Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Missionshuset der ikke vil være museum

Mens mange af de oprindelige missionshuse forsvinder eller bliver solgt til andre formål, er der stadig masser af aktivitet i Haurvig Missionshus fra 1899. Nu er huset sat i stand med frivillig arbejdskraft og tilskud fra private. Thomas B. Kristensen er en af de aktive, der har været med til at sikre husets overlevelse. - Alle fotos: Jens Bach. Foto: Jens Bach

Haurvig Missionshus på den jyske vestkyst er et af de få, der er tilbage fra 1800-tallet, som stadig er i brug. Frivillige har nu sat det i stand, så det er rustet til fremtiden

Måske er du kørt forbi det uden at lægge mærke til det. Et lille rødstenshus med buede, hvidsprossede vinduer, der ligger lige ud til vejen mellem Hvide Sande og Nymindegab på den jyske vestkyst. Tag ikke fejl.

Den lille bygning midt i marehalmen mellem fjord og hav har stor betydning på egnen.

Over døren står navnet ”Getsemane”, og siden 1896 har huset på Sydklitten været tilhørssted for de missionske på egnen; og det er stadig her, man to gange om måneden mødes til sangaftener, kirkekaffe og bibelstudiekreds.

For fire år siden stod valget mellem at rive huset ned eller sætte det i stand, men der var ikke den store diskussion, fortæller tidligere sognepræst i Hvide Sande Thomas B. Kristensen.

”Mange af missionshusene er forsvundet i dag eller solgt til andre formål. Men her er der stadig masser af aktivitet, og selve stedet har også betydet rigtig meget for mange mennesker, så vi var enige om at forsøge at skaffe midler til at sætte det i stand. Og for et par uger siden kunne vi så invitere til åbningsfest i et nyrenoveret hus.”

Frivillige har doneret penge, tid og arbejdskraft. En er kommet med en hoveddør, en anden med et gulvtæppe og loftslamper. Der er nye fuger, vinduer og tagbeklædning, men indvendigt er der ikke skiftet meget ud.

Den enkle, nærmest spartanske indretning med talerstolen i midten vidner om, at i missionshuset er det ordet, der er i centrum - og sangen, som man bladrer frem til i den gamle udgave af ”Hjemlandstoner”.

”Det har altid været holdt i en ydmyg stil, og det passer også til folk herude, hvor Indre Mission står stærkt. Folk her på egnen er optagede af de ord, der bliver forkyndt, og af sangen. De er samtidig meget engagerede i det lokale liv og stiller altid op, når der skal bruges frivillige. Der er ganske enkelt et helt særligt sammenhold på Klitten (området mellem Lyngvig og Haurvig på den jyske vestkyst, red.), som jeg lagde mærke til, da jeg kom hertil som præst for 18 år siden. Det er på en måde som et øsamfund, hvor alle kender hinanden, er gift ind i hinandens slægter og passer på hinanden. Det er også helt særligt, at de unge herfra ofte vender tilbage til området, når de har været af sted for at tage en uddannelse. De vil tilbage til fællesskabet og naturen,” siger Thomas B. Kristensen.

Haurvig Missionshus blev indviet i 1899. En mindetavle på væggen er udstyret med datoen den 1. april 1896, for den dag blev afgørende for vækkelsen på Klitten. Dagen før var en gruppe fiskere taget ud i deres åbne både fra stranden.

Vejret var godt, men inden de nåede tilbage, skiftede det. Og for øjnene af de ventende på land, druknede fire familiefædre i brændingen. I en lokal sognehistorie fortælles det:

”Der blev vækkelse. Mange blev omvendt. Sangene fra den nye sangbog 'Hjemlandstoner' lød over hele Klitten. Præstefruen spillede de nye melodier, og fiskerne lærte dem og sang af fuldt bryst. En ny lovsang vågnede.”

Der har været flere vækkelser på vestkysten op gennem historien.

Den seneste fandt sted i 1970'erne, den såkaldte ”Skjern-vækkelse”, der blandt andet førte til, at der lidt længere oppe ad kysten opstod Bibelcamping, og der kom en række festivaler rundtomkring i landet, hvor folk fra IM tog på teltlejr.

”De nyvakte blev her på stedet til en del af det eksisterende fællesskab i missionshuset, og det er i høj grad dem, der var unge i 1970'erne, og børn af den vækkelse, som nu kommer her. Man kan sige, at der fortsat er 'bølgeskvulp' af de tidligere vækkelser, og derfor har der hele tiden været nogle til at tage over, når de gamle forsvandt. Folk herude er på en måde opdraget til at tage initiativ og engagement på sig - noget, jeg plejer at kalde 'opdragelseskristendom'. Man så det også, da der skulle bygges et hospice i Hvide Sande. Straks var der 100 frivillige, der meldte sig, og det samme skete, da Sømandshjemmet blev lavet om til en sømandscafé.”

Før i tiden var Haurvig Missionshus også ramme om IM's børne- og ungdomsarbejde på Klitten. Haurvig var nemlig den store by på Klitten, men da Hvide Sande opstod i midten af 1900-tallet, rykkede børnefamilierne til den nye, store fiskeriby.

Og mens Haurvigs ”Getsemane” har fået nypudset fugerne og frisket farverne op på væggene, er man ved at bygge et helt nyt missionshus inde i Hvide Sande, så der er mere plads til både søndagsskole og juniorklubber.

”Herude er vi mellem 20 og 40 faste mødedeltagere pr. gang. Og de fleste er da 60 år plus. Men ved du hvad? Dem bliver der jo altså også flere og flere af,” lyder det med et glimt i øjet fra Thomas B. Kristensen.

Fra missionshuset er der udsigt til Klitten, der er området mellem Lyngvig og Haurvig på den jyske vestkyst. Foto: Jens Bach
Området har altid været præget af Indre Mission, og missionshuset i Haurvig blev bygget efter en vækkelse, der opstod efter en drukneulykke i 1896. Foto: Jens Bach