Misbrugstiltalt præst skal i dag for retten

Retten i Holbæk tager i dag hul på sagen mod en tidligere præst fra Tømmerup ved Kalundborg, som er tiltalt for overgreb og blufærdighedskrænkelse på børn og unge

Retssagen begynder i dag ved retten i Holbæk.
Retssagen begynder i dag ved retten i Holbæk. . Foto: Rasmus Flindt Pedersen/ritzau.

I dag begynder retssagen mod en 47-årig tidligere præst fra Tømmerup Sogn ved Kalundborg, der er tiltalt for overgreb og blufærdighedskrænkelser mod 12 børn og unge. Præsten har siddet varetægtsfængslet siden den 23. juni sidste år, efter han blev anholdt på sin bopæl.

Ifølge tiltalen er overgrebene foregået over en 10-årig periode fra 2006 til maj sidste år. Alle i præsteboligen i Tømmerup.

Den tiltaltes advokat Ulrik Sjølin Pedersen fra Stage Advokatfirma kalder det en svær sag for alle.

”Jeg er ked af den store medieopmærksomhed, sagen har fået. Det er ikke nogen nem sag for hverken forsvarer, anklager, klient eller de mennesker, der skal vidne i den. Det er en svær sag for nævninge at forholde sig objektivt til, fordi der er talt og skrevet så meget om den,” siger han.

I alt er den tidligere præst tiltalt for 30 kriminelle forhold, der ud over overgreb og blufærdighedskrænkelse tæller besiddelse af børneporno og euforiserende stoffer i form af hash til eget brug.

Ifølge forsvarsadvokaten vil den tiltalte erkende skyld i nogle af disse forhold. Han har tidligere erkendt sig skyldig i overgreb på en mindreårig pige.

Specialanklager Anja Lund Liin kalder sagen ”ualmindelig grov” af flere årsager. Dels på grund af antallet af angivelige ofre, dels den tidsmæssige udstrækning af forløbet samt dét, at den tiltalte besad et præsteembede.

”Det er af afgørende betydning, at den tiltalte var præst. Som præst har man en helt særlig stilling i samfundet og kan skabe nogle særlige tillidsforhold, som jeg i dette tilfælde vil vurdere som en skærpende omstændighed,” siger hun.

Specialanklageren vil ikke oplyse, hvilken straf hun går efter, men oplyser, at hun i anklageskriftethar nævnt straffelovens paragraf 88, der blandt andet siger, at under ”særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste”.

Hvis retten anvender denne paragraf, kan den tiltalte i teorien idømmes op til 18 års fængsel.

Når den sidste retsdag er overstået i Retten i Holbæk den 16. november, har den tiltalte siddet varetægtsfængslet i 17 måneder.

Ifølge retsplejeloven må en varetægtsfængsling ikke vare mere end 12 måneder, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Det er ifølge specialanklager Anja Lund Liin tilfældet i denne sag, hvor der er foregået en omfattende efterforskning, efter at tiltalte i første omgang blev anholdt på mistanke om seksuelle overgreb på en mindreårig dreng.

Den tiltalte opsagde sin stilling som præst, da han blev anholdt. I den efterfølgende debat er det kommet frem, at tiltalte tidligere har været i politiets søgelys. Sagen er fra 2011, hvor Midt- og Vestsjællands Politi efterforskede ham for overgreb på en mindreårig i Moldova.

Det førte ikke til nogen sag, men i forbindelse med efterforskningen henvendte den nu tiltalte sig til provst i Kalundborg Provsti Jørn Noe.

”Præsten kom til mig grædefærdig og fortalte, at han blev forfulgt af politiet og pressen i Moldova i forbindelse med, at han hjalp en dreng dernede. Han fortalte mig, at han hjalp drengen i Moldova med at gå i skole, og intet om indholdet i beskyldningerne. Han syntes, at det var urimeligt og uforståeligt. Jeg fandt det dengang besynderligt, men jeg havde ikke den mindste mistanke om pædofili. Hvis jeg havde haft det, så var jeg klart gået videre til biskoppen,” har han sagt til Berlingske.