Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, har holdt utallige møder med biskopper, politikere og andre statslige magtpersoner, hvor man ikke har været enige. Men han har sjældent prøvet at føle sig så ydmyget, som da han trådte ud af daværende kirkeminister Manu Sareens (R) kontor i juni 2013.
Det fortæller Hans-Ole Bækgaard, efter at Manu Sareen har udgivet sin selvbiografi, hvor han blandt andet refererer fra en samtale mellem de to, et år efter at Manu Sareen havde været med til at lovliggøre vielse af homoseksuelle i folkekirken.
”Ved mødet pegede han på, at han i vores blad var fremstillet som 'fremmedlegeme', og var virkelig vred og indigneret. Jeg forsøgte at forklare, at journalisten hentydede til loven om homoseksuelle vielser og ritualet - og ikke ministeren. Men det var der ikke lydhørhed for, og det blev en underlig samtale. Pludselig tog mødet en underlig drejning, og jeg blev nærmest forladt i kontoret. Sjældent har jeg oplevet at blive så ydmyget, når magtsproget har talt,” fortæller Hans-Ole Bækgaard.
I selvbiografien ”Manu” lægger Manu Sareen ikke skjul på, at der var kold luft mellem ham selv og Bækgaard oven på deres snak:
”Jeg rakte hånden frem og gjorde kort proces, og så er det bare ud af mit kontor, mester. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig, aldrig mere ville se ham. Foreløbig har jeg holdt løftet. Fred være med ham,” skriver Manu Sareen.
Her skriver den tidligere kirkeminister også, at Hans-Ole Bækgaard på mødet ”krævede plads i en masse kirkelige udvalg”. Men det passer ikke, siger Bækgaard, Indre Mission ønskede ganske rigtigt at deltage i to udvalg i Manu Sareens tid som minister, hvilket blev imødekommet.
Men anmodningerne var sket mere end et år tidligere, end det er beskrevet i bogen. Han undrer sig ligeledes over Manu Sareens sarkastiske gengivelse af hans og andres vedholdende modstand mod lovliggørelsen vielser af homoseksuelle. I bogen karakteriserer Manu Sareen Indre Mission således:
”Jeg begik en stor fejl ved at undervurdere dem. De er som Duracell-kaniner. De bliver ved og ved og ved.”
”Jeg oplever i virkeligheden den passage som en kompliment. Han beskriver meget ærligt sin uvidenhed om det kirkelige område, da han blev kirkeminister, og ser tilbage på den som en fordel. Jeg vurderer det fortsat som en åbenlys svaghed,” siger Hans-Ole Bækgaard.
Manu Sareen ser imidlertid helt anderledes på mødet. Som han husker det, var det Hans-Ole Bækgaard, der opførte sig uhøfligt.
”Det er sjældent, at en minister rejser sig op og afslutter et møde på den måde. Det har jeg aldrig gjort før, men jeg har heller aldrig oplevet et menneske opføre sig sådan over for en minister. Jeg har holdt utallige møder med missionsfolk, og de fleste kunne finde ud af opføre sig ordentligt,” siger Manu Sareen og henviser til sin bog, hvor han skriver, at Hans-Ole Bækgaard talte ned til ham på en måde, ”som gør Jesper Langballe til den rene gentleman i en debat”.
Sådan husker Hans-Ole Bækgaard det dog ikke:
”I min verden er der forskel på at være uhøflig og så sagligt pege på noget, der er forkert eller opfattet fejlagtigt. Jeg oplever generelt at have held med det og samtidig at udvise respekt for den anden. Åbenbart er det blevet misforstået, eller pladsen var ikke til det. Men jeg mener stadig, at det var mit ærinde i samtalen, og at det skete i respekt.”