Chikanen består ikke i vold eller afbrænding af kirker. Det er et stille pres, som ikke desto mindre taler et tydeligt sprog.
Sådan lyder det fra en 33-årig dansk præst, der har arbejdet fem år som præst i en kristen menighed i havnebyen Izmir i det vestlige Tyrkiet.
Hans historie er aktuel, efter at det i søndags kom frem, at en færøsk præst var blevet nægtet indrejse i Tyrkiet, hvor han ellers havde arbejdet i årevis. ”Offentlig sikkerhed” var den officielle begrundelse, præsten fik, men ifølge det færøske folketingsmedlem Magni Arge, der har rettet henvendelse til udenrigsministeren, var de tyrkiske myndigheder udmærket klar over, at præsten var tilknyttet en kristen menighed.
”De vil gerne skabe en frygt, og det er første skridt i en regulær forfølgelse. Det kan man i hvert fald blive bange for,” siger den danske præst, der i november rejste hjem efter at have oplevet, hvordan myndighederne overvågede den kirke, han arbejdede ved, og hans hjem.
Han vil gerne være anonym, da han gerne vil have muligheden for i fremtiden at rejse ind i Tyrkiet. Men hans navn er redaktionen bekendt.
Hans og den færøske præsts historie illustrerer, hvordan religionsfriheden i Tyrkiet er presset i disse tider. Efter det mislykkede militærkup i sommeren sidste år og en række terrorangreb er det overvejende muslimske land i undtagelsestilstand.
Militærkuppet har ifølge generalsekretær for Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen skabt en national oprustning.
”Der kører en skræmmekampagne imod alt, hvad der ikke er i nationale tyrkiske interesser,” siger Henrik Ertner Rasmussen, hvis organisationen ikke i øjeblikket opererer i Tyrkiet, men han kender indgående til de forhold, som kristne missionærer lever under.
”De missionærer, jeg har talt med, oplever et voksende pres. Flere danskere forlod landet inden jul. De kunne mærke jorden brænde under sig, men nåede heldigvis at slippe ud. Lokale kristne oplever ofte problemer af den ene eller anden slags, og særligt evangeliske kirker har problemer med at få bygninger godkendt og registreret,” siger Henrik Ertner Rasmussen.
Hans beretning støttes af den nyeste rapport om forfulgte kristne, som organisationen Åbne Døre præsenterede i januar. Heraf fremgår det, at ”historiske kristne menigheder betragtes som ’fremmede’, overvåges regelmæssigt og udsættes for visse kontroller af regeringen”, og at ”den generelle forfølgelsessituation i Tyrkiet afspejler den ret unikke situation, hvor en voksende tyrkisk nationalisme kombineres med en øget islamificering af det tyrkiske samfund”.
For den anonyme danske præst gik alvoren rigtigt op for ham, da en af hans amerikanske præstekolleger i oktober blev arresteret. Inden da havde der da også været flere tegn på, at myndighederne holdt øje med kirken i Izmir. Der var politifolk ved gudstjenesten, og da den danske præst og familien opdagede, at civilbetjente tog billeder af deres hus og talte med naboen, begyndte de at blive mere nervøse.
”Derefter ville naboerne ikke længere tale med os. Samtidig lød det på telefonen, som om den blev aflyttet. Der var mange ting, hvor vi tænkte, at det lugtede. Og med to små børn på 1 og 3 år vurderede vi, at presset var for stort. I den mellemøstlige kultur siger man det ikke direkte, men det kommer som et indirekte pres, der er tydeligt. Derfor blev vi enige om, at det var på tide at vende tilbage,” siger den hjemvendte præst.
Han har stadig i kontakt med den kristne menighed og håber en dag at kunne besøge dem igen.
”Det sværeste var at efterlade en kirke under stort pres, og hvor det var meningen, at jeg skulle påtage mig et større lederansvar. Og så er der selvfølgelig de venner og relationer, som det er svært at tage afsked med, når de lever under de vilkår. Vi håber ikke, at det bliver værre, men det trækker i en retning, hvor man nøje vejer omkostninger for og imod i forhold til at være en åben kirke.”