Missionær: Det er, når vi er brudte som mennesker, at Gud bruger os

Udsendt missionær lærte vigtig pointe om at tjene Gud i modgang

”Gud gør først noget i vores liv, og så drager Gud de mennesker til sig, han har i sinde at arbejde med,” Johannes Grønbech.
”Gud gør først noget i vores liv, og så drager Gud de mennesker til sig, han har i sinde at arbejde med,” Johannes Grønbech. Foto: Privat foto.

Lysten til at tage på mission fik jeg fra barnsben, da jeg voksede op som søn af missionærer i Nepal. Det var et meget enkelt liv. Der var tid til fordybelse og nysgerrighed.

Beslutningen om at tage på mission som voksen var både drevet af eventyrlyst og handlede også om at lade Gud tage roret. Det er ham, der viser, hvad han vil. At tage på mission er at finde ud af, hvad Gud vil med mig.

Vores primære fokus, mens vi var i landet, var at hjælpe handicappede med at kunne forsørge sig selv. Der ikke er nogen hjælp at hente fra staten i det område af verden, så de handicappede bliver ofte overladt til sig selv. Vi mødte derfor en håbløshed og en fattigdom, som var svær at håndtere. Det var heller ikke altid, vores projekter lykkedes, for det er svært at hjælpe mennesker. Man tror ofte, at fattige mennesker har brug for materiel støtte og penge, men det er sjælen, som har brug for hjælp og frelse. Vi ændrede ikke folks tro, men vi så, at de mennesker, der var omkring os, blev ændret af Gud. Man bliver nød til at kunne lede mennesker derhen, hvor de kan hjælpe sig selv.

En vigtig oplevelse fra min missionstid i et centralasiatisk land, var, da min hustru og jeg fik en historie fortalt af det ægtepar, som var vores ledere. De havde været i landet i 20 år. Hustruen, Drena, fortalte om et frugttræ, som de havde plantet i deres have. Der var en lang årrække, hvor træet ikke bar frugt. I de år havde de mødt en del udfordringer i deres arbejde. Et år hang grenene, da de var fyldte med frugt. Da Drena en morgen kom ud til træet, var den gren, der bar mest frugt, knækket. Først blev hun fortvivlet, men efterfølgende så hun det som et tegn. Gud begynder først at arbejde i os, når vi er brudte. Det er ikke, når livet er let, og man har overskud, at Gud bruger os. Det er, når vi møder modstand.

Det at sprede evangeliet var svært, da vi var i Centralasien blandt muslimer. Det var ikke alle, som var lige glade for os. Derfor var vi aktive i perioder og mere forsigtige i andre perioder. Det er også vigtigt for mig, at det er et aktivt og frit valg at de mennesker, vi mødte, tog kristendommen til sig. Det må ikke være tvang.