"Jeg blev voldtaget og misbrugt."
Rækkevidden af de få ord er enorm. Men for Colm O'Gorman handler det ikke længere om ham selv eller den præst, som voldtog og misbrugte teenageren Colm først i 1980'erne.
I stedet handler det om den katolske kirke, som ikke vil tage ansvaret for de gerninger, som er begået i kirkens navn.
Så sent som påskesøndag gentog en af pave Benedikts nærmeste rådgivere udtrykket "smålig sladder" om kirkens rolle.
– Det største problem er den katolske kirkes totalt manglende vilje og evne til at fortælle sandheden på det mest simple plan, fastslår Colm O?Gorman.
Han var en af de første til at gå til politiet efter at være misbrugt.
– Da jeg tilbage i 1984 besluttede at fortælle, hvad jeg havde været udsat for, var mit første instinkt at ty til, hvad jeg dengang betragtede som min kirke. Men efter samtaler med min familie valgte vi at gå til politiet, husker Colm O'Gorman.
Kristeligt Dagblad møder ham på hans kontor hos Amnesty International i Dublin, hvor han i dag er direktør. Han peger på et indrammet foto, hvor han som en klejn 18-årig står sammen med sin far.
– Det er taget den uge, jeg gik til politiet. Nu ser jeg en gråhåret gammel mand, når jeg ser mig selv i spejlet, filosoferer den nu 43-årige O'Gorman.
Tilbage i 1998 tog han initiativ til organisationen One in Four, som hjælper ofre for misbrug begået i den katolske kirkes regi. Selv indgik han et forlig med bispedømmet Ferns, som betalte ham en erstatning på 300.000 euro. Han har sat fokus på kirkens rolle og ansvar i flere dokumentarprogrammer på tv.
Men det tog tid, før han var klar til at konfrontere de dæmoner, som havde hobet sig op i ham.
– Indtil jeg var midt i 30'erne, kunne jeg ikke se ind i mig selv. Jeg løb væk fra erindringen om, hvad jeg var udsat for. Skammen, det sygelige, det forfærdende og vreden, som jeg ikke kunne udtrykke. Men ved at sætte navn på, hvad der blev gjort mod mig, kunne jeg konfrontere vrangbillederne. Men det tog 10 år, og det var skræmmende. Jeg følte mig syg af skyld og skam og syg af frygt, fortæller Colm O?Gorman.
Ubehaget blev ikke mindre af erkendelsen af, at kirken allerede kendte til de pædofile tilbøjeligheder hos præsten, der misbrugte ham.
– Det var utroligt, at der ikke var nogen vilje til at forholde sig til de mange spørgsmål. Svarene var uærlige og nogle gang decideret løgnagtige, aggressive og fordømmende og tit også fyldt med juridiske finesser. Der var ingen vilje til blot at anerkende sandheden, fortæller han.
– Kirken synes at være patologisk ude af stand til at se sandheden i øjnene. Der er ingen biskop eller pave, der har ansvaret for de enkelte tilfælde af misbrug, som er begået af andre. Men kirken er ansvarlig for, at de ordinerede en mand, vel vidende han var pædofil. Men de ignorerede igen og igen klager over hans opførsel og tillod ham at fortsætte ustraffet, lyder anklagen fra Colm O'Gorman.
Et mønster, som går igen og igen i de mange rapporter om præster og andre gejstliges misbrug.
– Så det handler ikke om én mand. Men mange hundreder, tusinder, ja titusinder af præster over hele den katolske verden, som har begået disse forfærdelige forbrydelser mod børn. Og det er en institution, som aggressivt, klinisk og bevidst har presset ofrene til tavshed og dermed dækket over de handlinger.
– Når du så hører udtryk som smålig sladder og et arrogant og umenneskeligt og ufølsomt svar fra paven og Vatikanet, så er det svært at kapere, forklarer Colm O'Gorman, som for første gang får en grødet stemme.
– Denne mand er den øverste leder, men har pludselig ikke noget ansvar, siger han om paven.
Colm O?Gorman er sikker på, at der vil komme flere sager frem i Irland, men han frygter mere for, hvad vi vil se internationalt.
– Jeg er særlig bekymret for forholdene i kirken på den sydlige halvkugle. Der er civilsamfundet og beskyttelsen af børn ikke så veludviklet. Mange steder ser vi tilmed, at det er den katolske kirke, som har fået ansvaret for millioner af børns velfærd og uddannelse, advarer Colm O'Gorman.
Han har også oplevet at blive gjort skyldig.
– Der er nogle, som ser mig som den, der underminerer institutionen. Men faktum er, at det er institutionen selv.
Colm O'Gorman ser med tristhed på de mange menige kirkegængere, som får rokket ved et centralt element i deres liv.
– Mange mennesker er fortvivlede over situationen her i Irland. Mange har også sagt, at de føler skam over, at de ikke selv stillede spørgsmål. Det handler ikke kun om dem, der har været udsat for overgreb, men om kirkens evne til at handle ansvarligt og med integriteten i behold. Det skaber meget dybere sår end de enkeltes præsters handlinger, siger Colm O'Gorman.