Missionsfolk glædede sig over internationalt arbejde

Luthersk Mission fejrede sine første 150 år ved en udsolgt jubilæumsfest i lørdags. Især missionsbevægelsens internationale arbejde blev markeret med stolthed

Lokalerne i Lillebæltshallerne i Middelfart skulle vise sig at være for små til at kunne rumme de interesserede i at deltage i Luthersk Missions 150-årsjubilæumsfejring i lørdags. Billetterne var udsolgt på forhånd, og ud af de 1100, der deltog i formiddagens gudstjeneste, kunne kun 950 blive til festmiddagen. –
Lokalerne i Lillebæltshallerne i Middelfart skulle vise sig at være for små til at kunne rumme de interesserede i at deltage i Luthersk Missions 150-årsjubilæumsfejring i lørdags. Billetterne var udsolgt på forhånd, og ud af de 1100, der deltog i formiddagens gudstjeneste, kunne kun 950 blive til festmiddagen. – . Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix.

Folk fra Luthersk Mission er ikke kendt for at vise store følelser under deres gudstjenester. Men ved lørdagens jubilæumsgudstjeneste i Lillebæltshallerne i Middelfart lod de sig alligevel rive med af stemningen.

I slutningen af sin prædiken bad forhenværende generalsekretær og nuværende sognepræst i københavnske Fredens-Nazaret Sogn Jens Ole Christensen nemlig alle 1100 gudstjenestedeltagerne i den store sportshal om at rejse sig og råbe med. Han læste missionsbefalingen op og bad menigheden istemme, når en variation af ordet ”alle” blev nævnt.

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,” lød det i salen, hvor de sædvanligvis kølige missionsfolk brølede med.

Mange af de fremmødte ville formentlig sige, at der var god grund til at skeje ud for en gangs skyld. For de var samlet i Middelfart for at fejre, at missionsbevægelsen nu har eksisteret i 150 år, og målt på antallet af solgte billetter ser det ud til, at den stadig formår at engagere folk.

Inden sin prædiken bemærkede den forhenværende generalsekretær Jens Ole Christensen også dette.

”Inden jeg gik herop, skulle jeg have et headset på af en ung mand, som spurgte mig: ’hvad er det egentlig, du hedder?’”

Der brød stor latter op i salen, for Jens Ole Christensen var en synlig leder af foreningen i 10 år, inden han stoppede i 2015.

”Det er herligt, at det ikke er ren indavl, det her,” fortsatte han.

Alligevel var det tydeligt, at Luthersk Mission er en forening, hvor de fleste kender de fleste. Lørdag var det for eksempel svært for deltagerne at gå mange skridt uden at støde ind i en gammel bekendt, hvilket man man kunne opleve i køen til buffeten ved festmiddagen, der begyndte efter gudstjenesten. Tre gråsprængte mænd stod og talte om en fjerde person. Pludselig gik det op for dem, at han stod lige bag dem. Han fik så slået en albue i siden af en af de tre, som storleende sagde:

”Så står du lige der, mens vi snakker om dig. Nu sagde vi ikke noget grimt, vel?”

Inden da havde en af jubilæumsfestens værter fra scenen sagt, at de, der havde fundet deres ægtefælle på Luthersk Missions Højskole i Hillerød, måtte gå først til buffeten. En stor flok rejste sig.

Men som beskrevet i Kristeligt Dagblad i lørdags, er Luthersk Mission meget større end det, man kunne se i Middelfart i weekenden. Den har siden sine første år haft et internationalt arbejde, der stadig fylder meget, og som lørdag blev markeret med stolthed.

Ved et indslag under festmiddagen var den nuværende generalsekretær, Søren Skovgaard Sørensen, inviteret op på scenen sammen med sine to forgængere. De skulle svare på en række spørgsmål, som folk i salen også skulle besvare ved at række farvede sedler i vejret. Et af spørgsmålene var, hvad der var den vigtigste beslutning i Luthersk Missions historie: Etableringen af det første missionshus, etableringen af den første frimenighed fra foreningen eller dét, at bevægelsen engagerede sig i udsendelse af missionærer til ikke-kristne lande?

Næsten hele forsamlingen rakte den grønne seddel i vejret, der repræsenterede den sidste svarmulighed. Også de tre generalsekretærer mente, at den vigtigste beslutning i bevægelsens historie var, at man i 1891 sendte sin første missionær ud gennem det, der dengang blev kaldt hedningemissionens tjeneste.

Det internationale præg blev også fremhævet gennem andre indslag på scenen. For eksempel da en kurdisk kvinde fra Syrien var oppe og fortælle sin omvendelseshistorie.

Det var en mandlig og en kvindelig vært, der førte publikum igennem festlighederne. I Kristeligt Dagblad lørdag sagde flere, at bevægelsen er kendt for at producere bibelkyndige lægfolk. Det gav den mandlige vært et godt eksempel på, da han skulle byde velkommen til festmiddagen. Forinden havde han efterlyst en tabt skjorteknap, og den var så blevet fundet i mellemtiden, annoncerede han.

Jens Ole Christensen, tidligere generalsekretær for Luthersk Mission, var på scenen foran et publikum, der ikke bare fyldte lokalet i Lillebæltshallerne i Middelfart, hallen var faktisk for lille til de omkring 1100 fremmødte støtter. –
Jens Ole Christensen, tidligere generalsekretær for Luthersk Mission, var på scenen foran et publikum, der ikke bare fyldte lokalet i Lillebæltshallerne i Middelfart, hallen var faktisk for lille til de omkring 1100 fremmødte støtter. – Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

”Jeg har fået min tabte knap tilbage. Og efter det bibelske princip bør jeg invitere til festmiddag. Det gør jeg så nu,” sagde han.

Også spørgsmålet om Luthersk Missions komplicerede forhold til folkekirken og kirkegang spillede en rolle ved festlighederne. Da de tre generalsekretærer var på scenen, blev de spurgt, hvad ”ellipsemodellen” betyder inden for Luthersk Mission. Det betyder efter sigende, at man har missionshuset og kirken som to ligeværdige brændpunkter i en flad cirkel. Forhenværende generalsekretær Leif Rasmussen var ikke glad for billedet.

”Jeg synes, at vi bør bruge en pæreform i stedet for en ellipseform til at illustere det forhold. Det er som om, at der findes mange i foreningen, der finder mere tyngde det ene sted,” sagde han med henvisning til missionshuset frem for kirken. Jens Ole Christensen supplerede:

”Nej, den har nok ikke fungeret som en ellipse alle steder. Mit billede er, at man i Vestjylland har været bedre til at bruge både kirken og missionshuset, end nordsjællænderne har. I Nordsjælland møder man mange, der alene bruger missionshuset, og som kun går i kirke til højtider som de fleste sekulariserede danskere.”

Inden festmåltidet sluttede og forsamlingen bevægede sig over mod en anden hal for at deltage i et lovsangsarrangement, trykkede værtsparret på en knap, der fik guldkonfetti til at flyve ud over alle deltagerne. Mens den dalede, sang den mandlige vært:

”LM er ikke det værste, man har. Og om lidt er kaffen klar.”