få konsekvenser for brugen af det hvidkalkede rum, som har så vidunderlig en ro, at store brag lyder højere derinde. For som de fleste kan se: De store brag giver også større genlyd udenfor, i de gennemsekulære medier.
Flere kulturhistoriske udviklinger løber altså sammen: afhelliggørelse, reklamefokus på kirkerummet og politisk modvilje mod særlig beskyttelse af religion.
Lægger man de tre sammen, får man et tryk på kirken. Det er god sandsynlighed for, at aktivisme vil blive mere almindelig i Danmarks kirkerum.