Indre Missions ledelse har den missionske folkestemning imod sig, når toppen af den konservative bevægelse lufter sin officielle holdning til kvindelige præster og vielser af fraskilte.
LÆS OGSÅ: Indre Mission har skændtes siden fødslen
Det viser en ny undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har gennemført blandt 1020 mennesker i det indremissionske bagland. Kun halvdelen af missionsfolkene er nemlig imod vielse af fraskilte, mens blot en tredjedel er imod kvindelige præster, viser undersøgelsen. Desuden fortæller formanden for Indre Missions Ungdom i et interview i dagens avis, at sex før ægteskabet stik imod den officielle holdning er meget udbredt blandt de unge missionsfolk.
Hvis Indre Mission skal bevare troværdighed, må ledelsen justere ind efter tilhængernes erfaringer, mener lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen.
Der sidder nogle meget standhaftige folk i Indre Missions bestyrelse, som ikke tager hensyn til de erfaringer, som folk gør sig. Det er erfaringstomt at være imod kvindelige præster. Og når man har erfaringer med for eksempel skilsmisse, modificerer man langsomt sine holdninger. Indre Missions bestyrelse har derfor brug for at tage bestik af de erfaringer, siger han.
Uenighederne mellem Indre Missions top og græsrødder kan skabe stor forvirring udadtil, vurderer Jørgen Michael Rasmussen, kommunikationsrådgiver fra firmaet Brandbrother, der har rådgivet flere af folkekirkens stifter i kommunikation.
Det er klart, at Indre Mission har et problem, når der ikke er fodslag internt i bevægelsen, og man gerne vil arbejde udadrettet. Folk kan blive usikre omkring, hvad bevægelsen egentlig står for, hvis de hører de officielle holdninger og samtidig møder aktive tilhængere, som klart mener noget andet. Det giver grundlag for, at Indre Mission tager sin identitet op til overvejelse og gennemtænker, hvad det er for et brand, man vil have udadtil, siger han.
Studieleder og teologilektor ved Aarhus Universitet Peter Lodberg mener, at bevægelsen i stigende grad skubber medlemmer fra sig.
Jeg har ofte mødt brændte børn fra Indre Mission, som ikke kunne stille noget op med bevægelsens livsanskuelse, men stadig havde en tro og en social indignation med sig. Hvis Indre Mission skal have en fremtid, må de forny deres måde at tale om kirken og samfundet og individet på og på en måde, som er på omgangshøjde med de erfaringer, som folk og især unge gør sig, siger han.
Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, ved godt, at der ikke er 100 procents opbakning i baglandet.
Man kan så enten vælge at stemme om det og rette ind efter flertallet eller fastholde, at vi som ledelse mener, at der er noget, som ifølge Bibelen er sandt og værdifuldt også ind i vores tid. Vi arbejder på det sidste. Men uanset hvad vi beslutter, hverken kan eller vil vi tvinge folks samvittighed til enighed, siger han.
Desuden er det en styrke for bevægelsen, at der er plads til uenighed, mener lektor ved Menighedsfakultetet Kurt Ettrup Larsen:
Alternativet ville være en meget lille og meget lukket forening. Det har man ikke ønsket, og derfor kan man rumme uenigheder. Og det, som samler bevægelsen, er troen på frelsen og det evige liv.