Jeg er født og trådte mine barnesko i Tanzania som missionærbarn i 1950’erne. Da vi flyttede til Danmark, var jeg syv år, men fast besluttet på at vende tilbage som missionær en dag, så jeg gik målrettet efter at læse teologi. Da jeg mødte min kone, ændrede planerne sig, og jeg blev lærer. Når jeg tænker tilbage, hang det nok lige så meget sammen med det at skulle udvikle sin egen personlighed. Jeg havde været min fars søn, men jeg følte trang til at bryde med noget. Og så følte jeg, at jeg ikke ville kunne leve op til at følge i hans fodspor. Men så en aften var der bud efter mig.
Jeg overværede en samtale mellem vores præst og generalsekretæren for Brødremenighedens Danske Mission. De manglede en missionær til en missionsstation i Tanzania. På det tidspunkt havde jeg taget afsked med min kone, der døde af kræft, og vores to piger var fløjet fra reden. Jeg havde solgt vores hjem i villakvarteret og købt et gammelt hus, som jeg gik og restaurerede. Egentlig var det en drøm, der var gået i opfyldelse, og som kunne udfylde tiden, indtil jeg kunne gå på efterløn. Men da jeg hørte, at der manglede en missionær, ændrede drømmen sig på få sekunder:
”Mand! Her sidder du som 48-årig og planlægger din pensionisttilværelse. Den er helt gal med dig,” nåede jeg at tænke. Jeg spurgte, om de troede, jeg kunne bruges, og heldigvis svarede de ja. Et halvt år efter var jeg i Tanzania.
Når man arbejder med opsøgende mission i de mere utilgængelige dele af Afrika, er der ikke en dag uden udfordringer. Og det er, som om de skal være der, for at man kan holde gejsten oppe. Det, der har gjort størst indtryk på mig, var at møde pygmæerne i Manyema-provinsen i Congo. De har været udsat for udryddelse, fordi de ikke anerkendes som rigtige mennesker. De lever et forhutlet liv som nomader og drives længere og længere ind i urskoven, i takt med at skoven fældes, og landet benyttes til agerbrug. Jeg glemmer aldrig, hvordan de modtog budskabet om, at Gud også elsker dem, som han elsker alle sine skabninger. To uger efter mit sidste besøg hos dem i 2016 var de udsat for en massakre, hvor flere tusinde blev dræbt.
Det har i høj grad styrket min tro at være missionær i 20 år. At bo alene som fremmed på et afsides beliggende sted kun omgivet af lokale og med tre-fire timers kørsel til nærmeste telefon. At færdes i al slags vejr på verdens længste sø uden mulighed for at tilkalde hjælp ved havari. At færdes på næsten ufremkommelige øde veje, hvor der måske kun passerer et køretøj en gang om ugen. At blive holdt op med maskinpistol af bevæbnede folk. Det ændrer én – også på det åndelige område.
Ofte har jeg oplevet ”frelsende engle” i form af folk, der dukkede op ud af ingenting for at hjælpe mig ud af en knibe. Overalt, hvor jeg færdedes – især i faretruende situationer – har jeg følt, at Gud var nær på en måde, jeg aldrig oplevede i Danmark. Det har givet mig en indre ro og tro på, at jeg aldrig er alene og en troens vished på det, Jesus siger: ”Og se, jeg er med jer alle dage.” Jeg har en tydelig bevidsthed om, at han har holdt hånden over mig og stadig gør det.